Klicheernes krønike
Hvem er de? Hvordan skal man forholde sig til hovedpersonernes gøren og laden, når ikke man ved, hvem de er?
Fra første billede i filmen om de to fremtrædende modstandsfolk postuleres som grundlag for fiktionen en historisk autenticitet. Husker du den 9. april? spørger stemmen, som tilhører den ene af de senere dræbte helte. De dokumentariske klip viser scener fra langt senere i besættelsen og mere end antyder, at folkeviljen til modstand var redebon fra første færd, og at terroren i øvrigt dagligdag. Intet passer. Lars K. Andersen og instruktøren Ole Christian Madsen har hermed reduceret godt 50 års historieforskning til en gentagelse af efterkrigstidens yndede store fælles fortælling, der hævder de nationale klichéer som grundlag for forståelsen af de fem år.
Helte og forrædere
Fogh Rasmussens og Søren Krarups historieopfattelse får her ben at gå på: Den fædrelandske dimension er sat øverst befolket med forrædere og helte samt en række melerede typer, hvis motiver dog aldrig klarlægges i filmen, og hvis gerninger derfor ikke kan vurderes. Modsætninger mellem interesserne var der så vist i modstandsbevægelsens egne rækker, mest kendt officerernes initiativ, således at de svenske maskinpistoler ikke faldt i kommunisternes hænder. Men at disse og andre modsætninger skulle have ført til så mange drakoniske skridt, som filmen hævder, er ude på landet. Det kan så være, hvad være vil, men filmen har med sin indfatning anlagt hin konkrete besættelse som åsted og ståsted; personerne er autentiske, de henviser til historiske begivenheder, og så tvinges man jo til at medtage pedanterier i bedømmelsen. Også den sag kunne være klaret, såfremt manuskript og endelig udførelse etablerede et eget kunstnerisk univers, beskueren kunne bevæges ved. Det er ikke tilfældet.
Handlingsgang, personfremstilling, miljøbeskrivelse, dialog og stort set alt andet bærer præg af godtkøbskrønike; en tilbagedatering af DR's billedbog. Som denne uden andre end enkelte øjeblikkes interessevækkende afdækning af indre liv. Det sker i den tyske skuespiller Hans Zischlers myndige og hypnotiserende spil som den tvetydige oberst Gilbert.
Forholdet til nutiden
Ellers er filmen en tour de force af selvhøjtidelig, patetisk stillen sig an, personificeret i de to fra virkeligheden legendariske hovedpersoner, Flammen, Bent Faurschou-Hviid og Citronen, Jørgen Haagen Schmith, henholdsvis Thure Lindhardt i gestisk stilart som en Clement Kjærsgaard halvt i narkose og Mads Mikkelsen, ja som Mads Mikkelsen.
I film med historisk baggrund er alt, hvad man foretager sig i miljø og personskildring selvsagt et valg i forhold til nutiden, i indsigt i og holdning til fortiden samt i mode. Med hensyn til det sidste, der lige så selvsagt i nogen grad vil være præget af ens egen tid, spiller åbenbart den materielt mere lækre nutid en større rolle end alle andre overvejelser. Man spørger sig selv, om filmens ophavsfolk dog aldrig har set britiske filmiske bud på den vanskelige fortid. Inspector Foyle for eksempel, hvor datidens stil og menneskenes udseende får en rimelig rolle som del af dramatikkens virkelighed. Hvorfor ellers henvende sig dramatisk til fortiden, såfremt denne kun er et lunkent alibi for en helt anden historie?
