EJER: Ejer Bjerge har haft en sej fødsel. Men nu er det unikke højdedrag omkring landsbyen Ejer bogstavelig taget kommet på landkortet. Ikke bare på Geodatastyrelsens officielle kort, som er grundlag for alt kortmateriale. Også rent fysisk i form af ny vejskilte.

Det startede med, at Kulturministeriets Stednavneudvalg godkendte Ejer Bjerge som en fælles betegnelse tilbage i 2011. Selve navngivningen blev markeret ved en bjergdåb samtidig med indvielsen af to sheltere på Møgelhøj, borde-bænke og informationstavler langs Sporet i Ejer Bjerge.

Dengang talte blandt andre borgmester Jørgen Gaarde, der sagde:

»Adgang til naturen og ikke mindst afgang til nyttige, dejlige og livsskabende udefaciliteter på et af de smukkeste steder i vores kommune - ja hvis ikke hele Danmark - er hermed en realitet.«

På den officielle liste

Derfor tog borgmesteren initiativ til at få Ejer Bjerge på Vejdirektoratets officielle liste over godt 200 nationale seværdigheder. Det lykkedes sidste forår efter indstilling fra Naturstyrelsen, Kulturstyrelsen og VisitDanmark og resulterede i en mindre mediestorm.

Vejchef i Skanderborg Kommune Jens Peter Langballe Sørensen oplyser om den nye skiltning til »bjergkæden«:

»Vores udfordring har været, at Ejer Bjerge ikke er i punkt, men et område. Vi har derfor valgt at følge Vejdirektoratets begrundelse, hvori man afgrænser området til fem til seks km2. Når man på indfaldsvejene overstiger 140 meter over havet, møder trafikanterne nu en stander med et blåt skilt med Ejer Berge og et brunt Johanneskors.«

»Nu hvor Ejer Bavnehøj er udpeget til centrum i Ejer Bjerge som national seværdighed, har vi også udstyret vejskiltene til Ejer Bavnehøj med samme Johanneskors i brunt.«

Ejer Bavnehøjs Venner håber, at de nye bjergskilte suppleres af to store brune skilte på motorvejen E45 ligesom man ser til Aros, Moesgård og Himmelbjerget. Ordningen med turistskilte til nationale seværdigheder langs motorvejene er lagt til evaluering på Transportministerens bord.

pcb