Det Virtuelle Musikbibliotek » Sig I ka’ li’ os! – en succes’ anatomi

Sig I ka' li' os! - en succes' anatomi

Sider: 17 - 19
Ophav: Jens Jørn Gjedsted
Udgiver: Forlaget MM

På sporet af en bølge (2)
Interview med Tøsedrengene af Jens Jørn Gjedsted

HVORFOR BLIVER en rockgruppe populær? Hvordan sker det? Hvordan indvirker det på gruppen og de enkelte musikere? Tøsedrengene er ikke en »overnight-sensation« – tilløbet var langt og succesen i det omfang, den har nu, er ret ny. Den var der ikke engang dagen efter den TV-optræden, som alle i branchen ellers siger er alfa og omega. Men noget tyder på, at gruppens TV-fremtræden i maj 1981 tændte en lang lunte. MM talte med fire af gruppens medlemmer – Anne Dorte Michelsen, Klaus Kjellerup, Aage Hagen og Jan Sivertsen under indspilningen af den fjerde LP.

»DET ER NOGET SLUDDER, NÅR AVISERNE skriver, at vi blev populære fra dag til dag«, siger sanger, tekstforfatter og komponist Anne Dorte Michelsen – »for endnu i efteråret spillede vi stadig alle de små steder for en almindelig hyre ligesom så mange andre grupper.« Til gengæld kan gruppen så berette om »Beatlesstemning« på efterårsturneen i 1982.

Succes i Danmark måles ud fra pladesalg og dernæst publikumstilstrømning. Over 50.000 solgte eksemplarer af en enkelt LP regnes som en pæn succes, selv om det ikke rigtig er noget sammenlignet med Shu-Bi-Dua’s 250.000. Tøsedrengenes »3′er« har rundet 70.000 og gruppen spiller nu i de store haller for op imod et par tusinde mennesker ved en enkelt koncert.

Men hvordan indvirker det på musikere at få succes? A.D. Michelsen sammenligner på den ene side succesen med at få børn i et ægteskab – »man har fælles ansvar og kan ikke bare stikke halen mellem benene og rende sin vej!« – underforstået, at det kan man bedre tillade sig, hvis man spiller i et af de mange bands, der hutler sig igennem. Men på den anden side mener hun, at det at skrive sange af nødvendighed, kommer på en hård prøve, når nogle af dem pludselig bliver hits. »Man føler sig skræmt ved kravet om, at sådan skal de være allesammen, for man vil jo gerne bevare sit uspolerede forhold til at skrive og bliver bange for, at sangene bliver taget fra én.«

Her er A.D. Michelsen ikke enig med ophavsmanden til mange af gruppens kendte melodier, bassisten Klaus Kjellerup, der siger, at sangene skal tages fra én! »Jeg vil gerne give folk noget, som jeg selv synes er godt. Jeg skriver til publikum og det er dem, der skal have oplevelsen.«

Vi er et indhold i folks liv

»Ved succes forstår jeg ikke penge«, siger A.D. Michelsen, »men det at have et virkelig intenst forhold til sit publikum.« Det sker ofte, at tilhørere, efter en koncert, kommer og takker for en meget stor oplevelse og giver udtryk for, at det betyder noget for dem at møde musikerne personligt. »Vi er et indhold i deres liv«, siger Klaus Kjellerup, – »og man glemmer sine egne problemer, når man opdager, at man har givet folk så meget.« Men er det ikke lidt skræmmende, at et poporkester skulle være et indhold i unge menneskers liv…? Trommeslageren Jan Sivertsen mener ikke, der er nogen grund til at blive forskrækket, »for de mennesker stråler og er glade og man føler faktisk et ansvar. Vi kan ikke servere hvad som helst. Musikken skal have en vis standard og vi er hele tiden opmærksomme på ikke at gentage os selv.«

Den tredie LP – »3′eren« – blev bevidst lavet ud fra ønsket om at skabe en tæt, kollektiv gruppelyd. Kompositionerne blev opprioriteret og antallet og længden af soloer skåret ned. Formålet med pladen var at sige: »Her er Tøsedrengene!« På den nye LP, udvides det musikalske billede igen. Keyboardspilleren Aage Hagen mener nok, at han følte sig lidt underprioriteret i indspilningen af »3′eren« og at den måske nok blev lidt mere ensformig, end han kunne have ønsket, men til gengæld er han glad for melodierne og først og fremmest bandlyden. Det er ikke utænkeligt, at konflikter, som ligger gemt i gruppen, kunne betyde, at den ikke ville overleve et tilbageslag i popularitet. Men måske er den alligevel gjort af et mere solidt tømmer end som så. I et studium af gruppens anatomi, må fortiden ind i billedet.

