Der er lagt op til noget, der minder om et radikalt rivegilde, når partiets ledelse i morgen mødes med baglandet i form af partiets hovedbestyrelse på Hotel Nyborg Strand lørdag.

Chefredaktøren på en af landets få tilbageværende radikale aviser, Skive Folkeblad, lagde for i aftes med et brev, han har sendt til hovedbestyrelsen, hvor han selv tidligere har haft sæde.

- Blandt de første evalueringer blev der fra flere radikale sagt, at man havde ført »en fantastisk valgkamp«. Jo vist, der var både energi og budskaber, men når man bliver mere end halveret, og når man f.eks. i kredse som Ringkøbing, Thisted og Lolland nu er under spærregrænsen på to procent, så skal alvoren i selvransagelsen indfinde sig - hvis ikke partiets parlamentariske fremtid skal komme i reel fare, skriver Ole Dall blandt andet i brevet.

Partiets nestor, Søren Bald, der var landsformand fra 2001 til 2009, er mildt sagt heller ikke begejstret.

- Man virkede nærmest desperat og kom derfor med allehånde udspil om alt godt fra havet. Det kom til at forvirre vælgerne – plus at nogle af budskaberne også kom til at virke alt for fremtidsrettede, siger han til TV 2 og fremhæver partiets udmelding om boligskat som eksempel på det sidste.

- Det er helt tumpet, fordi der jo kommer et folketingsvalg inden 2020, hvor det nuværende boligforlig udløber, lyder det fra Søren Bald.

Under valgkampen så vi, ifølge ham, en dårlig kombination af manglende professionalisme, og at de radikale værdier fyldte alt for lidt.

- Man har – og det synes jeg selvfølgelig er fuldstændig latterligt – forsøgt at klare sig med store smil, når man optrådte i fjernsynet. Det er altså en dårlig sommerrevy, siger han.

Alt for mange udspil
På Frederiksberg, der ved folketingsvalget i 2011 var en radikal højborg, er kritikken noget mere moderat. Men den er der. Partiet gik henholdsvist 7,5 og 8 procent tilbage i Slotskredsen og Falkonerkredsen.

Formanden for den radikale vælgerforening på Frederiksberg, Jens-Christian Navarro Poulsen, mener ikke, der er grund til at ændre ved politikken. Men han er ikke tilfreds med måden, den blev kommunikeret ud på under valgkampen.

- Jeg synes, der kom forslag og udspil, som var det skud fra en maskinpistol. Flere end vælgerne egentlig kunne følge med i. Jeg synes sådan set, det er helt rigtigt, at man kommer med nogle udspil, som andre partier skal forholde sig til. Men man kan bare ikke komme med så mange budskaber i en valgkamp og lykkes med det, siger han til TV 2.

Den tidligere formand for landets største radikale partiforening, nemlig den i København, peger på, at regeringsansvaret har slidt på selve partiet – og dermed baglandet.

- Hvis man skal drage en lære, så er det, at vi i baglandet skal blive bedre til at hægte os på næste gang, partiet kommer i regering. Det føltes som at skubbe på et skib, der ikke havde sejlet i ti år, og der stod vi som bagland tilbage på kajen. Der har ikke været en dialog om nogle af de store emner, eksempelvis offentlighedsloven, siger Mikkel Sarbo, der i dag også er medlem af hovedbestyrelsen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra den radikale leder, afgående økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard. Meldingen fra partiets pressechef er, at han først taler om sagen på mødet i morgen.