Bazar: vagter løser ikke udfordringerne

Publiceret 16.01.13 kl. 09:18 af

Birger Agergaard

Bazarchef Ahmet Øcalan mærker, at politiet er blevet mere synligt omkring bazaren.

Bazarchef Ahmet Øcalan mærker, at politiet er blevet mere synligt omkring bazaren.

"Hvis nogen vil skyde ved Bazar Vest, kan og må vagter ikke løse det problem. Det er et myndighedsproblem, og vi samarbejder med politiet og myndighederne om de sociale udfordringer, der er."

Sådan siger bazarchef Ahmet Øcalan til Gellerup.nu oven på skyderet forleden på p-pladsen foran bazaren.

Han siger det efter, at politiet har afvist et SF-forslag om at oprette en nærpolitistation på stedet. Nogle har undret sig over, at bazaren - som det eneste større indkøbscenter i Aarhus - ikke har vagter til at skabe ro. 

60 videokameraer i bazaren
Til gengæld har indkøbcentret hele 60 videokameraer, som politiet har adgang til.

"Og det er ikke normalt med så mange. Det er jo, fordi der er nogle sociale udfordringer med utilpassede unge og sådan."

Videokameraer er også billigere end en tæt bemanding med vagter, og når vagter er fravalgt, kan det også skyldes, at økonomien blandt de butiksdrivende ikke er for god. De har ikke råd til også at skulle betale for vagter, siger nogle af de handlende til gellerup.nu.

Negativ omtale påvirker
Men de er trætte af, at hver gang Gellerup og bazaren omtales negativt, forsvinder kunderne. De tider er forbi, hvor turistbusser valfartede til Gellerup - folk tror det er farligt at handle ind i bazaren.

Og det er det bestemt ikke, kan bazarchefen og alle de handlende fortælle. Når der er uro og ballade, foregår det internt i grupperne, og besøgende kommer ikke til skade. Den største risiko er snarere at få cigaretrøg i lungerne, da rygeforbudet slet ikke overholdes.

Øcalan afviser ikke, at utilpassede ofte færdes ved bazaren, og hvis den ikke fandtes, ville de være andre steder i bydelen. Derfor skal der en social indsats til, mener han.

Han tager til efterretning, at politiet ikke ønsker en nærpolitistation i bazaren.

"Jeg vil ikke blande mig i deres dispositioner. Men jo mere synlige betjentene er, jo mere præventivt virker de. Jeg synes også, de har været mere synlige på det seneste."


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.