Det Virtuelle Musikbibliotek » KASPER WINDING – et barn af den elektriske tidsalder

KASPER WINDING - et barn af den elektriske tidsalder

Sider: 6 - 10
Ophav: Jens Jørn Gjedsted, Nils Fischer
Udgiver: Forlaget MM

»Vi spillede i Montmartre for et stykke tid siden, og vi har et Miles Davis nummer, der hedder »All Blues«, men vi spillede det ikke, for der sidder en masse mennesker der og siger, ja, det var jo meget godt, men det er ikke så godt som Miles Davis. På den måde bedømmer de det. Så ville vi hellere spille vores eget.«

(Kasper Winding — 13 år — til Superlove, oktober 1969)

foto: Peter Schandorf

Endnu en brik i mosaikken omkring den gruppe musikere, der i 70’erne i høj grad har tegnet fusionsmusikken i Danmark. Tidligere har vi portrætteret Palle Mikkelborg, Kenneth Knudsen, Jesper Nehammer og Buki-Yamaz — og i relation til de tre første kommer her i snak med Kasper Winding — professionel og erfaren musiker allerede som teen-ager. Interviewet kan også nemt ses som en fortsættelse af Nehammer’s betragtninger over den stadig voksende elektriske forstærkning og udnyttelse af nye elektroniske instrumenter. Kasper Winding ser det fra en lidt anden synsvinkel — han er vokset op midt i det og opfatter det som en naturlig ting.

Selv om trommeslageren, percussionisten, komponisten mm. Kasper Winding kun er knap 22 år, har han en lang fortid som musiker. Den følger ret nøje historien om Buki-Yamaz, som kunne læses i sidste nummer. Men allerede fra 1967 var han medlem af gruppen Extension, der i 1968 vandt »Øbromesterskabet i beatmusik«. »Vi havde en guitarist, der spillede med tænderne og alt det dernu spiller han obo i Odense Byorkester …« (Niels Eje — red.). Extension spillede bl.a. på Det lille Teater.

En lille fejl på et år, i Buki-Yamaz-artiklen, skal vi dog benytte lejligheden til at rette her. Det var efter jazzstævnet på Vallekilde i 1969, at Kasper Winding kom med i gruppen 4-cylindret VW — opkaldt efter bassisten Mads Vinding, Winding og en populær bil. Endvidere medvirkede saxofonisten Jesper Zeuthen (senere i Blue Sun) og pianisten Ben Besiakow. Inspirationen kom fra bl.a. Jimi Hendrix, Roland Kirk, John Coltrane og Miles Davis. K.W. fortalte i oktober 1969 bladet Superlove, at det især var Davis-LP’en »Miles In The Sky«, der gjorde indtryk.

Da Kasper Winding forlod Buki-Yamaz i januar 1975, var han allerede på vej ud over landets grænser. Han havde allerede i nogen tid spillet med den tyske pianist Joachim Kuhn og fra julen 1974 med Pork Pie, der i løbet af 1975 bestod af folk som Philip Catherine, Jasper Van’t Hof, Charlie Mariano og Bo Stief. Fra slutningen af 1975 har det primært drejet sig om Entrance, men Winding har spillet free-lance med bl.a. Mort Schuman, Dexter Gordon, Ernie Watts, Lill Lindfors, Jan Akkerman, Thijs van Leer og Barry White. Han har skrevet musik til filmene »Revolution i Vandkanten«, »Strømer« og »Mig og Charly«, samt til TV-børnefilm-serien »Super Karla«.

I starten spillede både Winding og Alex Riel trommer i V 8, men senere var Riel alene på posten. Da gruppen var bygget op omkring ham og Palle Mikkelborg, forsvandt grundlaget, da han gik ud. Winding kom tilbage — gruppen skiftede navn til Entrance i slutningen af 1975.