I detaljerne ligger som bekendt helvede. Også når detaljerne får det til at flimre for kritikerens øjne, og disse overser det væsentligere, kunsten. Der er blot dette, at detaljerne er gjort væsentlige og ikke er til at komme uden om i en fortælling om livsfarligt illegalt arbejde. Man sidder ikke og kæfter op på restauranter, om hvad man laver, når dét, man laver, er at slå fjenden og fjendens sympatisører ihjel; og slet ikke den fjende og de sympatisører. Man kører ikke rundt, uden at himlen falder ned i små stykker, i en trods farveskift let genkendelig bil (uden generator). Man barberer sig i tidens stil og fremviser ikke klædelige skægstubbe vedligeholdt af moderne trimmer. Man røber ikke mere, end man lige præcis er tvunget til. Man vader ikke rundt mellem tyske officerer, når prisen er sat højt på ens hoved. Man holder ikke møder i spioncentralen Stockholm og taler højt. Stump for stump falder autenticiteten fra hinanden og i mere end det nævnte. Langt mere.
Hvem er de?
Når det er sagt, fremskyndes historiens totalsammenbrud af dens egen indre usikkerhed om indhold og personernes karakterer. En skulende (kronisk glinsende) Mads Mikkelsen tilfører ikke dramaet dybde og troværdig sjælekamp ved periodiske vredesudråb og opkastninger. Nå, jo, det skal være følsomhed, men den er svær at forholde sig til, når man ikke ved, hvem den Citron i virkeligheden er og hvorfor. Det samme angår Flammen. Er han bare en iskold ligegyldig skydeglad psykopat, der har svært ved at likvidere kvinder, men ellers tager det som det kommer, og hvorfor er han sådan? Nå, jo, for fædrelandets skyld og så er alt jo sagt.
Papfigurer
Mødet med faderen - i et glimt glædes man som altid over Jesper Christensen - bringer ingen klarhed. Selv de kunstnerisk set spinkle film fra årene efter befrielsen havde større psykologisk dybde og afspejlede mere klart og tragisk end skuleri og spleen her dilemmaet for folk, der normalt ikke går rundt og myrder andre.
Også kærlighed skal der jo til i skikkelse af den forsømte citronkone, Bodil, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der ikke står distancen, men finder en anden. Forståeligt. Den kvindelige hovedkraft, Stine Stengade, fremstiller agenten Ketty, hvis rolle i overensstemmelse med det historiske forlæg, bliver endnu mere uklar. Havde Ketty, som i filmen optrådt lige så letsindigt og spist på restaurant med Flammen, var hendes karriere som Mata Hari blevet kort.
Det pæneste, man kan sige om denne film, hvis det er pænt, er, at den hylder det naive historiesyn; i forsøg i det mere dybsindige henfalder den til det kedeligt ubegribelige. Et neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres landsmøder. Rent bortset fra at cirka en tredjedel af dialogen ikke er til at forstå, fordi spillerne ikke artikulerer hensigtsmæssigt.
Relaterede artikler
Anbefalinger
Kommentarer
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Metz:
"Et neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres landsmøder."
Man forstår at filmen meget præcist har ramt vore aktuelle tidsånd...
Hvis dog bare ikke Georgs ord- og emnevalg, hen ad vejen, var gået i så gevaldige skvalder-selvsving....
var de, utvivlsomt velmente, og muligt relevante , synspunkter i artiklen, måske blevet håndgribelige for os andre.
Nu fes synspunkterne efterhånden ud, som var de kolporteret af en småforsmået anmelder, med et livssyn fra et krobal i 50´ernes Provinsen
Mon det nogensinde bliver muligt for Georg Metz at anmelde et makværk, være det en film eller en opera, uden at tage det som udgangspunkt for angreb på hans yndlingsaversion: regeringen og Dansk Folkeparti?
Jeg tror i øvrigt godt at en Søren Krarup ved, at der var langt flere der meldte sig til Frikorps Danmark, end der nogensinde deltog i modstandsbevægelsen. Med hans jødiske familiebaggrund har han måske endda siddet i samme flygtningebåd over Øresund som Melchior-familien [moderens slægt er jødisk, og en jøde er af jøderne defineret som et barn af en jødisk mor].
Senest har denne 71-årige sortkjole minsandten vist sig mere frisindet end den socialdemokratiske folketingsgruppe, for slet ikke at nævne DSUs landsformand ... ja, indtil for en uge siden havde heller ikke jeg forventet det!
