Når motion går over gevind
I dag er der ingen, der løfter et øjenbryn, hvis bordherren (eller- damen) tager lidt småt af desserten "af hensyn til Copenhagen Marathon i næste uge". Det, som før var en næsten mytologisk kraftpræstation, er på det nærmeste blevet en folkebevægelse. I dag er alle stort set potentielle marton-løbere. Vi lader os smitte af alle de professionelle sportsfolk, og styrter ud og motionerer og træner på livet løs. Nogle gange går det over gevind. Og så har de fleste af os ikke - som de professionelle - rådgivere, som kan hjælpe os, når der sker skader. På de følgende sider kan du møde en række af disse rådgivere.
Fitness-instruktør om folk, der går for hårdt til den:
Danske fitness-instruktører lærer at kende tegnene på, når motion og træning gør mere skade end gavn. Men ud over at give et forsigtigt, velment råd, er der ikke meget, de kan stille op. l USA, sagsanlæggenes fædreland, kan man ikke melde sig på et aerobic- eller fitnesshold uden en omfattende lægeundersøgelse og uden at underskrive en tyk stak erklæringer og kontrakter om sin sundhedstilstand.
Det behøver man ikke i Danmark. Men enhver fitness-instruktør skal kunne vurdere helbredstilstanden hos dem, der tilmelder sig, kende symptomerne på overtræning og være i stand til at gribe ind, hvis noget begynder at se forkert ud.
Det er bare ikke så let i virkeligheden, siger fitness-instruktør Jan Andresen, Helsingør: - Der er nogle, der træner mere, end de har godt af. Men det er heldigvis en lille minoritet - måske er der en fem procent, der går for hårdt til den. Og de findes på alle træningsniveauer, i alle aldre og køn - nybegyndere og folk, som har trænet i mange år.
Jan Andresen skelner mellem to typer "overtrænere": Den ene type kommer i fitnesscenteret som en del af deres dagligdag, og i denne kategori er begge køn nogenlunde lige repræsenteret.
NÅR TEMPOET SKAL SÆTTES NED
- De har ofte trænet længe og ved godt, når det er for meget. Men de nyder træningen og kan godt komme til at overtræne. Så hjælper det ofte, hvis man på en pæn måde fortæller dem, at de måske skal træne lidt anderledes eller tage en hviledag en gang imellem, og passe på ikke at overbelaste sig.
Men der er også en lillebitte procentdel, som ikke er specielt glade for træningen, men gør det for virkelig at tabe sig og presse sig selv. Men det er heldigvis ikke noget, man møder hver dag. Jan Andresen vil ikke dramatisere begrebet "overtræning." Kroppen ved som regel selv, når den er blevet for hårdt belastet, siger han.
- Hvis man er glad for at træne, kommer man let til at overtræne. Især, når man er helt grøn og ikke har fået en ordentlig instruktion, kan man godt få for meget, siger den 26-årige fitness-instruktør, som på et tidspunkt håber at studere idræt på universitetsniveau.
Han har selv dyrket mange former for idræt, fra kampsport til triation og tennis, hvor han har fået en stribe diplomer, gået på dagidrætsskole, taget udvidet idrætseksamen i gymnasiet og grunduddannelsen som instruktør, som er en forudsætning for hans nuværende arbejde som instruktør hos Hard Work Studio i Helsingør.
Men den vigtigste erfaring har Jan Andresen gjort gennem sin egen træning, siger han. - Gennem flere års erfaring lærer man, hvad man kan byde sin krop, at lytte til kroppen og vide, hvad den har godt af. Hvis man er helt uerfaren tror man, at jo mere, man træner, desto bedre. Men sådan er det ikke nødvendigvis.
De fleste, der træner, har prøvet at nå dertil, hvor man har trænet lidt for hårdt i et par uger og pludselig kan mærke at man er ved at blive lidt syg med forkølelse eller influenza. Eller man får ledsmerter.
Når man mærker det, skal man til at sætte tempoet ned. Man lærer om symptomerne på overtræning på instruktøruddannelsen. Men som regel kan kroppen sagtens selv sige fra, når det er på tide at tage den lidt med ro.
