Af Rasmus Jønsson
Astrid Krag og Annette Vilhelmsen har været i gang i døgndrift de seneste uger op til valget af ny formand for SF. De har krydset klinger i et hav af dueller, de har været aktive i mediebilledet og på de sociale medier.
Men i en samlet vurdering af de to kampagner har Annette Vilhelmsens kampagne på de fleste områder fungeret bedre end Astrid Krags og den har klart været medvirkende til, at hun fik næsten dobbelt så mange stemmer.
En bedømmelse af de to kampagner kræver dog, at der tages højde for den kontekst, som de har indgået i. Det er indlysende, at SFs regeringsdeltagelse – som begge kandidater bakkede op om - har lagt en ”naturlig” begrænsning for, hvad de har kunnet love vælgerne. I forlængelse af det har kandidater også været bevidste om, at der skulle holdes igen med valgløfter, der koster penge eller som kan udfordre regeringsgrundlaget. Der har også ligget en begrænsning i, hvor hårdt kandidaterne har kunnet kritisere SF's magre udbytte af det første års regeringsdeltagelse. En for hård tone vil hurtigt blive udlagt som illoyal mod SF fremtidige deltagelse i regeringen.
Ingen klapsalver
SF har også selv været med til at opstille en besværlig kontekst for de to kampagner. Godt nok har kandidaterne haft lige vilkår, når det gælder ressourcer, og de har også begge fået stillet en partiansat til rådighed til valgkampen. Men SF's forhåndsaftalte ”spilleregler” om, at de to kandidater ikke måtte tale negativt om modstanderen er besynderligt, da det netop ligger indlejret i en god debat, at man er uenig. Reglen har da også haft den konsekvens, at ”støtterne” har haft ekstraordinært travlt bag linjerne med at føre negativ kampagne i medierne.
SF's forhåndsaftalte ”spilleregler” om, at de to kandidater ikke måtte tale negativt om modstanderen er besynderligt, da det netop ligger indlejret i en god debat, at man er uenig.
Reglen om, at tilskuerne til duelmøderne ikke måtte klappe, virker også underlig. Særligt i et parti, hvor der ellers ikke har været meget at klappe af de sidste par år, vil et par klapsalver da være befriende og sende et signal om, at der stadig er liv i kludene. Det har på flere områder været en svær kontekst at føre valgkamp i, men konteksten kan ikke få skylden for, at Astrid Krags kampagne har haft tre store fejl.
Tid til forandring
For det første har Krags kampagne helt fra start af haft en indbygget en strategisk kortslutning. Sat på spidsen er der to modeller, der kan bruges til at føre valgkamp. Enten skal deres signaleres ”tid til forandring”, eller også er modellen ”det trygge sikre valg”. Krags kampagne har været bygget op om sidstnævnte. Der er blevet gjort et stort nummer ud af, at med Krag vil SF's regeringsdeltagelse været i gode hænder, og at hun vil være loyal mod det projekt, som Villy Søvndal i tidernes morgen søsatte for at få SF med i regeringen.
Krag er i hele valgkampen blevet markedsført som det trygge sikre valg. Men det budskab har meget lidt sympati i SF-baglandet
Krag er i hele valgkampen blevet markedsført som det trygge sikre valg. Men det budskab har meget lidt sympati i SF-baglandet. Her har den generelle opfattelse været, at det er tid til forandring for SF. Det skulle være slut med dårlige meningsmålinger, for lidt indflydelse i regeringen og for meget topstyring. Den forandring har Krag slet ikke formået at levere, og kun i den sidste del af valgkampen har hun forsøgt at kommunikere en smule forandring. Det virker nærmest som om, at Krags kampagne har været designet til en primær målgruppe bestående af Christiansborg meningsdannere og ikke til SF-medlemmerne.
Håndført dukke
Den anden fejl i Krags kampagne har været, at hun ikke har formået at overbevise baglandet om, at hun ikke er Mögers håndførte dukke. I store dele af SF's bagland er der en stor modstand mod Möger, som mange opfatter som bagmanden bag den nuværende krise, partiet står i. Krag burde derfor have signaleret, at det tætte forhold til Möger var historie, og at hun nu repræsenterer hele SF. Men det gjorde hun ikke. Tværtimod er Krags og Mögers folk kommet med en række angreb på Vilhelmsen, som kun har forstærket baglandets modstand mod børnebandens stil.
Krags kampagnefolk burde have forudset, at disse angreb vil give backfire, og at de i stedet skulle have krammet Vilhelmsen flad, hvis de skulle have den menige SF´ers sympati.
Krags kampagnefolk burde have forudset, at disse angreb vil give backfire, og at de i stedet skulle have krammet Vilhelmsen flad, hvis de skulle have den menige SF´ers sympati.