Hvor er det bare en fremragende anmeldelse, Georg Metz har skrevet om Flammen og Citronen, (lige bortset fra at man en gang imellem kløjes i ordene). Det sker ikke så tit. Det sker faktisk sjældent, at en anmeldelse på en gang er så engageret, så vidende, så velargumenteret og så præcis i sin kritik, at instruktøren som story teller bliver nødt til at lytte, hvis han vil gøre det bedre næste gang. Så hatten af for GM, der både kan se og og lægge øre til en film om besættelsen, der foregiver at være noget andet end den er - et stykke glamourøs underholdning uden troværdigt bid. Fint nok. Men ikke godt nok. Og det bliver sagt af GM, så det kan mærkes og forstås. Bravo!
Georg- gamle slyngel, hvis pen jeg altid har beundret - og hvis skarpe indlæg jeg oftest har råbt "hør- hør" til- nu er du gået for vidt!!!
Det er muligt, at filmen er noget makværk- jeg har endnu ikke set den. Men at du mellem linierne "nuancerer" billedet af besættelsen - ikke ved berettiget at fremhæve modstandsbevægelsens numerisk set begrænsede omfang, ejheller ved at påpege dens dilemmaer- men ved i dit had til Fogh at eksponere alt, hvad han måtte tilslutte sig som "ondt" og alt, hvad han måtte modsætte sig som "godt". Kort sagt, du har begravet din ubetvivlelige store begavelse i en fordom på størrelse med Københavns Lufthavn.
De tre af mine relativt nære familiemedlemmer, som har tilbragt en del af deres ungdom i KZ- lejr, er afgået ved døden; ellers ville de nok kunne fortælle dig et eller andet om denne "oplevelse", som i din optik åbenbart er en relativt ligegyldig parantes i besættelseshistorien, ja måske ligefrem en del af en mytisk forestilling om helte, der i virkeligheden var "iskolde skydegale psykopater"- på linie med "flammen"; hvad med din egen flamme? Er den brændt helt skæv?
Metz:
Din modvilje mod DF og V når uanede højder.
Er du sikker på, at du overhovedet er i stand til at tænke klart, eller har de '7 lykkelige år' (dem siden FV'2001) knækket dig fuldstændig?
Jeg synes, at Metz er unødig brutal og støjende i sin anmeldelse - derfor dette indlæg.
Jeg havde læst Georg Metz' anmeldelse og en hel del andre indbyrdes meget forskellige anmeldelser og omtaler, og det faldt mig vanskeligt at tro, at det kunne være den samme film, de skrev om. - Kan man forestille sig, at anmelderne hver for sig er kommet i biografen med en så stor ladning af forud indtagne personlige standpunkter, holdninger , sym- og antipatier i forhold til besættelsestiden (og nutiden), at deres anmeldelser har handlet mere om disse end om filmen? I hvert fald er det fælles for langt de fleste anmeldelser, at de er stærkt personlige, grænsende til det rent subjektive.
Jeg har nu set filmen, og jeg har en helt anden oplevelse en Metz - men også jeg har en ordentlig ladning lidenskabelige holdninger i klemme her,
- fx til samarbejdspolitikken (som jeg finder var fornuftig, men gik for langt - alt for langt)
- til stikkerlikvideringerne (som jeg har stor forståelse for, omend jeg er klar over, at der (især) i de sidste måneder inden befrielsen forekom mange drab, der må betegnes som mere end tvivlsomme)
- og til Flammen og Citronen (min barndoms helte, ja helgener, som de voksne talte om med dæmpede, højtidelige, kærlige og stolte stemmer og vi drenge gemte i hjerterne)
Jeg syntes det var en skide god film. Jeg kunne sagtens abstrahere fra de tjekkiske eksterieurer, de usandsynlige filtercigaretter, de kiksede replikker (af typen: "Ta'r du pis på mig?!") og den beklagelige mangel på sporvogne og andre historiske autenticitetsgimmicks.
Som jeg så den, var det nemlig slet ikke det, filmen handlede om.