Winding’s baggrund var primært rockmusik, og da de øvrige jazzbaserede musikere interesserede sig meget for at spille mere rockpræget musik, prægede det den nye gruppe. K.W. fortæller, at han i den periode foretrak de sidste, hvis både Herbie Hancock og Deep Purple var i byen samtidig. Men han havde også altid lyttet meget til soulmusik — Otis Redding, Wilson Pickett og Ray Charles — navne, som i høj grad var hans forældres favoritter.

»Jeg spillede også med folk som Dexter Gordon, NHØP, Horace Parlan og de er fantastiske musikere. Men da jeg havde hørt »Four and More« med Miles Davis, stod det klart for mig, at det ikke kunne være min mission at spille det, for det var allerede spillet så godt, som det kunne spilles.«

Ligesom Aske Bentzon, har K.W. gode erindringer om Adrian Bentzon som musiklærer på Bernadotteskolen: »Han er den eneste skolelærer, jeg har mødt, som har grædt ved en Jimi Hendrix-koncert. Det var et meget stort chok for ham. Og da vi var store Hendrix-fanatikere og ville spille nogle af de numre, kunne han, med sin enorme harmoniske viden, på fem minutter fortælle os, hvad det var for nogle harmonierog så var vi jo lykkelige.«

K.W. gik også en tid i en almindelig skole, hvor man sang højt af højskolesangbogen — »Det lærte jeg sgu også noget af. Sådanne almindelige, gamle danske sange, har nogle fantastiske kompositioner, og der startede min interesse for klassisk musik.«

Den interesse og i det hele taget interessen for al slags musik — også ABBA, — »som har nogle kvaliteter, som man ikke bare kan feje af vejen!« — har gjort ham til en nysgerrig lytter og dermed til en nysgerrig musiker og komponist, som kan hente inspiration fra alle sider.

Entrance og Weather Report

Appellerer Entrance’s musik i højere grad end Buki-Yamaz’ til æstetisk hensvømmen i en stol?

»Det er frygteligt, hvis det fører til sådan noget. Det er en katastrofe, og det er slet ikke meningen. Det er også skide irriterende altid at blive sammenlignet med Weather Report — synes I, vi lyder særlig meget som dem?«

Ja! Men er der noget at skamme sig over — det er jo en stil som så mange andre?

»Det, som er problemet, er, at i det øjeblik du lyder som W.R., vil du altid være nr. 2. Og i den verden, vi lever i, er det svært at være nr. 2, fordi du bare står for folk som en efterligner — det er den dårligste position, du kan være i.«

Skal man pinedød være nr. 1er det, hvor musikken er nået til?

»Tag nu en mand som Joe Zawinul — han er den mest smagfulde musiker, jeg kender — og det bliver man betaget af — men derfra og til at lave de samme Moog-registreringer, som han gør — og det er der enormt mange, der gør — ja, det kan jeg ikke se nogen mission i! Det kan man gøre derhjemme, men man skal ikke udsende det på plade eller rejse rundt med det.«

Men ikke desto mindre er der jo musik på Entrance-pladen, som er som snydt ud af næsen på W.R.!

»Dertil må jeg altså sige, at den er komponeret før Weather Report kom, og vi har ikke en chance for at spytte en plade ud en gang om året, så de ting, vi har, ligger måske i fire år.«

Det vil sige, at det er et tilfælde, at det kommer til at ligne så meget?

»Man kan ikke lade sit liv dirigere af, at nogen har været heldige og få en pladekontrakt før os andre. W.R. ejer jo ikke lyden — en »Oberheim Polyfonic« har noget med 6223 muligheder, ikke? Og der er ingen grund til lige at bruge dem, som Zawinul bruger, vel? Selv om det, han laver, er så smukt.«

Hvordan bliver man nr. 1?