Det har i virkeligheden mest med sund fornuft at gøre. Når en person kommer ind til prøvetime, kan man hurtigt vurdere vedkommendes sundhedstilstand uden at kende alle mulige tal for blodtryk osv.: Er personen overvægtig, eller bliver hun helt gasblå i hovedet efter to minutter på cyklen? Bliver vedkommende hurtigt forpustet, ser hun generelt dårlig ud eller er i meget dårlig fysisk form? Man kan ret hurtigt vurdere, hvad en person ikke skal udsættes for, siger Jan Andresen. - Men når folk overtræner, er der ikke så meget, man kan gøre. Man kan gøre opmærksom på det på en pæn måde. Sige, at vedkommende måske skulle gøre nogle ting lidt anderledes, eller spørge lidt til, hvad han/hun spiser. Det kan man godt tillade sig. Man har trods alt et ansvar for, at folk ikke dratter om.
Vi ER IKKE FORÆLDRE
Når piger træner for hårdt, er de mest almindelige symptomer overbelastningsskader af led, svimmelhed og hovedpine eller fibersprængninger, fordi musklerne bliver trætte, forklarer Jan Andresen.
Mere alvorligt kan det udvikle sig, når pigerne begynder at tabe muskelmasse på grund af forkert diæt. - Hvis de ikke spiser nok, eller spiser forkert for at tabe sig, begynder de at miste muskelmasse i stedet for fedt. Kroppen tærer på muskelmassen for at få de ressourcer, den skal bruge.
Der er også en gruppe, som instruktøren ikke nødvendigvis kommer i kontakt med. - Nogle kommer fra et andet center, hvor de har trænet i årevis. De har ikke brug for hverken prøvetime eller instruktion, men går i gang selv. Dem er det op til instruktøren selv at skabe kontakt med. Og man lærer jo ret hurtigt folk at kende og ved, om de står på 3-4 aerobic-hold om dagen, siger Jan Andresen. Men uanset om Jan Andresen og hans instruktørkolleger kender en deltager godt, eller der er tale om folk, der slider alene i maskinerne, er der ikke meget, de kan stille op, hvis en bruger af fitnesscenteret er i gang med at ødelægge sig selv. - Man kan naturligvis forsøge at tage en snak med vedkommende. Men det er vanskeligt - og vi er jo hverken læger eller forældre, siger han.
NÅR LÆGEN SKAL GIVE LOV
- Den bedste måde at gribe det an på, er den lidt "videnskabelige", siger Jan Andresen.
- At præsentere de hårde, kyniske facts, men på en pæn måde. Hvis man f.eks. siger: "Du vil hurtigt blive svag, hvis du udelukkende dyrker konditionstræning uden at opbygge muskelmasse ved styrketræning." Så kan man få dem til noget mere stillesiddende træning, og samtidig rådgive om en mere hensigtsmæssig kost. Jan Andresen understreger, at han aldrig selv har været konfronteret med alvorlige problemer i det center, hvor han arbejder.
- l de fleste tilfælde drejer det sig om at træne forkert, eller om at spise forkert, men sygelige tilfælde har jeg ikke selv oplevet, siger Jan Andresen. Derimod har der været folk, som kom til prøvetime og enten var svært overvægtige, så dårlige ud eller havde haft en blodprop i hjertet. l den slags tilfælde føler han sig nødsaget til at bede om en lægeerklæring om, at det er forsvarligt at træne, siger Jan Andresen.
- Og det vil jeg nok også gøre, hvis jeg får alvorlig mistanke om, at en deltager overhører alle forsigtige advarsler og fortsætter med en træning, der gør mere skade end gavn.
Henrik Mortensens barske oplevelse: Høj pris for en fodboldkarriere
For syv år siden blev det unge fodboldtalent Henrik Mortensen erklæret invalid efter en ultrakort international kometkarriere. l dag er han tilbage i superligaen som midtbaneangriber hos AGF - ældre og en hel del klogere. Henrik Mortensen var kun 17, da han startede, hvad alle spåede ville blive en kometkarriere på Europas store fodboldstadioner.
