Mallorcas fødsel

Igennem hundreder af millioner af år har klimaforandringer og kontinentalforskydningen mellem Europa og Afrika formet topografien i hele middelhavsregionen. Igennem de ubegribeligt lange tidsrum er Middelhavet skiftevis blevet fyldt og tømt som følge af landmassernes bevægelser.
I forhistorisk tid dækkede enorme gletchere Nord- og Vesteuropa. Da klimaforandringer fik gletcherne til at smelte og trække sig mod nord, efterlod de gigantiske mængder smeltevand som blev til store søer og floder. En stor del af smeltevandet løb ud i det frie hav mod syd, hvilket fik vandstanden i Middelhavet til at stige og danne den kystlinie vi kender på Mallorca og naboøerne Menorca, Eivissa (Ibiza) og Formentera i dag. Samlet kaldes øgruppen for Balearerne, et navn som grækerne gav øerne i de sidste århundreder fvt. på grund af den daværende lokalbefolknings evne til at føre krig ved at kaste sten med slynger (ballein = at kaste med slynge). Det vender vi tilbage til.

 

De første mennesker på Mallorca

Historien om Mallorcas befolkning og kultur går mange tusind år tilbage. Samlere og fiskere ankom fra Østspanien allerede så tidligt som omkring 5.000 år før vor tidsregning. I hulen Son Muleta, nær byen Sóller på vestkysten, har man fundet nogle af deres knogler. Urbefolkningen boede i grotter, som var strategisk godt placeret i forhold til fiskeri og anden fødeindsamling, og desuden gav god sikkerhed mod vilde dyr og rivaliserende grupper af mennesker. Disse første stenaldermennesker på Mallorca var også simple jægere, som fx kunne nedlægge myotragus, en særlig form for antilope der levede på øen dengang.
På Mallorcas naboø, Minorca, findes spor efter at øens tidligste beboere begyndte at bygge boliger ved at grave i de bløde kalkklipper, dannet af fossiler fra døde mikroorganismer, som for 180 millioner år siden sank til bunds i urhavet.
Også i byen Valldemossa - ligeledes på Mallorcas vestkyst - har man fundet spor efter tidlige bosættelser, i form af keramik, som kan dateres tilbage til år 3800 f.v.t.
Omkring år 3000 f.v.t. indførtes geder, får, grise og tamkvæg til øen, og nogle hundrede år senere uddøde myotragus. 
  

Bronzealderen

I tiden omkring 2.000 år f.v.t. ankom det folk, hvis kultur kaldes ”Bægerkulturen” til Mallorca. Deres aktiviteter på øen resulterede i huse af sten, lertøj og genstande af metal som ikke findes naturligt på øen. Generelt var det på denne tid i verdenshistorien, at små samfund begyndte at organisere sig, og handel og teknologi så småt udvikledes. Således handlede også det velstående bægerfolk med andre kulturer i regionen, og de holdt husdyr bag høje, velkonstruerede mure, som indhegnede deres ejendom. De førte vand helt ind i deres huse via et sindrigt system af kanaler bygget af stenplader, og udsmykkede deres lertøj med smukke, geometriske mønstre.

 

Talayotkulturen

Omkring år 1300-1000 f.v.t. var Mallorca beboet af et primitivt folk kaldet ”Talayoterne”, opkaldt efter en speciel form for tårn som de byggede.

En talayot er et kegleformet tårn, med en diameter på 10-15 meter, bygget i sten. Tårnene findes også i en pyramideformet udgave, og blev både brugt til beboelse og gravmonumenter. Tårnene kan den dag i dag ses flere steder på øen, blandt andet i området omkring Arta, C'an Picafort og Santanyi. Talayoterne drev landbrug og holdt husdyr.

  

Kolonisering

I de sidste århundreder f.v.t. blev Middelhavet krydset tyndt af skibe fra forskellige folkeslag, der handlede med, og bekrigede hinanden. Fønikerne, kartagerne, grækerne og romerne var alle på ”søen” i den periode. Med sin placering midt i Middelhavet var Mallorca et naturligt stoppested undervejs på de mange sejlruter.
På den tid boede de legendariske slyngekastere på Mallorca. Dette folk kunne med stor præcision kaste sten med deres slynger, og de var altid på vagt overfor angreb fra havet. Slyngekasterne var så dygtige og effektive med deres stenkasteri, at den store hærfører Hannibal fra Kartago (i det nuværende Tunsien) førte 5.000 slyngekastere med sin hær (som også inkluderede de berømte krigselefanter) over Alperne, da han i den 2. puniske krig forsøgte at indtage Rom. En bronzestatue af en mallorcinsk slyngekaster kan i dag ses ud for kongepaladset Almudania i Palma, og interessen for slyngekastning er stadig intakt, primært blandt Mallorcas yngre mænd, som mødes i klubber og holder konkurrencer i præcisions-slyngekast.
Antikkens slyngekastere kunne dog hverken forhindre fønikerne i at indtage Mallorca og kolonisere øen i det 3. århundrede f.v.t., eller kartagerne i at blive fønikernes efterkommere som kolonimagt på Mallorca. Kartagerne brugte Mallorca som base i deres krige mod romerriget.