»Det gør man ligesom med et stykke sæbe! Der er mange stykker sæbe på markedet og de er lige gode, men hvem har den bedste salgsmand? Jeg vil ikke sige, at det er et tilfælde, hvad der bliver mest berømt, men man kan gøre alt til et hit — det er et spørgsmål om penge. Der er masser af musikere i USA, som ikke kender Joe Zawinul. De kender Weather Report, eller har hørt om gruppen — men de kender ikke Joe Zawinul!

Men det der med at sætte musikere i bås er selvfølgelig praktisk — én gang for alle, for så er der nemlig ingen problemer, næste gang man skal anmeldes. Det, som for mig kendetegner W.R. er, at de skriver nogle enormt gode melodier, og det er der ikke ret mange, der gør, vel?«

Ring efter en snedker — eller en musiker

Du har jo truffet mange af de folkhvordan arbejder de?

»Forrige år var Kenneth Knudsen og jeg på tur sammen med Secret Oyster og Herbie Hancock. Vi var sammen med dem i tre uger — spiste sammen med dem og spillede sammen med dem. Vi var virkelig »buddies« til sidst. Alle i bandet, undtagen Herbie, var hyret til turen. De havde fået et tilbud, ligesom når man ringer til snedkeren — sådan foregår det altså. De får så og så mange tusinde kroner for turen og hvad Herbie så tjener — det er der ingen, der ved.

En amerikansk musiker spiller for livet hver gang! For det at være musiker i Amerika er ligesom at være tyrefægter i Spanien. Hvis du taber en kamp en søndag, får du ikke noget job næste søndag. Det er ikke altid, det har noget at gøre med teknik, for hvis en guitarist kun kan spille en blues i E, får har alligevel jobbet, hvis han »groover« rigtigt. Men til gengæld skal han også blive ved med det — lige godt hver gang.«

The American Way of Life!

»Ja, ja — men på den anden side er vi her i Europa helt teknisk freakede. Billy Cobham er et mammut-navn her i forhold til, hvad han er i USA!

Vi lader os imponere af teknik?

»Enormt meget — vi lader os snyde af det! Men amerikanske musikere øver sig nok så meget på at få kraft rent fysisk, som på at spille skalaer og figurer — for at have power nok til at fyre den af hver gang! Og hvis man har sagt ja til et job, så tager man det — og spiller det — helt ud!«

Har danske og amerikanske musikere en helt forskellig holdning til at spille? Kører det her mere på, at man skal være gode venner?

»Ja, for meget, synes jeg! Det er selvfølgelig at foretrække, men hvis det går ud over det musikalsk faglige, har det ikke så meget værdi på længere sigt. Men det er også noget andet derovre. Der er man f.eks. på kontrakt, og man får så og så mange penge for at spille om året — og færdig!

Tag nu Zappa’s nye band. Den ene keyboardmand er østriger og den anden er en amerikansk college-fyr. To vidt forskellige mennesker. Terry Bozio, der spiller trommer og Ed Mann, der spiller percussion, er også vidt forskellige. De er hyrede til jobbet. Her i landet går vi hele tiden rundt med en frygt for at være kommercielle. For så får man på hatten! Hyis jeg skriver et nummer med fire akkorder og synger det — så får jeg på hatten, og så skal jeg høre på alt det der: »Nej, mand, nu er du sgu sunket for dybt!« Jeg har lavet noget musik til nogle spillefilm, men det er fint — »næh og ih — spillefilm!« Men hvis du skriver noget enormt simpelt — en god sang — ligesom Beatles — tre harmonier — så forsøger du pludselig at være »kommerciel«.«

Du har lavet en plade til amerikansk Capitol sammen med Thomas Clausen?

»Ja, de har en afdeling med plader på lager til brug for TV-film, nyhedsudsendelser osv. Det var rent og skært håndværksarbejde, men jeg havde en skæg oplevelse med det. Vi var i USA i september. Vi ankom om natten, og da jeg vågnede om morgenen, tændte jeg for fjernsynet, og det første, jeg hørte, var min melodi i et danseprogram. Jeg havde aldrig troet, den kom nogen steder.«

Det er også en måde at prostituere sig på?