Europæiske storklubber overbød hinanden for at få fat i det århusianske angrebstalent. Men AC Milan, Ajax Amsterdam, Real Madrid og Toulouse viftede forgæves med de fede kontrakter. Henrik Mortensen valgte Anderiecht i Belgien, hvor anfører Morten Olsen tog drengen under sine vinger. Han blev den fjerde dansker i truppen, der også rummede Per Frimann, Henrik Andersen og Frank Arnesen. En stjerne var født. Den blev dog hurtigt slukket. Den belgiske superklub satte ham lynhurtigt på sit førstehold, hvor han scorede i de første fire kampe. Men fra første dag var Henrik Mortensen forfulgt af skader. Knæet måtte forbindes før hver kamp men belastningen flyttede sig, og snart blev Henrik Mortensen opereret for sin første lyskeskade.
PÅ SIDELINJEN
I et år måtte han følge sin klubs kampe fra sidelinjen. Særbehandlinger hos mirakel-fysioterapeuten Richard Schmidt hjalp. Men da han endelig var tilbage i spilleform, var magien væk, og det blev kun til en plads på andetholdet.
- De ville helst have solgt mig videre til en anden udenlandsk klub. Det havde de fået mere ud af. Men det havde været en hård tid. Jeg pressede på for at komme til Danmark, og AGF købte mig tilbage, siger Henrik Mortensen.
Efter to og et halvt år i Bruxelles skulle Henrik Mortensen lige finde sig selv igen. - Men jeg tænkte stadig i professionel fodbold. Så da jeg blev købt af Norwich i 1989, håbede jeg, at det var chancen for det store gennembrud.
l starten gik det meget godt. Klubben satte Henrik Mortensen på førsteholdet i de fleste kampe. Men efter et år syntes han, at han begyndte at slide for meget på udskiftningsbænken.
- Jeg havde nogle skader, men det var nok lige så meget, fordi jeg ikke ydede det optimale. Jeg var simpelthen ikke god nok, siger han. l foråret 1991 brød lyskeskaderne op igen. - Lægerne regnede med, at jeg kunne være klar efter sommerens spillepause. I starten gik det godt nok. Men så kom det igen, værre end før.
DET HELE SANK SAMMEN
Et halvt år efter den lovende start måtte han på operationsbordet, og der gik så det meste af 10-måneder, hvor han ikke kunne spille.
- l dag kan jeg se, at skaderne skyldtes overbelastning. Jeg var jo kun en stor dreng med en krop, der ikke var helt udviklet. Den var overhovedet ikke klar til den hårde træning to gange om dagen.
Jeg tænkte ikke et øjeblik på, at jeg var færdig med fodbold. Jeg var jo kun 18 år. Og når man stort set ikke har lavet andet end at spille fodbold siden femårsalderen, kan man ikke bare holde op, siger Henrik Mortensen.
Efter en turné til en lang række engelske specialister fik han at vide, at skambenet havde "flyttet sig" og skulle fikseres med en stålplade. Der stod han af. En international karriere, der var lettet stejlt i 1987, foretog en brutal mavelanding. l en alder af 23 blev Henrik Mortensen erklæret for "fodboldinvalid". Han fik en pæn erstatning fra Norwichs forsikring, men lægerne sagde, at han aldrig ville komme til at spille igen. l starten var Henrik Mortensen meget deprimeret: - Det hele sank sammen, og det værste var at føle sig som en fiasko og vide, at alle mine drømme og ambitioner aldrig ville blive opfyldt, siger han i dag.
TÆNKTE SIG GRUNDIGT OM
Men det lange farvel til fodbolden var uholdbart. Inden længe spillede Henrik Mortensen "sådan lidt hyggefodbold".
- AGF-træneren Lars Lundkvist sagde, at jeg godt kunne starte så småt igen, som amatør. Jeg startede forsigtigt, og træningen blev planlagt efter, hvad jeg kunne holde til, og i samråd med lægen. Det gik støt og roligt fremad.