Dengang i 60′erne

finder vi oprindelsen til Tøsedrengene. Guitaristen Michael Bruun kan føre sin stamtavle helt tilbage til grupper som Art Collection (1968), Thors Hammer (1970-72), Anaconda (1972-74) og Sensory System (1974-75). I 1974 skiftede Anaconda, der blandede hård og blød rock, navn til Tyggegummibanden, som åbenlyst imiterede andre grupper og som havde appeal til teenage publikummet. Trommeslager var Jan Sivertsen, som også, sammen med Bruun, sideløbende spillede i Heavy Joker.

Fra en anden vinkel kom Aage Hagen, Klaus Kjellerup og guitaristen, keyboardspilleren og komponisten Henrik Stanley Møller, som 1974-75 spillede i Rungstedgruppen Shitriders, der puslede med latin, reggae og fusion og som senere skiftede navn til Frømænd i Farver – en gruppe der endnu eksisterer. Hagen og Kjellerup spillede i nogle år fra 1976 i gruppen Pakhus 1, der havde en vis succes med sin raffinerede Weather Report-inspirerede musik.

Anne Dorte Michelsen kom fra friskolemiljøet i Århus (broderen hedder Mads og er som trommeslager og percussionist medlem af Gnags) og var 1978-80 medlem af Carácas i København. Hun sang i mindre kendte grupper sammen med Gitte Naur indtil de begge kom med i Tøsedrengene i 1980. I efteråret 1981 forlod Naur gruppen for at hellige sig News (se MM 1/83) og en rolle i musicalen Frit Fald. Hun blev afløst af Maria Bramsen, der indtrådte i gruppen netop som den gik i studiet for at indspille »3′eren«. Hun havde tidligere sunget en kort periode i Buz Stop, et big band og med Debbie Cameron. Bramsen blev udvalgt efter en regulær »audition«, hvor fire sangerinder blev prøvet. Hun er nu Tøsedrengenes ekspert i korstemmer og har et særligt talent for at tilpasse sig andre stemmer. Gruppens medlemmer siger, at hun stemmemæssigt repræsenterer den fysiske »sorte« power i gruppen.

Men alt i alt en gruppe med en lang og blandet fortid. Historien om drengene, som mest spillede for sig selv og for sjov, men som pludselig oplevede samværsformerne sat i relief.

Det startede med drengene

Det, som egentlig bare skulle have været et demobånd med Stanley’s og Klaus Kjellerup’s numre, endte med at blive til en plade, hvor Jan Sivertsen, Michael Bruun og Aage Hagen var med i studiet. Selv om de kaldte sig »Tøsedrengene«, kom »tøserne« ikke ind i billedet før to år efter, hvor Michelsen og Naur optrådte til dels som ju-hu piger på LP’en »Tiden står stille«. Men det var også pladen, hvor Michelsen og Stanley sang sig ind i manges hjerter med Michelsen’s og Kjellerup’s »Sig du ka’ li’ mig«. Den var faktisk slet ikke med på det oprindelige masterbånd og da pladeselskabsfolkene hørte det færdige resultat, var de ikke tilfredse. Så måtte gruppen i studiet igen og indspille to nye numre – det kommende hit og »Rastaman«. Til gengæld forsikrer musikerne, at det er den eneste gang, hvor pladeselskabet har blandet sig.

Hidtil havde de fem herrer nok spillet ørevenlig og dansabel musik omend med arvegods fra Heavy Joker og Pakhus 1 og lange soloer og instrumentalflip på scenen. Men da kvinderne kom ind i billedet, måtte gruppen gennem mange storme, når ikke mindst de to forsøgte at få deres ideer igennem. Der blev hugget nogle hæle og klippet nogle tæer og karlekammersnakken, som findes i en enhver turnerende gruppe, blev sat i et nyt perspektiv.