»Ja, det gør jeg sgu hele tiden, for jeg er nødt til at leve, og det kan jeg næsten ikke engang. Jeg tjener ikke så mange penge, som folk tror.«

Hvor meget har du tjent i 1977?

»I kan se min selvangivelse. Entrance koster mellem 4- og 5000 kr. på et job, men inden trucken er kommet fra øvelokalet og ud på gaden, har det kostet 2000 kr. Jeg har tjent mellem 7- og 8000 kr. med Entrance — og derfra skal trækkes alle mulige udgifter, så i realiteten har jeg ingenting tjent!

I hele 1977 har jeg tjent noget med 27.000, så som musiker er man født fremmedarbejder!«

Får en skrap trommeslager ikke dynger af studiejobs?

»Næh, jeg har vist engang gjort indtryk af, at jeg ikke vil spille — så det er kun med folk, jeg kender.

For mig at se, bliver der indspillet en masse mærkelige ting i Danmark — jeg vil ikke sige lort — men »mærkelige«. Det er usigeligt abstrakt! Jeg ville ikke psykisk kunne klare at være med til at indspille kommerciel musik i Danmark.«

Er den kommercielle musik værre i Danmark end f.eks. i USA?

»Ja, det kan jeg love dig! Jeg vil hellere spille med Dolly Parton end med Kjeld Heick… I USA er det lagt an på, at det skal rokke — her er det noget med en C-dur treklang, som alle kan synge med på.

Jobbet for Capitol var en udfordring. Jeg ville se, om jeg kunne lave et stykke straight arbejde og betragter det som en del af min læretid — som jo varer hele livet. For mig er det vigtigt at kunne håndværket, og jeg er glad for alle de jobs, jeg har haft — med Dexter, med Kuhn, med Buki — for den klassiske undervisning, jeg har taget i tre år — og for de kommercielle jobs, fordi de har givet mig læsetræning. Du får tre gang til at læse og øve stoffet, og tredie gang skal den sidde der.«

På ti minutter havde Randy Brecker spillet det, som vi andre havde kæmpet med en hel dag

Du har mødt mange af de kendte amerikanske studiemusikere. Hvordan kan de leve med den rolle at skulle lade sig engagere til hvad som helst?

»Tja — for det første tjener mange af dem usigeligt mange penge — I skulle se deres biler og huse! Men de synes også, det er sjovt, og endelig går de nu ikke med til hvad som helst — de kan vælge og vrage. løvrigt er der masser af helt ukendte studiemusikere, der tjener masser af penge.«

Hvad er det, de kan?

»Steve Gadd, f.eks. er fantastisk rutineret og læser fantastisk godt. Han bliver ikke stiv, når han læser — det hæmmer ham ikke. Der er også mange kendte folk, der ikke kan læse fra bladet, men Gadd, Harvey Mason, David Grusin, og hvad de nu hedder, læser alt. Det kan godt virke, som om de er holdningsløse — f.eks. på alle de plader, vi synes er helt ens — men sådan er Amerika, og de er jo amerikanere. Sådan er tempoet, og pladerne vælter ud. Jeg havde stabler af den slags med hjem.«

Du siger »tempoet« — men mange af de der funk-disco-jazz-plader er nu ellers ret »tilbagelænede«?

»Den amerikanske attitude er, at du kun kan overleve ved at bevæge dig ovenpå hele tiden. Hvis du ikke er deroppe og kan slentre rundt med det, kan du lige så godt flytte — men den holdning kan man selvfølgelig kun have, hvis man har noget at lave. Endelig er der stor forskel på øst- og vestkysten. På vestkysten går du i t-shirt året rundt under palmer, men i New York bor der otte millioner mennesker, og der er tryk på.«

Du har truffet Brecker- brødrene — hvad kan du sige om dem?