Jeg begyndte at tænke, om jeg mon kunne spille professionelt igen og talte med flere læger. Nogle sagde, at skaden ville bryde op igen. Men alle var enige om, at det ikke ville give varige men. Der kunne komme smerter i op til et år, men det ville ikke gå ud over førligheden.
Det var det afgørende for Henrik Mortensen: - Jeg ville ikke være invalid som 23-årig. Men fodbolden er en så stor del af mit liv, at jeg ville have de glæder tilbage, som det giver mig, siger han.
For fem år siden turde Henrik Mortensen næppe drømme om, at han igen skulle vende tilbage til topfodbold, men i dag, 30 år gammel, er han igen på kontrakt, nu som midtbaneangriber på Århusklubben AGF's superligahold.
Den påtvungne pause i fodboldkarrieren fik ham dog til at tænke sig grundigt om. Han vidste, at selv om han skulle slide sig til et comeback, ville der komme en tid bagefter, hvor hans halve HF-uddannelse ikke ville være til megen hjælp.
STYR AMBITIONERNE
Han tog fat på en etårig HH-uddannelse og tog derefter en uddannelse på eksportakademiet. l dag driver han sammen med en kompagnon forretningen "Hour House" og sælger brugskunst både til private og en gros.
- Det er en fordel at være selvstændig. Det giver bedre mulighed for selv at tilrettelægge sin tid med henblik på træningen og familien, siger Henrik Mortensen. Er han så blevet klog af sports-
skade? Overhovedet ikke. Fodbold er stadig det, Henrik
Mortensen brænder for.
- Men jeg tog først hårdere fat igen, da lægerne havde sagt, at jeg ikke ville få varige men. Sidste år måtte jeg ganske vist tage en længere pause på grund af et sprængt korsbånd. Men nu spiller jeg igen, og jeg regner med at blive ved, Så længe mine ben holder nogenlunde til det, siger han. Henrik Mortensen har dog fået et kritisk øje for det pres, fodboldambitionerne lægger på mange unge, og han vil gerne advare både dem og klubberne mod at tegne fuldtidskontrakter i for ung en alder.
Og hans venstre hjernehalvdel - den, der fik ham til at indse, at der også ville være et liv at leve efter fodboldkarrieren - har også et velment råd til de unge, som en dag drømmer om at afløse idolerne på grønsværen: - Hold jeres drømme i tøjler og sørg for, at l også får en uddannelse.
Eva Wulff Helge, Idrætsforsker:
"Female Athiete's Triad" er et begreb, som groft kan oversættes til noget i retning af: tre problemer, der rammer
kvindelige idrætsudøvere: Man spiser for lidt, knoglerne svækkes på grund af østrogenmangel, og hormonforandringerne giver menstruationsforstyrrelser.
Det var især det sidste, biolog og idrætsforsker Eva Wulff Helge skrev rapporten "Menstruation og Idræt" om for ti år siden.
De undersøgelser, der er lavet, har primært handlet om eliteidrætspiger. Det har vist sig, at næsten hver tredje af dem har spiseforstyrrelser, hvis de dyrker en idræt, hvor der er stærk fokus på vægten, forklarer Eva Wulff Helge. - I udholdenhedsidrætter handler det om at transportere sin egen vægt. Andre idrætsgrene, f.eks. inden for kampsport, har en vægtgrænse for at deltage. Endelig er der de æstetiske idrætsgrene, hvor dommerne også vurderer det æstetiske, og hvor man ikke har en chance, hvis man er overvægtig, uanset hvor dygtig man er.
Inden for disse idrætsgrene har cirka 30 procent spiseforstyrrelser. Ikke kun det, man i almindelighed forstår ved spiseforstyrrelser: anoreksi og bulimi, men et videre begreb, hvor man har et sygeligt forhold til mad. Hvor man kun spiser få forskellige levnedsmidler eller i perioder udelukkende holder sig til f.eks. blomkål, eller faster hver anden dag.
FAREN IGNORERES
Cand.scient. i idræt og biologi Eva Wulff Helge har for tiden barselsorlov fra Institut for Idræt ved Københavns Universitet.