» Vi har været igennem mange skænderier,« siger Aage Hagen, »og brugt megen tid på at ændre gruppen fra at være en flok gamle venner, der bare synes, det er sjovt at spille, til at være en professionelt arbejdende gruppe. Men karlekammersnakken er også udtryk for en forbrødring. Mænd har tit svært ved at betro sig til hinanden og går så de der slibrige omveje.« Og Klaus Kjellerup supplerer: »Pigerne har svært ved at forstå, hvordan mænd er, når de er sammenat mænd kan være rygende uenige om noget og alligevel være gode venner. F.eks. er Aage og jeg uenige om næsten alt her i verden og alligevel er vi enormt gode venner.«

Fra fusion til pop

Når mange af 70′ernes jazz/rock-fusion bands her i begyndelsen af 80′erne fremstår som poprockbands, kan det forekomme at være et paradoks, men for mange af de enkelte musikere er der snarere tale om en tilbagevenden til udgangspunktet. De fleste er af den generation, som voksede op med Beatles og anden god 60′er-pop. I løbet af 70′erne kastede mange sig over den jazz-influerede rock, men »det blev for meget hjernemusik og for lidt hjertemusik«, siger Klaus Kjellerup. »Man sidder jo ikke og skråler Weather Report-sange ved en fest.« Samba og reggae er også en del af reaktionen mod den mere komplicerede musik, og nu er også sangene vendt tilbage. Og her er kvinderne igen inde i billedet. Klaus Kjellerup blev meget inspireret af Shit & Chanel, der ved deres entre på scenen var en markant kontrast til både danskpop og venstrefløjsrock, og han og mange mandlige musikere fik lyst til at skrive sange – eller melodier med tekster. »Men i dag er der på den anden side gået mode i, at alle grupper skal have piger med,« tilføjer A.D. Michelsen. Og det er igen, som før Shit & Chanel, i rollen som sangere og forgrundsfigurer.

Hvordan er det at være blikfang foran en popgruppe?

»Jeg gjorde på et tidspunkt op med mig selv, at jeg ville synge og det generer mig ikke at være forgrundsfigur. Jeg håber da, jeg er mere end det!? En forsanger vil altid være det samlende, visuellle punkttag nu Michael Malurt! Han må godt, ikke?«

A.D. Michelsen har et Fender-piano, men kan kun gætte på årsagerne til at hun og andre kvinder ikke er blevet musikere:

»Jeg tænkte tidligere meget på at gøre noget ved det, men det blev ikke til noget i modsætning til min lillebror, Mads.« A.D. Michelsen mener, at kun meget få kvinder tør tage det endelige skridt og koncentrere sig om kun at spille og endvidere, at kvinder generelt ikke er opdraget til at være så ambitiøse og målrettede som mænd. Resultatet er så, at mange indgår i rollen som forsangere og på en måde bliver undertrykte i den funktion.

»På nær Sanne Salomonsen går de ikke aktivt ind i musikken og de skriver ikke deres egne tekster. Det er min fornemmelse, at de har et mere eller mindre perifert forhold til den skabende proces! Og det tror jeg giver en overfladiskhed, som er farlig. Derimod laver f.eks. Elisabeth i Voxpop og Nanna det hele selv og det kommer der noget helt andet ud af. Men det er ikke sikkert, at det er et problem for de andre piger. Det er det til gengæld for produktet.«

Kærlighed og hooklines

Når konjunkturerne daler, vrimler det pludselig med kærlighed – ihvertfald i vinylrillerne. Mindre vellykket eller ulykkelig kærlighed, vel at mærke. I midten af 70′erne var emnet strengt forbudt og det er det stadig i punk- og new wave. Til gengæld finder man emnet behandlet til overflod i de nye poprock-tekster. Tøsedrengenes – eller A.D. Michelsen’s – tekster har et tilbagevendende tema, der hedder: »Det var så godt, mens vi var sammen, men nu er det slut. Jeg savner dig.« Hvordan opstår det tekstunivers og er det det, mennesker har brug for i krisetider?