»De er to meget venlige mennesker — professionelle spillemænd. De er ikke helt så amerikanske som de andre, og der er også det specielle, at de arbejder sammen som brødre. De har en »klang«, og du ved, før du hyrer dem, at du får en horngruppe uden intoneringsproblemer, og at de stemmer sammen. Det samme gælder Tower of Power-hornene.

Men de er jo blevet meget brugt, og det har måske devalueret deres navne lidt — hvis jeg skulle lave en plade, hvor de er med, skulle de optræde under et andet navn … Zappa har fået dem til at klinge på en helt anden måde på sin nyeste plade (»Zappa In New York« — red.). Han lader dem spille en skide blues uden alt det der (synger en typisk Brecker Bros.-figur).!

Jeg har lavet et TV-show og et job i Tyskland med Randy Brecker og Joachim Kuhn — og det var min første oplevelse med sådan en »hård negl«. Palle Danielsson var med på bas, og vi sad og kæmpede med musikken. Randy kom for sent, fordi han havde spillet med Larry Coryell i London, og der var panik på, for han skulle spille alle lead-stemmerne. Men da han havde været der i 10 minutter, havde han spillet det hele og spurgte, om han måtte gå op og tage sig en kop kaffe. Han spillede også de pletter, nodeskriveren var kommet til at sætte forkert på bladet. Og vi andre sad stadig og kæmpede — og det hang stadigvæk ikke sammen.

Der er ikke nogen af de folk, der er »fakes«!«

Har vi folk af tilsvarende kaliber herhjemme? Klanen omkring Sanne Salomonsen, måske …?

»Ja, og man har slet ikke forstået at værdsætte deres talent, for der har vi et kor, som i mange tilfælde er bedre end de amerikanske. Det er det ærgerlige ved Danmark, at der går så mange ubrugte ressourcer rundt.«

Mange synes, de er glatte?

»Nå, ja — men når man endelig skal indspille f.eks. disco-musik i Danmark, hvorfor bruger man så ikke de folk, der virkelig kan spille det?«

Hvordan ser du på demokratiseringen af plademarkedet — at næsten alle kan lave plader, sammenlignet med situationen først i 70’erne!?

»Det ved jeg ikke noget om — jeg har hyr med at få solgt det, jeg selv laver. Kenneth (Knudsen) og jeg lavede et »monster-album« sidste år, men båndene ligger der endnu — det er umuligt at få afsat. Jeg følger ikke med i den danske musik, fordi jeg føler mig røvrendt af den danske pladebranche. Jeg synes, den er tåbelig, og i Danmark er det noget med, at man helst vil tjene penge inden for en kort periode. Og det er igen det der med at sælge sæbe. De er meget dårlige sælgere i Danmark!«

Hvad betyder politisk musik for dig?

»Politik er mange ting — tænker du på sådan noget som Røde Lue eller De Røde Raketter?

Du var med på Bent Jacobsen’s bøsseplade?

»Jeg betragter det ikke som særlig politisk at være bøsse. Han synger bare, at han elsker mænd i stedet for kvinder!«

Hvis du har en politisk mening, kunne du så ikke tænke dig at bruge dit talent på at lave politisk musik?

»Det gør jeg måske ikke i studiet, men i alt, hvad jeg ellers laver. Hvis jeg er politisk, er min musik det også. Men jeg må indrømme, at jeg har sværere og sværere ved at bekende mig til en bestemt overbevisning, selv om jeg tidligere havde mange kraftige meninger om alting. Jeg har alt for mange gange løjet for mig selv.