Siden hun skrev om elitepigernes menstruationsforstyrrelser, er den ekstreme træning blevet mere af et massefænomen. Tusinder af danskere, af begge køn, deltager i maratonløb. Hos forholdsvis mange hårdttrænende kvinder, også inden for breddeidrætten, er uregelmæssig eller helt udeblivende menstruation efterhånden blevet så relativt almindeligt, at hverken udøvere eller trænere tager særlig notits af det. "Det er bare en naturlig tilpasning til den megen træning", mener mange, og kun de færreste overvejer, at årsagen er hormonelle forstyrrelser, der kan have ganske alvorlige konsekvenser.
- Elitesportsfolkene, med deres fokus på kroppen og mere eller mindre dokumenterede kosttilskud, er et forbillede for mange, uanset om de dyrker idræt eller ej. Samtidig har flere og flere kvinder, med god hjælp fra reklamens og modens kropsidealer, fået problemer, der ligner dem, der tidligere hørte til i den mere ekstreme ende af sportens præstationer, siger Eva Wulff Helge.
Inden for ekstreme udholdenhedsidrætter som f.eks. triation, cykling og maratonløb kan nogle udøvere udvikle et helt sygeligt forhold til mad. - Inden for de ekstreme udholdenhedsidrætter ser man mange eksempler på, at fokuseringen på kost er gået helt over gevind. Her fokuseres ekstremt meget på det at spise lidt, og at spise alskens kosttilskud med en mere eller mindre veldokumenteret virkning, siger Eva Wulff Helge. Eva Wulff Helge, der senest har arbejdet med gymnastikpiger, skal i gang med en undersøgelse af kvindelige triation-udøvere, når hendes orlov slutter.
RISIKOFAKTORER
Som særlige risikofaktorer peger Eva Wulff Helge på: manglende slankevejledning - gruppepres, når man kappes om at tabe sig mest - perfektionisme - pubertet - utilfredshed med eget udseende - store ambitioner, enten hos én selv eller hos omgivelserne - for stor tiltro til træneren.
Ikke mindst på det sidste felt mener Eva Wulff Helge, det er vigtigt at sætte ind. Trænerne ved nemlig sjældent nok, i hvert fald på motionist-niveauet:
- De idrætsudøvere, som især er i risikozonen, er "de seriøse motionister" lige under eliteniveauet, som leder efter nye måder at forbedre sig på, men som ikke har den samme backup fra Team Danmark og veluddannede trænere. Efter min mening har idrætsorganisationerne ikke fokuseret nok på problemet, og derfor ved trænerne reelt ikke noget om det. Når man ikke ved, hvad problemet består i, eller hvilke symptomer, man skal holde øje med, bliver det svært at gøre noget ved det.
Eva Wulff Helge mener, at alt for få trænere er opmærksomme på, eller ved nok om de problemer, der kan opstå, når træningen går for vidt. Det må være en selvfølge for enhver ansvarlig træner at søge oplysning om disse sammenhænge, så de kan informere og støtte deres sportsfolk.
Hun håber, at en video og et hæfte om spiseforstyrrelser,
som Team Danmark Og Dansk Idrætsforbund er ved at lave, bliver et skridt på vejen. Men skal det have en mærkbar effekt, skal det efter hendes mening være en obligatorisk del af trænernes grunduddannelse. - Hvilke faresignaler kan man selv være opmærksom på som almindelig idrætsudøver, hvis man ikke er så heldig at have en træner, der ved noget om det?
- Et af de symptomer, som er lettest at få øje på, er menstruationsforstyrrelserne. Hvis man ser bare ét af symptomerne inden for "Female Athlete's Triad": Har man menstruationsforstyrrelser eller spiseforstyrrelser, eller opdager man ved en anden undersøgelse, at man har skøre knogler, skal man gå til lægen og blive undersøgt, for det hele hænger sandsynligvis nøje sammen.