»Efter i mange år at have været enormt usikker på mig selv, har jeg bevidst prøvet at finde ud af hvad det var, jeg kunne sige til folk i stedet for at efterligne Jomfru Ane’s eller C. V. Jørgensen’s tekster. I Danmark er der bestemte emner, man helst skal skrive omatomkraft f.eks. – men kærlighed er nu engang det, som optager mennesker mest,« siger A.D. Michelsen. »Hvis man ikke kan finde ud af sit liv, kan man f.eks. gå ud og smadre telefonbokse, men man kan også sætte sig ned og skrive og bruge det som ventil og det, jeg skriver, kommer virkelig indefra.«

»Teksterne handler meget om kærligheds-frustrationer«, siger Aage Hagen. »A.D. skriver om menneskers forhold til hinanden og det er altid væsentligt. Men nogle af teksterne er så konkrete og så meget set ud fra en piges univers, så de ikke siger mig så meget. Men jeg kan se, at de er ærlige. Jeg lytter meget til musikaliteten i teksterne og det tror jeg de fleste musikere gør. Når jeg hører ny musik, hører jeg altid musikken først. Den har førsteprioritet for migførst derefter lytter jeg til teksterne. Tekster med dårlig musik siger mig ikke nogetså kunne folk lige så godt være forfattere eller talere!«

Det, som Tøsedrengenes sangskrivere og rimsmede er specielt gode til er det, man i branchen kalder »hooklines«. A.D. Michelsen står bag de korte sætninger, som er en slags opsummering af sangenes indhold og som bliver de sætninger, man husker. Men vel at mærke i samspil med melodien. Michael Bruun har lavet melodien til »Sige nej«, Klaus Kjellerup har lavet melodien til »Sig du ka’ li’ mig« og Aage Hagen står bag den musikalske hookline i »Et lysår – en stjerne«. Melodien laves først og derefter teksten. Komponisten har ofte en ide om, hvad sangen skal handle om og et forslag til en omkvædslinie – en slags »arbejdstekst«. »Jeg bryder mig ikke om kryptiske tekster«, siger Jan Sivertsen – »jeg synes, man skal kunne forstå, hvad der bliver sunget.«

Reggae – længe før de andre

»Det er latterligt, når nogen anmeldere skriver, at nu er vi også hoppet på reggaevognen«, siger Jan Sivertsen – »for det hele startede med reggae.« Men er reggae ikke andet og mere end en rytme med nogle skæve betoninger – hvad med det religiøse og politiske. Aage Hagen tror ikke, at reggae-gennembruddet i Europa skyldes musikkens budskaber, men en kraftig markedsføring af Bob Marley. »Vi lyttede til både Marley og Jimmy Cliff allerede i 1974, før de var blevet kendt af et stort publikum, men vi har aldrig spillet »roots«. Men det er nu interessant, nu du kommer ind på det med det religiøse, at vores mest reggaeinspirerede sange, »Et lysåren stjerne« på den tredie LP og »Alle vore håb« på den nye, er en slags spirituelle tekster i modsætning til vores øvrige tekster.«

Tøsedrengenes publikum er langt bredere end f.eks. Sneakers’ og Halberg/Larsen’s. Det ligner mere Shu-Bi-Dua- og Gasolinpublikummet og inkluderer alle aldersklasser. Gruppen plejede længe at sige, at »vores venner kan ikke lide vores musik«, men nu, hvor den er blevet en succes, er det ved at ændre sig. »Før var det ikke fint at gå til koncert med Tøsedrengene, men når man har nået et vist stade …«

Hvordan placerer Tøsedrengene sig selv i den bølge, MM har anbragt dem i? Egentlig synes de ikke helt, at de hører til i den samme genre som Sneakers, News, Halberg/-Larsen etc. »Vi er mere danske«, siger A.D. Michelsen, mens Aage Hagen mener, at navnet »Tøsedrengene« passer meget godt til den mere troskyldige lyd. »Vi er mere konkrete i vores tekster og vores lyd er mere enkel.

