Apple investerer milliarder i mega-datacenter ved Viborg

Viborg Kommunes borgmester Torsten Nielsen (tv) og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen. / Foto: Flemming Jeppesen

Den amerikanske IT-gigant Apple har valgt at bygge et af verdens største datacentre i Foulum lidt uden for Viborg. Det er en stor milliardinvestering, og ambitionen er at skabe et innovativt og energieffektivt datacenter.

Fra 2016 til 2026 etablerer Apple et nyt mega-datacenter i Foulum 8 km uden for Viborg by. Byggeriet bliver den største udenlandske anlægsinvestering, der til dato er placeret i Danmark.

"Viborg Kommune er med til at skrive Danmarkshistorie i dag, så det er klart, at vi er super stolte og glade lige nu," siger Viborg Kommunes borgmester Torsten Nielsen, der kalder placeringen for ”et æble” i kommunens turban.

Skaber vækst
Byggeriet af datacentret forventes i de kommende år at skabe mange hundrede arbejdspladser. Desuden kan der i driftsfasen foruden det faste personale også blive skabt flere afledte arbejdspladser.

”Vi er fantastisk glade for udsigterne til de mange nye arbejdspladser og for det boost, som virksomheden vil tilføre os. Det gælder både under etableringsfasen, men også de mange udviklingsmuligheder og afledte effekter, som it-giganten skaber her i området”, fortæller Torsten Nielsen. Han peger på erfaringerne fra andre datacentre, som med tiden har haft en meget positiv effekt på jobskabelsen i lokalområdet.

”Vi har haft et godt og tæt samarbejde med Udenrigsministeriets afdeling ”Invest in Denmark”, som har varetaget kontakten med Apple i hele forløbet og været afgørende for projektets fremdrift og en meget vigtig medspiller for kommunen. Men også mange lokale spillere har gjort en uvurderlig indsats. Projektet her viser, hvor langt vi kan nå, når vi er vedholdende og står sammen – her tænker jeg særligt på Aarhus Universitet og på Energi Viborg. Der er blevet arbejdet målrettet gennem tre år og under stor fortrolighed inden den endelige investeringsbeslutning blev truffet”, forklarer Torsten Nielsen.

En grøn og miljøvenlig investering
De mange servere og computere, der kommer til at stå i datacentret, afgiver meget varme. Normalt forsvinder den overskudsvarme ud i det blå. Men i det kommende center vil lukkede kølesystemer gøre det muligt at genanvende store dele af denne varmemængde. Det vil i givet fald ske i samarbejde med Viborg Kommune og Energi Viborg. 

Apple har gennem længere tid været på udkig flere steder i Europa efter den bedste placering til deres næste datacenter. Så også handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og Danmarks nationale investeringsfremmeorganisation Invest in Denmark har hænderne i vejret i dag:

Det må være årets bedste erhvervsnyhed for Danmark, og ikke mindst Midtjylland. Investeringen vil give et kæmpe skub til økonomien og skabe mange hundrede arbejdspladser i hele lokalområdet, både i anlægsfasen og driftsfasen”, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Viborg Kommune og Invest in Denmark har fra starten af processen bestræbt sig på at finde den bedst mulige placering i form af en unik og innovativ grøn løsning med en placering tæt på en af Danmarks største og mest centrale transformatorstationer i det danske el-net.

”Det er en kæmpe cadeau, at Apple blandt mange bejlere vælger Danmark. Det understreger, at regeringen har ramt den helt rigtige balance mellem en ambitiøs og grøn energipolitik og et erhvervsklima i verdensklasse”, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Invest in Denmark-chef Dorte Bech Vizard fremhæver særligt det gode samarbejde med Viborg Kommune.
”En investering af denne kaliber kommer ikke af sig selv. Invest in Denmark og Viborg Kommune har i tre år arbejdet tæt sammen om at trække denne investering hjem. Resultatet viser, hvor vigtigt det er at binde investeringsfremmeindsatsen tæt sammen på både lokalt, regionalt og nationalt niveau,” siger Dorte Bech Vizard.

Flere oplysninger
Borgmester Torsten Nielsen – tlf. 40 18 57 77
Kommunaldirektør Lasse Jacobsen – tlf. 51 58 48 78
Invest in Denmark-chef Dorte Bech Vizard – tlf. 61 97 90 08

Læs Invest in Denmarks og Udenrigsministeriets pressemeddelelse

Læs også Apples pressemeddelelse

Foto: Flemming Jeppesen