Jeg hjalp engang en politisk teatergruppe med noget musik, som der blev lavet noget koreografi til — efter mine egne forudsætninger. Men det kunne ikke bruges, for det var for amerikansk og for smart — og det er det, jeg synes, er barnligt ved politisk musik i Danmark, at musikken er for dårlig og er gjort til noget sekundært.«

»Weather Report ejer jo ikke lydenen Oberheim Polyphonic har noget med 6223 muligheder, ikke? Og der er ingen grund til lige at bruge dem, som Zawinul bruger, vel? Selvom det han laver er smukt …«

— Men er der noget at sige til, at nogle folk på venstrefløjen opfatter den slags musik som meget belastet af TV-krimier og den slags?

»Enten skal man snakke om, at krimier er åndssvage eller også skal man snakke om musikken. Den, der kan få det til at løbe dig koldt ned ad ryggen ved hjælp af musik, kan virkelig lave noget! Men nogen siger altså, at amerikansk musik er for glat …? Tag nu f.eks. Temptations — de står for mig som noget fantastisk afrikansk! Eller det nye Marvin Gaye-hit!? De spiller det samme i en halv time, men det swinger som ind i helvede! Aner de folk overhovedet, hvad det er, de lytter til? Jeg sad engang i et kollektiv og så TV — og så kom Temptations på skærmen — og de har guldlamé-dress og alt det der, som jeg synes er fedt. For så er der noget at kigge på. Det syntes de var ulækkert, i kollektivet, og snakkede om »reklamens magt« — og til sidst måtte jeg bede dem holde kæft for overhovedet at kunne høre noget. Og det swingede afsindigt godt! Men herhjemme er det jo nærmest forbudt at klæde sig ud, når man spiller. Så får man at vide, at det er for strengt. Men når afrikanerne gør det, er det »kulturelt« ….«

Det er mig, der er Brahms nu!

»Jeg sad en dag og snakkede med Peter Wolf fra Zappa’s band. Han skulle indspille med Wiener Philharmonikerne og havde været oppe og snakke med Karajan — der var sådan lidt … du ved! Men så sagde Peter Wolf: »For fanden, manddet er mig, der er Brahms nu! Det er mig, der laver den nye musik, og det er dér, du skal være med!« Og det er fuldstænig rigtigt!

Stevie Wonder er sgu da den nye Ravel og Jimi Hendrix var den nye Mahler og Zappa er den nye Strawinsky, ikke? OK, folk som Ligety er gået videre, harmonisk, så Stevie Wonder er måske snarere i Mozart-skolen, fordi han laver melodier. Men det er musikken af i dag, og den er af lige så høj kvalitet. Der bliver bagt en masse myter om, at alt det, som kommer før og at dem, som bor ovre på det andet kontinent altid er bedre. »Du er en god trommeslager, men du kan lige så godt opgive.«

En mand som Dave Sanborn kan spille fire toner på ottetakter, og de er mere værd end en eller anden be-bop-Frederik, der står og spiller et stakåndet stafetløb af toner. Sanborn — eller Junior Walker — er sgu lige så store som Coltrane, og han har jo gjort det. Hvorfor skal man hele tiden have den der række bagud og — »uha, du når det aldrig«!«

»Airto var den første, der snakkede til mig som en voksen mand!«

Hvordan blev du turnet på de latinamerikanske instrumenter?

»Gennem min far, som var helt vild med det. Men det, som for alvor satte mig i gang, var en tur med V8 som opvarmning for Return To Forever med Airto og Flora Purim. Jeg var sammen med Airto i en hel uge og han snakkede meget om psykisk ro og om sikkerhed som en hel livsholdning. Jeg var bare en glad lille dreng, der kom alt for nemt til tingene, så det havde jeg ikke skænket en tanke. Jeg levede selvfølgelig højt på, at alle folk syntes, det var så sjovt, at jeg ikke var ældre.