Desværre ved den almindelige praktiserende læge heller ikke altid ret meget om emnet. Og det kunne måske være et andet sted at formidle denne viden som efteruddannelse, siger Eva Wulff Helge. Så længe lægernes efteruddannelse halter bagud på dette område, og trænerne ved for lidt, er kvindelige sportsudøvere i høj grad ansvarlige for selv at passe på. - Hvis man har menstruationsforstyrrelser kan man under alle omstændigheder selv forsøge at spise lidt mere. Hvis det hjælper, hænger forstyrrelsen sikkert sammen med kosten. Og så kan man fortælle lægen om sine symptomer, hvordan man spiser, og hvor længe uregelmæssighederne har stået på.
AEROBIC-MILJØ MED SPEJLE
Eva Wulff Helge har også et godt øje til hele aerobic-området, hvor hun mener, at instruktørerne har et stort ansvar.
- Netop aerobic-området er et miljø, hvor der fokuseres meget på det at se ud, og hvor man taler meget om "definerede muskler": Uden at være en bodybuilder-type skal man kunne se musklerne gennem huden. Det kan man opnå gennem virkelig megen styrketræning, men en anden mulighed er jo at tabe sig, og brænde fedtdepoterne i underhuden af ved at spise meget mindre.
Jeg kender ikke selv miljøet indefra, tilføjer Eva Wulff Helge.
- Men når jeg taler med studerende, som enten har trænet eller har været instruktører, kan de som regel nikke genkendende til mange kvinder, som de har haft på deres hold. Kvinder, som træner to gange hver dag, og som ser forfærdelig tynde ud, skønt de selv synes, de er flotte.
Men er det så aerobic, der fremkalder spiseforstyrrelserne? Eller søger kvinder med anlæg for spiseforstyrrelser til aerobic-institutterne for at tabe sig? Eva Wulff Helge tror mest på det sidste: - Jeg tror først og fremmest, træningen her er et middel til at blive så tynde, som de tror, man skal være. Men samtidig er det også et miljø, der fokuserer så stærkt på udseendet, med spejle alle vegne, at det er et meget velegnet sted til at udvikle spiseforstyrrelser, hvis man er disponeret for det.
Men også inden for aerobic skal man dele det op. l bredde-delen ser man de tilfælde, der søger til aerobic for at tabe sig. Men for eliten er det nærmere omvendt. Her opstår skaderne i jagten på at blive fantastisk dygtig til konkurrencerne, siger Eva Wulif Helge.
- Efterhånden får aerobic-instruktører en god grunduddannelse, men slet ikke nok, når det drejer sig om spiseforstyrrelser. Men instruktørerne er ikke det eneste problem. Aerobic-miljøet er et sted, hvor man hurtigt kan løbe ind og træne i en travl hverdag. Og hvordan kan en instruktør gribe fat i folk, når de ikke er en del af en fast gruppe, som et gymnastik- eller håndboldhold? Man kan sagtens være helt anonym, uden at nogen føler ansvar for at bakke én op eller gribe ind, hvis man udviser krisetegn.
Det betyder, at instruktørerne her har et ekstra ansvar for at holde øjnene åbne, for de andre udøvere har ikke mulighed for at støtte.
Men i øvrigt er det et problem i alle idrætsmiljøerne, at det er smaddersvært at tale om dybt personlige problemer som menstruations- og spiseforstyrrelser.
Hvor mange har modet til at overskride den grænse at sige til et menneske: "Har du ikke tabt dig lidt rigeligt?" For måske skyldes det i stedet, at vedkommende f.eks. har store sorger. Det tør man kun sige til én, man kender godt, siger Eva Wulff Helge.
Idræthistorien Else Trangbæk:
Har kvinderne nået en grænse?
"Kvinder i sport er det mest uæstetiske syn, mennesker kan betragte" sagde grundlæggeren af de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertin.
Allerede ved det første OL i Athen i 1896, hvor der var adgang forbudt for kvindelig deltagelse, var der dog en græsk kvinde, som ville blæse de Coubertin et stykke og viste det ved at bryde ind i maratonløbet.
Selv om de Coubertin til sin død i 1937 holdt fast ved, at kvindelig sport var "imod naturens love", var kvinder i mange lande allerede fra 1880'erne begyndt at danne idrætsforeninger.
