Duborg Skolen

Duborg-Skolen

På Duborg Banke, på tomten af Dronning Margrete 1’s slot Duborg, ligger Duborg-Skolen, som er det ene af to gymnasier for det danske mindretal i Sydslesvig. En af de smukkeste grunde i Flensborg blev i 1922 erhvervet med det formål at bygge en tidssvarende skole til afløsning for den første danske skole i Sydslesvig efter 1. Verdenskrig, "Folkelig dansk Realskole", der havde til huse i en villa i Mariegade ("Hjemmet"). Grundstenen blev lagt i 1922 og allerede året efter kunne de første elever modtage undervisning i nye lokaler med Andreas Hanssen som skolens første rektor. Skolen blev dog først indviet den 29. juni 1924. Den smukke bygning, tegnet af Andreas Dall, består af en hovedfløj og to sidefløje. I 1970-erne fik man igen pladsmangel og i 1979 blev den massive røde treetagers tilbygning, tegnet af arkitekterne Friis & Moltke, med glasdækket bro til den gamle bygning, indviet.

Skolens indre udsmykning beherskes fuldstændig af Lorenz Fröhlichs 11 store farvelagte kartoner. Disse betydelige Originalarbejder, der har været anvendt ved Vævningen af gobelinerne til Københavns Rådhus, laa gemt på et eller andet loft i København, indtil Landsforeningen til kunstnerisk udsmykning af sønderjyske forsamlingshuse købte og forærede dem til udsmykningen af Duborg-Skolen. Takket være daværende formand for Grænseforeningen, rektor H.P. Hansens store Indsats, lykkedes det at få disse kunstværker samlet paa Duborg-Skolen. Fra anden side var det blevet forsøgt at få den største af kartonerne, Rolf Krakes Kæmper springer over Ilden, anbragt på Rens Efterskole. To af originalerne kom ikke til Flensborg. Uffes Kamp på Ejderøen var allerede blevet solgt til Aabenraa (kan ses i Det gamle Rådhus), da foreningen i 1914 kom til at arbejde med sagen, og Skjolds Kamp med Bjørnen var fuldstændig forsvundet. Grænseforeningen har nogle år senere ladet maleren Troels Trier fremstille to kopier af ovennævnte værker og ladet dem ophænge ved siden af de andre på Duborg-Skolen.

På skolen undervises gymnasieelever fra 7. klasse op til 13. klasse. For tiden går her ca. 600 elever, der bliver undervist af omkring 50 dansk seminarie- og universitetsuddannede lærere. Skolen udklækker hvert år ca. 100 studenter, hvoraf langt størstedelen videreuddanner sig på uddannelsesinstitutioner i Danmark.

Eleverne undervises på dansk i alle fag, dog ikke i tysk, hvor der undervises på modersmålsniveau parallelt med dansk.

Duborg Skolen er med sin beliggenhed meget synlig i bybilledet, ligesom her er en fantastisk udsigt over den nordlige bydel, havnen og fjorden, især fra skolens terrasse.

Skolen modtager årligt mange besøgende, der ønsker at se skolen, og få mere at vide om det danske mindretal i Sydslesvig og grænselandssituationen. Henvendelser om besøg på skolen modtages af skolens kontor – gerne i god tid før besøget. Duborg-Skolens ældste elever har siden 2006 deltaget i det såkaldte Ambassadør-projekt, hvor de besøger danske gymnasieelever og præsenterer sig med deres dobbelt-kulturelle identitet og forankring i både dansk og tysk sprog og kultur.

I august 2008 blev Duborgskolen aflastet af det nye gymnasium A.P. Møller Skolen, som blev opført i Slesvig for midler doneret af A.P. Møllers Fond.

Se kort film om Duborg-Skolens historie
Lyt til Maike Lohses interview med Duborg-elever fra 1950'erne

Skolens rektorer:
Andreas Hanssen
, 1921-1940
Bernhard Hansen
, 1941-1946
Henry Jensen
, 1946-1962
Knud Fanø, 1962-1989
Erik Jensen, 1989-2003
Ebbe Rasmussen, 2003-

Duborg Skolens adresse:
Ritterstraße 27
D-24939 Flensborg.
Telefon: 0049 461 144 390
www.duborg-skolen.de

Kilde:
Grænseforeningens årbog 2006
Duborg-Skolen 1920-1995, red. af Lone Anker Jakobsen, Erik Jenmsen, Michael Klos, Bent Meng og Knud A. Rasmussen. Flensborg 1995.