Han var den første, der snakkede til mig som en voksen mand — som en ligestillet. Jeg begyndte at skille hele mit musikalske spekter ad, for at finde ud af, hvor jeg ville sætte ind — og begynde at spille enormt meget percussion. Den brasilianske musik har altid interesseret mig mere end den cubanske, fordi alt er tilladt — hvor den cubanske er mere bundet til meget faste mønstre. I Brasilien er det også en lyd, hvis du knalder en sten mod din hovedskal. På en festival i Holland var jeg en hel dag sammen med Paulo Da Costa, der har spillet med Sergio Mendes i mange år. Hans attitude over for instrumenterne var helt fantastisk. Han bare lige rørte ved trommen og så »DAK« — sprang lyden ud. det var ligesom om han var bange for den — havde ærefrygt for den. Han stod ikke og svedte og bankede — det var helt cool!«

Men du spiller jo slet ikke akustisk i Entrance. Hvor meget udstyr har du for overhovedet at kunne høre dig selv?

»Et kabinet med en 15”, en 12”, et horn og to »tweetere«. Det bliver taget ud fra pulten i salen, og der kan jeg høre hele bandet + mig selv og ikke mindst min stortromme, som ellers altid forsvinder i elektrisk musik. Jeg har nok mere grej end de fleste trommelslagere, så ialt bruger jeg nok 15-16 mikrofoner.«

Føler du dig ikke isoleret inde imellem alle de gryder, potter og pander? Hvad med den fysiske kontakt? Og hvordan kan du vide, hvordan du lyder ude i salen?

»Jeg er vokset op med elektrisk musik, og jeg er vant til visuel kontakt. Jeg ved, at jeg lyder godt ude i salen, fordi den roadie, der stiller trommerne op, prøver dem igennem, mens jeg står nede ved mixerpulten sammen med lydmanden. Jeg er sikker på, at de får den lyd, jeg kan lide. Lydmanden opfatter jeg, i lige så høj grad som de andre i gruppen, som musiker.«

Hvorfor skal lydstyrken være så kraftig og hvorfor pålægger I jer selv at slæbe rundt på tonsvis af udstyr — som igen betyder, at I ingen penge tjener? Er det ikke en underlig ond cirkel?

»Elektrisk musik er koncertmusik og er slet ikke lavet til de små klubber, vi spiller i. Det er en tidsalder, hvor man spiller steder, hvor kun symfoniorkestre spillede før. Rent lydligt kræver elektrisk musik store rum, og for mig er lydanlægget også et instrument.«

Til gengæld nærmer koncert-billetpriserne sig 200 kr. for de kendte navne. Kan alt det udstyr blive ved med at være publikums problem?

»Det vil være sådan, indtil instrumentfabrikkerne er nationaliseret… Det koster en helvedes masse penge, og det er ikke musikerne, der har sat prisen, og de er nødt til at tjene pengene ind igen. Sådan opstår de billetpriser. Skåret ud i pap!

Jeg er født midt i det her, og det er spændende at udforske mulighederne. Jeg føler, at det er vigtigt, at jeg ved alt om f.eks. synthesizere — om mini-Moog’en og poly-Moog’en. For når man så skriver til dem, skriver man ikke bare til en eller anden åndssvag stryger-registrering eller Jan Hammer-lyd. I USA er det almindeligt at kunne spille flere instrumenter. Jack De Johnette er en virkelig god pianist, Michael Brecker er en fantastisk god trommeslager, og Harvey Mason spiller usigelig godt vibrafon. De ved en masse om hinandens instrumenter og derfor spiller de også op til hinanden på en helt andet måde.

Det påvirker mit spil, om jeg spiller til en moll 7 eller om det er en moll 7 med nieren på!

Jeg er nok en af de trommeslagere, der oftest har fået fortalt, at jeg spiller for højt. Men jeg synes, at trommerne siger bedst, hvis man pander dem én på skrinet! Altså den der »DUUUU«-lyd på tam-tam’erne får du kun, hvis du slår på dem med en vis styrke. Ringo Starr er en af de eneste, der altid kan lave den lyd — han er en af de fedeste rocktrommeslagere!