Det var ikke advarende pegefingre, der manglede. Den danske læge Franz Howitz forklarede i 1892, at kvinder måtte passe på deres indre fødeorganer og deres funktioner "som vordende Hustru og Moder." Gymnastik og idræt var dog i orden - med Måde. Men tidens normer for påklædning og kravene til sømmelig optræden lagde en stærk dæmper på udfoldelserne, og der gik mange år, før kvinder for alvor begyndte at blande sig i sportsudøvelse på konkurrenceplan.
Endnu i 1934 mente professor Johs. Lindhard, Gymnastikteoretisk Laboratorium, at konkurrencetræning kunne være skadelig for kvinder på grund af deres "forholdsvis labile Nervesystem." Overtræning - som også mænd kendte til - var en endnu større fare for kvinder, "naar man betænker, at Menstruation, Graviditet, Fødsel, Diegivning og Klimakterium" alt sammen kan true den nervøse ligevægt. Således moraliserede Lindhard på et tidspunkt, da ca. en tredjedel af alle danske idrætsudøvere var kvinder. Et par år senere måtte mænd og kvinder stadig ikke træne samtidig på stadion - kvinderne måtte vente til om aftenen, når mændene havde forladt stadion.
Dansk Idræts-Forbund valgte dog at lytte til fornuften og gav omsider piger og drenge samme ret til at konkurrere under lægelig kontrol, men det var først i 1944, at de første officielle danske atletikmesterskaber for kvinder kunne afholdes.
GYMNASTIK-VENINDE DØDE
l dag står kvindernes placering i elitesporten - og i samfundet - ikke længere til diskussion. Og netop derfor kan forskere som bl.a. idrætshistorikeren Else Trangbæk stille spørgsmålet: "Har vi nået en grænse i kvindeidrætten?" Else Trangbæk er lektor på Institut for Idræt ved Københavns Universitet, hvor hun i mange år har forsket i gymnastikkens og idrættens historie, med fokus på kvinders deltagelse i konkurrenceidræt.
Nysgerrigheden hænger sammen med hendes egne oplevelser som elitegymnast. l 1968 repræsenterede hun Danmark ved OL i Mexico. - Det, som fik mig til at interessere mig for kroppens grænser, var, da man begyndte at kønsteste idrætsudøverne ved de store konkurrencer. Hvorfor skulle man det? Fordi man begyndte at tvivle på kvindernes resultater, der nærmede sig mændenes med en hastighed, som folk ikke ville tro på.
Men det gjorde også et dybt indtryk på mig i mit eget idrætsliv, at jeg havde en norsk gymnastik-veninde, som døde af anoreksi, siger
Else Trangbæk.
Kønstestninqen, som skulle fastslå, at en kvindelig idrætsudøver virkelig var kvinde, opstod efterhånden, som den hårde træning, og nogle gange indtagelsen af hormoner, begyndte at udviske en del elitekvinders sekundære køns træk.
- Mange løbere har f.eks. ingen bryster, og hver gang jeg ser en idrætskvinde med stort adamsæble, får jeg en mistanke om, at hun tager hormoner. Jeg har endda set idrætskvindér med hår på brystet, siger Else Trangbæk.
Men også de personlige oplevelser viste hende med alt for stor tydelighed, at kroppen har tydelighed, at kroppen har nogle naturlige grænser, som man ikke må forsøge at sætte sig ud over, og at idrættens egne organisationer har et stort ansvar at leve op til.
ET NATURLIGT BAROMETER
- Kvinders deltagelse i idræt på topniveau har været med til at flytte nogle meget snævre normer for, hvad der er kvindeligt, siger Else Trangbær,.
- Elitesportskvinderne har i den grad udvidet kvindelighedsbegrebet. l dag er det ikke "ukvindeligt" eller "unaturligt" for en kvinde at svede. Kvindelighedsbegrebet er blevet langt mere rummeligt. Mens idrætten har udvidet normerne for kvindelighed, peger Else Trangbæk også på det paradoks, at den samtidig er med til at sætte grænser for mændene: - Mens ingen sætter spørgsmålstegn ved håndboldpigernes kvindelighed, er discipliner som rytmisk gymnastik, skøjteløb og dans nok stadig på kanten af, hvad mange mener passer sig for "en rigtig mand", siger hun.