Det er ikke en dramadokumentarisk metervare vi ser, men en rigtig spillefilm, en fortælling i den klassiske stil om skæbner på den yderste rand. Fantastisk flot fortalt. Klaustrofobisk ensomme hovedpersoner både i bogstavelig forstand og i forhold til, hvor de kan basere den tillid til sagen, som overhovedet giver deres liv formål og mening.
For min skyld kan man godt anlægge den synsvinkel at se fortællingen om Flammen og Citronen som en allegori for mennesket, der lidt efter lidt berøves enhver mening med tilværelsen - og der er ingen vej tilbage. En meget sort historie, som ikke giver de græske tragedier noget efter i emnebehandling.
Ja, jeg synes at det er en meget god film, meget god og meget vigtig. Nogle anmeldere mener ganske vist ikke, at der er dybde nok i de psykologiske gestaltninger; men de må have set en anden version af filmen. I min optik
viser Thure Lindhart, Mads Mikkelsen og Stine Stengade tværtimod, at de er ganske fremragende skuespillere, der formår at give liv og troværdighed til et intenst kammerspil, kun afbrudt af lejlighedsvis ildkamp.
Med venlig hilsen
Efter i aftes at have set filmen synes jeg Georg Metz' anmeldelse rammer indtryk og oplevelse uhyggelig præcist. "Flammen og Citronen" befolkes af mennesker, vi ikke bliver klogere på. Og det er fatalt i en film, "der behandler krig som et dybt menneskeligt anliggende" og vil fortælle om "det enkelte menneskes evne til at kæmpe og klare sig i en krig," som Ole Christian Madsen forklarede Information 27. marts.
Han vil et opgør med det, han kalder det kollektive bedrag "om de 43.000 heltemodige modstandsfolk den 5. maj 1945." Og hvis filmen i virkeligheden er tiltænkt de mange teenagere, som omgav mig i biografen, er det da godt, de får plantet et vist indtryk af nazi-besættelsens udfordringer for danskerne. Betingelsen er bare, at skildringen har rod i virkelighedens situation, og det er jeg enig med Georg Metz i, at den ikke har.
Vi kigger hovedpersonerne dybt i øjnene i de mange nærbilleder. Kameraet søger et svar, men svaret skjules af stivnede masker.
Jeg tror nu nok, at alle efterhånden er klar at store dele af det danske erhvervsliv samt en stor del af venstre-bønderne faktisk direkte og åbent samarbejdede med nazisterne under besættelsen i Danmark i 1940'erne.
Bl.a. Matador slog jo dette tema an, og siden er der kommet den ene bog efter den anden, om det f.eks. ikke var ynkelige stakler, der meldte sig til Frikorps Danmark, men tværtimod veluddannede? mennesker, som gerne ville kæmpe mod kommunismen.
I løbet af 1990erne kom der jo også mange bøger, skrevet af historikere, som gik i rette med at alle danskere gjorde modstand fra den 9. april 1940. (eller tidligt i 1940). Det var der faktisk sjovt nok nogen, der gjorde. Og det var kommunisterne, også kaldet BOPA, som Mads Mikkelsens morfar åbenbart havde været medlem af. Måske Mads alligevel skulle have udfrittet sin morfar om hans rolle under besættelsen, så kunne han måske have fået fortalt, hvordan det var - dengang. Og så havde vi måske set et helt andet spil af Mads Mikkelsen (har ikke set filmen endnu så det baserer sig kun på andenhåndsoplysninger, men jeg kunne forestille mig, at det er bare er Mads Mikkelsen, der spiller Citronen - og aldrig rigtig bliver Citronen? )
Må jeg ikke erindre om at modstanden mod tyskerne faktisk først voksede i takt med de tyske nederlag i 1942-1943, og kulminerede med de store folkestrejker i 1943. Og at det faktisk først var herefter, at der kom gang i
modstandsbevægelsen. Derfor er det altså historieforfalskning gennem en voiceover der siger *husker du den 9.april?* at påstå, at hele nationen var redebon til modstand fra denne dag. Det var hele nationen langt fra.