Jeg er begyndt at spille på noget, der hedder »Syndrums«. Det består af et mini-Moog-manual, men i stedet for et »keyboard« er der fire trommer, som iøvrigt ligner flade øvetrommer. Og der kan man lave den tam-tam-lyd.«

Men det er altså en elektronisk lyd?

»Det er et instrument ligesom en synthesizer!«

Men før i tiden fik du kun den lyd ved at slå et helt bestemt sted på trommenog det var en syntese af skind og træ

»Ja, men her får du den, som du aldrig har fået den før.«

»Aske Bentzon er en musiker af en sjælden karat!«

»Jeg har arbejdet en del på et pladeprojekt på det sidste, og jeg har haft den store fornøjelse at arbejde sammen med Aske Bentzon. Vi er jo iøvrigt en slags stedbrødre. Han er en musiker af en sjælden karat, og han er en af de få musikere herhjemme, hvis spil kan få mig til at fælde en tåre. Vi er næsten jævnaldrende — han er kun et år ældre end mig — og vi har oplevet de samme ting. Vi kan sidde og gejle hinanden op til noget, jeg ikke oplever med andre. Jeg har tit virkelig været helt skæv af det. Men nu arbejder vi jo også sammen i Entrance.«

Hvad er dine ambitioner nu?

»Det lyder måske underligt, men jeg vil gerne skrive musik, som er let — sådan gennemsigtig, hvis du forstår, hvad jeg mener? Jeg har faktisk skrevet to store værker — altså to tykke partiturer — noget af det, har jeg skrevet for min fornøjelses skyld, mens andet er rent bestillingsarbejde i forbindelse med filmatiseringen af Gustav Wied’ s »Slægten«. Der er altså bestilt et »klassisk« værk. Det har selvfølgelig også været en udfordring, som jeg meget gerne vil have til at lykkes, for det er et meget stort arbejde at skrive musik for et symfoniorkester. Man skal vide ret meget om klang- og instrumenteringsmuligheder, og hvor de forskellige instrumenter skal placeres.

De klassiske komponister var uovertrufne, og når jeg hører Ravel eller Debussy, føler jeg mig helt til grin ….«

Hvor gammel er du?

»Jeg fylder 22 til juni!«

Pladeliste

Sigi Busch Quintet »Age of Miracles« (MPS 20 22451) (1973)
Sanne Salomonsen(Sonet SLP 1546) (1973)
Secret Oyster»Sea Son« (CBS 80489) (1974)
Tyggegummibanden(EMI 6E 064-38099) (1974)
Valmuevejen(Polydor 2380 028) (1975)
Rolf Kuhn Group»Total Space« (MPS 68065) (1975)
Bent Jacobsen»Bøsse« (Demos 24) (1975)
Buki Yamaz(Hookfarm HLS 75-2) (1975)
Shu-Bi-Dua 2(Polydor 2380 028) (1975)
Secret Oyster»Vidunderlige Kælling« (CBS 81 044) (1975)
O. P. & The Phantom Band(Stuk 502) (1976)
Christian Sievert»Entrada To Equator« (Hookfarm HLS 76-3) (1976)
Secret Oyster»Straight To The Krankenhaus« (CBS 81434) (1976)
Heavy Joker(Polydor 2444 044) (1976)
Entrance(Metronome MLP 15612) (1977)
Sanne Salomonsen»Precious Moments« (EMI 6C 062-39218) (1977)
Stig Kreutzfeldt»Lad mig dele dine drømme« (et enkelt nummer på LP’en »Hvor dansk — Sådansk« CBS 98115) (1977)
Kasper Winding»Mig og Charly« (filmmusik) (Metronome MLP 98115) (1978)
Jannie Høeg»The Way I Am« (Sonet SLP 1554) (1978)
Allan Mortensen »Love Ambulance«, BASF 21 25782-7 (1976)
Winding har endv. medvirket på indspilninger med Svend Asmussen.

MM