Kliche på kliche
Den tredje fejl i Krags kampagne har været, at hun ikke har formået at skabe fokus på og begejstring omkring sine politiske tanker. I stedet for at forsøge at opridse nogle mikroskopiske forskelle på hendes og Vilhelmsens politik, skulle hun have fortalt om sin politik ved at slå løs på de borgerlige. Der har været utallige muligheder for at gå i flæsket på Venstrefolk eller Samuelsens raske svende, men det greb har Krag stort set ikke gjort brug af.
På plussiden har Krag i hele valgkampen fremstået som en politiker, der har kompetencerne til at begå sig i toppolitik. Hun har ført et sagligt niveau i kampagnen, hvor hun har haft fokus på substans
På plussiden har Krag i hele valgkampen fremstået som en politiker, der har kompetencerne til at begå sig i toppolitik. Hun har ført et sagligt niveau i kampagnen, hvor hun har haft fokus på substans. Personligt har Krag også formået at signalere overskud igennem hele valgkampen. Det trækker dog ned på Krags personlige brand, at hun strøg om sig med politiske floskler. ”Trække i arbejdstøjet”, ”vi skal ned i maskinrummet” og ”røde tal på bundlinjen” er sætninger, der passer bedre til en midaldrende borgerlig leder end til en rød fremadstormende politiker.
SF-dialekt fra før Villy
Annette Vilhelmsens kampagne har på flere stræk været forholdsvis simpel.
I modsætning til Krag, som har talt med en tone og budskaber, der var meget christiansborgske, har Vilhelmsen talt med en SF-dialekt, som den lød før Villy kom til magten. Hun er imod topstyring, men for ledelse i et tillidsrum, hun er imod fokusgrupper, men for baggrundsgrupper, hun er imod designerpolitik, men for at man siger, hvad man mener. Hendes positioner er næsten så old school, at man ikke helt tror på, de stadig virker. Men Vilhelmsen har formået at afsende dem med en troværdighed, der har overbevist mange SF'ere om, at hun er den ægte vare, frem for det kunstprodukt, Krag står for.
Hendes positioner er næsten så old school, at man ikke helt tror på, de stadig virker. Men Vilhelmsen har formået at afsende dem med en troværdighed, der har overbevist mange
Det mest imponerende ved Vilhelmsens kampagne er, at hun har lavet meget få fejl. Som totalt uprøvet i toppolitik kunne Vilhelmsen have lavet mange brølere, men trods et voldsomt medietryk, modstandernes daglige angreb og journalisternes fælder er hun kommet sikkert igennem det meste af valgkampen. Selv hendes vindertale blev leveret med ro og overblik. Men det er ikke kun Vilhelmsens egne evner til at stå fast på budskabet og ikke lade sig lokke ud på farlige veje, der er årsagen til dette.
Skræmmekampagnen om skræmmekampagnen
Hendes støtter har været enormt opmærksomme på at returnere alle angreb på Vilhelmsens person, med et budskab om, at det er Krags kampagnefolk, der har gang i en skræmmekampagne. Denne skræmmekampagne om skræmmekampagnen har ikke bare virket afværgende, men har passet perfekt til melodien om den lille kandidat, der kæmper mod den store overmagt, som tilmed bruger beskidte tricks. Det er sød musik i det antiautoritære bagland.
Skræmmekampagnen har ikke bare virket afværgende, men har passet perfekt til melodien om den lille kandidat, der kæmper mod den store overmagt
En anden årsag til, at Vilhelmsen ikke er kommet mere galt af sted, er, at hun har været meget lidt konkret, når hun har talt politisk substans. Hun har for det mest holdt sig til overskrifter om, at hun er rød og grøn. Når hun f.eks. skal fortælle om, hvilken position SF skal indtage med hende som formand, udtrykker Vilhelmsen det meget enkelt: ”Der løber der en motorvej imellem Enhedslisten og Socialdemokratiet, og det er der, SF skal ligge!”
10-4
Så samlet set har den uprøvede og ukendte Vilhelmsen leveret en flot kampagne, der trods meget få langsigtede politiske visioner og egne politiske varer på hylderne både i form og indhold må siges at være enormt effektiv. Og hendes evne til at begå meget få fejl, stå fast på de aftalte budskaber og fremstå troværdig gør at hendes kampagne ligger til et stort 10-tal.
Omvendt er det skuffende, at forhåndsfavoritten Krag ikke var bedre forberedt og heller ikke formåede at justere strategien undervejs og var mere optaget af at tale til Christiansborg-miljøet end til SF-medlemmerne. Så trods en stor fight er der tale om en kampagne, der ligger under middel og højst kan hives op på et 4 tal.