Og den tyske terror såvel som sabotørernes sabotage kom altså først rigtigt i gang fra 1942/1943 - efter at den danske regering var gået af.
En helt anden ting er at når man bruger 50 millioner gode danske kroner må man altså som publikum forlange at skuespillerne barbarere sig med ragekniv, eller går til en gammeldags barber og får det gjort. På samme måde må man også sørge for at moderne filtercigaretter ikke findes i filmen.
Og man holder ikke højrøstede møder alle steder, når man er eftersøgt af nazisterne eller sidder og taler højt om hvad man laver - væggene har jo som bekendt ører - det havde de altså også i 1940erne...
@ Karsten Aaen
Jeg har heller ikke set filmen, og gør det nok heller ikke. Mest fordi jeg vil krølle tæer over alle fejlene. Men pyt nu med dem. Jeg er enig med dig i det meste, men det ser nu engang ud til, at posen ind imellem skal rystes på ny. Og historien fortælles engang til. Myterne lever i bedste velgående, og sandheden - i den udstrækning, der findes en sandhed - tja, den er kendt af nogle.
Med hensyn til modstandsfolkenes opførsel, var der faktisk ofte en rystende mangel på forståelse for ”security”, som det blev kaldt dengang.
Jeg var faktisk selv med ved en anholdelse. Jeg var ganske vist ikke født endnu. Min mor var på vej til en graviditetsundersøgelse. På vejen i bussen fra Årslev til Århus blev den efterfulgt af en lille DKW. Alle i bussen var efterhånden klar over, at der var noget på færde, og chaufføren spørger: ”Det er vel ikke dig, de er ude efter Alf?”
Da de nåede Vesterbrotorv sprang Alf ud, men gestapofolkene var hurtigere. Han blev siden dømt til døden og henrettet for sabotagehandlinger. Alle i busen vidste, hvem Alf var, og hvad han deltog i. Det var leg med ilden, og nogle blev desværre brændt af den. Præcis som i filmen. Der var mange facetter i modstandskampen. Måske også lidt fandenivoldskhed og spænding for nogles vedkommende. Som kom til at betale prisen for det.
Mener du, Karsten Aaen at venstrebønderne sådan personligt arbejdede sammen med nazisterne under krigen og at erhvervslivet gjorde det samme ? Var det ikke sådan at det samlede erhvervsliv knoklede løs for tyskerne. Det var en rigtig fed forretning for bønderne, for fiskerne og de fleste industrivirksomheder, herunder fx B&W, hvor de kommunistiske arbejdere altså arbejdede for tyskerne. Samme værft blev derfor bombet af englænderne. Entreprenører og andre virksomheder og tusindvis af arbejdere tjente fedt på tyskernes foretagsomhed. Betalt af den danske statskasse. Nogle så groft at de blev straffet efter krigen, andre, de største, slap billigere eller helt .Nogle arbejdede også løs i Tyskland, både arbejdere og firmaer. Det var jo det samarbejdspolitikken gik ud på. Fødevarer og andre produkter var betalingen for fredsommeligheden i den tyske besættelse af landet som det var samarbejdspartiernes ønske at opretholde.
Hele Danmark arbejdede for Nazi-Tyskland. Det var det modstandsfolk af forskellig observans der ville bekæmpe. Ikke særligt effektivt måske, men i en god mening. Og der var også folk som begrundede modstanden med 9. april.
At der først kom gang i modstanden sent skyldes selvfølgelig håbløsheden i at gøre modstand og den totalt manglende mulighed for at udøve den.
De første sabotager med sprængstof blev foretaget med dynamit stjålet i Faxe Kalkbrud og hentet på cykel af gamle Spanienskæmpere, som længe ikke var populære hos kommunisterne. Først sent sendte englænderne våben og sprængstof.
Der var også modstandsfolk der snakkede over sig og levede på stor fod. Flemming B. Muus fx og faldskærmsfolk ,der blev taget i løbet af kort tid, fordi de ikke var forsigtige nok og snakkede løs.