Men måske er det også på sin plads at spørge, om der alligevel er grænser for hvor langt kvinder bør søge ud mod, og ud over, kroppens naturlige grænser. l modsætning til mænd har kvinder et naturligt barometer, som fortæller, at grænsen måske er nået: menstruationen, der udebliver. - Og det skal vi lytte til, siger Else Trangbæk. På den anden side vil hun heller ikke være "en tante med løftet pegefinger", der sætter nye restriktioner op for voksne kvinder - restriktioner som senere viser sig at være lige så uholdbare og moraliserende som de gamle. Jeg er i et stort dilemma med det spørgsmål, siger Else Trangbæk.
- På den ene side har kvindernes deltagelse i topidræt været et stort gode. Og som idrætsudøver får man i øvrigt afprøvet nye sider af sig selv, og den hårde, personlige disciplinering, som kendetegner al idræt på topniveau, er også noget, der kan tages med i både familie- og arbejdsliv.
På den anden side har man nået nogle grænser for, hvad kroppen kan holde til, og måske ved vi ikke engang, hvad virkningerne af den hårde træning vil være på helt langt sigt. Om 25 år f.eks., siger Else Trangbæk.
AMATØRER l FAREZONEN
Else Trangbæk ønsker ikke, at andre historikere om 60 år sidder og ryster overbærende på hovedet ad hende, som vi i dag smiler lidt ad debatten i 1930'erne. Et grinagtigt eksempel på uvidenheden dengang i 1990'erne.
- Nar man ser i bakspejlet i dag, kunne kvinderne altså godt holde til det dengang. Men selv om jeg ikke vil være en restriktiv, gammel kone og sætte grænser, som ikke er reelle, synes jeg, man skal tage sit køn alvorligt. Når kroppens eget naturlige barometer sætter ud, er det jo ikke en subjektiv eller moralsk vurdering. Det er et faresignal, siger Else Trangbæk.
Tidligere berørte problemerne kun en lille kreds af eliteudøvere. l dag er det blevet et spørgsmål for mange flere kvinder i takt med idrættens masseudbredelse. Men hvor de professionelle i vid udstrækning kan trække på støtte fra Team Danmark, fra veluddannede trænere og sundhedsfaglig ekspertise. - Det er udøverne inden for breddeidrætten, den avancerede amatør, som er den mest sårbare gruppe. De, som ikke bliver fulgt tæt af et stort, organiseret netværk, og som presser sig selv for hårdt, og nogle gange yder mere, end kroppen kan klare. Men det er jo voksne kvinder. Vi ved stadig for lidt om, hvilke følger hård fysisk træning kan få for kvindens krop. Men man kan informere bedst muligt om det, man véd, og så må kvinderne selv tage stilling til, hvilken risiko de vil løbe.
Når det drejer sig om børn, har vi et andet ansvar. Og det ansvar hviler i høj grad på forældre og trænere. Vi må diskutere det og spørge, om vi sætter noget på spil, som vi ikke kan lide, og hvad skal vi så gøre ved det?
Den etiske diskussion er vigtig og den er et fælles ansvar mellem udøvere, trænere og den organisatoriske struktur, man befinder sig i.
Brug din puls
Efter kuren
Efterforbrænding
Din krop
Motion og fedt
Fedtreduktion
Forbrænding
Over gevind
Motion
vægttab
Vægttab og træning
Spinning
Smid fedtet....
Slap lidt af
Slank med cykling
Sidestik..
Pulsen op...
Pultræning
Fingeren på pulsen..
Power walking
Cykling er sundt
Motion
Løb dig i form
Løb
Kulhydrater
Kost
Mål dit kondital
Kickstart
Over gevind
Forbrænding
Fedtreduktion
Motion og fedt
Din krop
Efterforbrænding
Efter kuren
Brug din puls