Et tomt plasticprodukt

skrev en MM-anmelder om »3′eren« – »Ja, lortet er jo af vinyl…« svarer Klaus Kjellerup, men ellers er alle ret enige om, at den slags påstande må bunde i fordomme og mangel på evne til at skrive om forskellig slags musik ud fra musikkens egne præmisser. »Jeg kunne aldrig drømme om at anmelde en jazzpladenoget, jeg ikke har forstand på«, siger A.D. Michelsen, der går på Journalisthøjskolen og skriver jævnligt i »Levende Billeder« – »Mange af de anmeldere er utroligt snobbede og det er utroligt frækt f.eks. at påstå, at vi går mere op i, hvordan vi synger, end hvad vi synger!«

Men flere af musikerne er lydfreaks og Michael Bruun, der er uddannet lydtekniker, er også medindehaver af Werner Studio, hvor alle gruppens plader er indspillet. Han og Klaus Kejllerup skiftes til at sidde ved mixerpulten og gruppen er sin egen producer. Tøsedrengene er utroligt priviligerede, hvad studiefaciliteter angår, fordi de selv råder over studiet i den periode en indspilning står på. Det er en selvfølge, at lyden skal være i orden og der bruges relativt megen tid på små passager, som driller. Er der så ikke en fare for, at lyden kan blive vigtigere end indholdet?

»De to første plader var meget pæne og tekniske. Det var den tredie ikke i samme grad og slet ikke den fjerde. Tidligere havde vi en tendens til at vælge de versioner, hvor musikken var perfekt spillet, men nu lægger vi mere vægt på, om der er en god stemning til stede. Vi lægger ikke så mange over-dubs og spiller i det hele taget i højere grad, som vi gør live, med flere ad gangen i studiet,« siger Klaus Kjellerup.

Brød i skabet

Hvis det går lige så godt i 1983 som i ’82, kan man leve af at være medlem af Tøsedrengene, men som Aage Hagen siger: »Jeg sidder ofte ved min swimmingpool og funderer over, hvor strengt det er, at folk tror, jeg er mangemillionær …« Janteloven træder hurtigt i kraft, også når musikere opnår en årsløn, som ligner de flestes i dette land. 80.000 – 130.000, alt efter hvor mange melodier og tekster, man har skrevet, er hvad 1982 har indbragt til de enkelte medlemmer. Ca. 86 koncerter har givet ca. 60.000 kr., så hvad man ellers tjener, kommer fra plade-royalities, KODA, Gramex og NCB. Indtægtsniveauet sammenlignet med aktivitetsniveauet (60 koncerter er ret meget i Danmark) og et helt pænt pladesalg, siger noget om, hvor meget, der skal til for at kunne leve af at spille rytmisk musik. Hvem kan leve af det? Anne Linnet Band, Sylvester, Sebastian. Gnags måske?, men de har også deres studie.

Kun to af Tøsedrengene lever 100% af musikken – resten arbejder i andre erhverv.

Meget tyder på, at 1983 godt kan gå hen og blive Tøsedrengenes år. Men den ambivalens, man kan føle ved på den ene side at falde for den iørefaldende musik og den smittende udstråling og på den anden side fornemmelsen af, at gruppens medlemmer alligevel er i besiddelse af et potentiel, som kunne resultere i andet og mere, ligger måske også i en af Anne Dorte Michelsens afsluttende bemærkninger: »Jeg kan godt se, at det hurtigt bliver meget kommercielt med al det her popmusik. Jeg har aldrig interesseret mig for decideret popmusik bortset fra Beatlesaltså ikke alle de der røvsyge hits, som hele tiden kommer. Og så kommer én af mine egne og jeg tænker: »Gud fader bevares, hvad er det, du hart lavet? Og det lyder nok blasert. På den anden side tror jeg, at folk har brug for noget at identificere sig med og at høre en sangerinde, der mener det, hun synger.«

MM

Tøsedrengene er: Anne Dorte Michelsen (24) (vo, tekstforfatter), Maria Bramsen (20) (vo), Michael Bruun (32) (g, komp.), Henrik Stanley Møller (30) (keyb, vo, komp.), Aage Hagen (29) (keyb, komp.), Klaus Kjellerup (28) (b, komp.) og Jan Sivertsen (27) (dm). Interviewet fandt sted i Werner Studio i København i december 1982 og januar 1983.