Der er mange myter om besættelsen. Den største er den der siger: at alle tror at danskerne stod sammen og enigt bekæmpede Nazityskland. Jeg har endnu ikke mødt et menneske som tror myten om at alle stod sammen. De fleste har en overordentlig nøgtern opfattelse af heltegerningerne.
En film om to figurer fra besættelsen er fiktion. Lad det blive bedømt som sådan.
Georg Metz
Din anmeldelse er præcis, nådesløs og pragtfuldt arrogant. Jeg er fuldstændig enig med din opfattelse; det er dybt befriende at læse, når man ikke selv er i besiddelse af ordets magt.
Bravo!
Knæfald.
Der gik nøjagtigt 15 timer, fra jeg ligeså befriet som en anden 4. maj 1945, forlod biografen til jeg læste din anmeldelse af Flammen & Citronen.
Når man tager ind og ser en film, der har fået sådan en omtale, og som er bygget op over et ret uberørt emne i Danmark, kommer man med høje forventninger. Men efter 7200 sekunder med Svend Sved fra de grønne slagtere, og Clement, er man ikke imponeret.
En film der indeholder så mange skud scener, adskillge romantiske scener, og omhandler personer, der er konstant i fare for at blive opdaget, burde være spændende. En film der omhandler stikkere, nazister og som forsøger at skildre hvordan tilværelsen var i de år, burde vække vrede og had.
Disney får opbygget mere had til en tegnefilms løve i Løvernes konge, end Ole Christian Madsen formår at opbygge til en kvinde der som de fremstiller det, har fået slået to danske national helte ihjel.
Og ganske rigtigt, som Georg Metz skriver, figurerne i filmen er pap figurer. Man burde få en forklaring, en forklaring der ville hjælpe én til at forstå den tid, og de valg de har stået overfor. Man får intet, man får heller ikke at vide hvorfor Mads Mikkelsen hele filmen igennem skal gøre sit aller bedste for at ligne en bums, eller hvorfor han hedder Citronen.
Filmen er mangelfuld, og efter at have læst "Come backet" af Ole Christian Madsen D. 31 marts, var jeg flad af grin.
Ole Christian Madsen, der allerede burde have modtaget de første par dummebøder for et pengespild af en film der får Nicolas Winding Refn's film til at ligge på Godfather niveau, burde ikke have skrevet igen på Georg Metz' artikel. Hvad der fik Ole Christian Madsen til at starte en fight på ord med Georg Metz' ved jeg ikke, men ynkeligt var det at læse :"Vi endte med at researche i syv år". Det skar i øjnene, efter at have set filme kunne man have lyst til at foreslå bare 7 sekunder på Wikipedia. Wiki formår modsat Ole Christian Madsen at fjerne et par huller i filmen.
Gerog Metz rammer sømmet på hovedet, i sin anmeldelse af Flammen & Citronen, en film der havde budgettet samt historisk potentiale til at blive en film man ville købe på DvD. I stedet fik vi De grønne slagtere 2, og en pløret urealistisk fremstilling, af hvordan en bums og hans ven drikker vin og fester med fjenden.
Tak Metz!
Filmen diskvalificeres på forhånd af Mikkelsens skægstubbe. Hvem sagde historieløshed? En ubarberet politimand i uniform i 1944! Vorherre bevares.
Efter at have set bemeldte film i går aftes, trawlede jeg nettet igennem for dog at finde bare én anmelder, som ikke henlå i næsegrus beundring for værket. Det fandt jeg her. Det kunne være, man skulle begynde at holde Information.
Jeg oplevede "Flammen og Citronen" som en række på hinanden præsenterede "kammerstykker" sat op med + imellem, uden dette dog ledte til et logisk facit. Jeg synes kort sagt ikke, det var en film.
Der var mange mærkværdigheder, som der ikke er grund til remse op.
De står i andre indlæg.
Jeg nød dog flere skuespilpræstationer, blandt andre Peter Myginds og Mille Hoffmeyer Lehfeldts. Der var også flotte billeder - kanonfotografering.
Jeg var skuffet ...