Romerne

I den anden puniske krig mellem Kartago og romerriget, støttede Mallorca den kartagensiske kolonimagt i kampen mod Rom, og undervejs lykkedes det de mallorcinske slyngekastere at afværge en invasion af den romerske admiral Magon. Men i år 123 f.v.t. blev øen endegyldigt indtaget af Konsul Quintus Cæcilius Metellus og øen kom under romerrigets kontrol. Det fortælles, at konsulen havde beskyttet de romerske skibe mod slyngekasternes sten med ophængte dyreskind. Romerne grundlagde byerne Palmaria, som betyder ”sejrens palme” (i dag Palma), og Pollentia, som betyder ”den mægtige” (i dag Alcúdia), og gav øen navnet Insula Baliar Maior. De baleariske stenslyngere blev knyttet til den romerske hær, og blev blandt andet anvendt af Cæcar under hans gallerkrige.
Romerne regerede over Mallorca i århundreder, og fik øen til at blomstre. Romerne indførte bla. dyrkning af oliven og vin, ligesom man begyndte at grave efter salt. Da romerne blev kristne førte de også kristendommen til øen og i år 400 e.v.t. byggede romerne de første kristne kirker på Mallorca. På det tidspunkt var det romerske imperium imidlertid begyndt at gå i opløsning og i år 426 hærgede og plyndrede det germanske folk, Vandalerne, for første gang øen, anført af deres leder Günter.

 

 

Vandalerne og romerne igen

Vandalerne havde i år 414 erobret Spanien og i år 465 havde de fået nedkæmpet al modstand på Mallorca og indlemmede øen i vandalerriget. Kirker blev brændt og befolkningen forfulgt. Omfanget af handel mellem øen og fastlandet dalede kraftigt.
I år 534 blev øerne indtaget af den berømte Byzantinske general Apolinar, søn af Belisario. Dermed blev øerne igen en del af det (øst-)romerske imperium, underlagt Konstantinopel (Byzans) og kristnet. På grund af den lange afstand mellem Konstantinobel (nuværende Istanbul i Tyrkiet) og Mallorca, var Byzantinerne dog ude af stand til at forsvare øerne mod plyndring fra forbipasserende pirater. Omkring år 700 begynder nordafrikanere systematisk at udplyndre øen.

 

 

Maurerne

I år 902 overtalte den velhavende arabiske forretningsmand Al Hawlani, Emiren af Cordoba til at invadere de baleariske øer. Al Hawlani ledede selv invasionsstyrken og blev den første muslimske guvernør på Mallorca, som indlemmes i det cordobanske kalifat. Al Hawlani iværksatte flere byggerier i Palma, blandt andet moskeer, markeder, offentlige bade, samt Almudaina paladset. Herudover gennemførte han en del ændringer i infrastrukturen og ændrede Palmas (Palmaria) navn til "Madina Mayurqa". år 1015 er det cordobanske kalifat gået under og Emiren af Cordoba måtte afgive kontrollen over øerne til et andet lille arabisk kongedømme Taifa af Denia (syd spanien). Grundet stadig flere konflikter imellem de to kongedømmer blev Mallorca et selvstændigt kongedømme i år 1087 under navnet Taifa af Mallorca. I år 1093 begyndte Moxadir, den anden arabiske konge af Mallorca, opførelsen af bymuren, som skulle beskytte Palma by imod de kristne. Muren stod færdig i år 1114, hvor den dog ikke kunne forhindre en gruppe Pisa-catalanere i at indtage Mallorca efter otte måneders belejring af Palma. En muslimsk stamme (Almoráviderne) fra Nordafrika drager til Mallorca for at støtte øens muslimer under Palmas belejring. Almoráviderne var strengt muslimske nomadefolk, og ville i dag blive betegnet som fundamentalister. Netop da Pisa-catalanerne havde indtaget Palma blev de jaget på flugt igen med deres bytte ved en sidste kraftanstrengelse fra Almoráviderne, som forblev på øen som de nye herskere. I deres regeringsperiode indtil år 1203 oplevede øen en tid med velstand. Pirateri var nu blevet en stadig vigtigere indtægtskilde for øen og ingen skibe kunne vide sig sikre på den spanske nordkyst, franske sydkyst eller den italienske vestkyst. Abu Yahya blev den sidste arabiske guvernør af Mallorca. Under hans styreperiode havde Palma tre vigtige moskeer som lå der hvor katadralen La Seu og kirkerne Santa Eulalia og Sant Miquel ligger i dag. Herudover findes der optegninger som viser, at Palma under Abu Yahya’s regeringstid bestod af 3.943 huse, 48 bagerier, 52 butikker, 186 haver og 2 gravpladser.

 

Det mallorcinske kongedømme

I år 1228 gav Pere Martell, en dygtig søfarer, som flere gange havde været på Mallorca, en begejstret beskrivelse af øen til Jaume I, som var konge af Aragonien og Catalonien i det nuværende Spanien. Omtrent samtidig blev nogle af kongens skibe røvet af emiren af Mallorcas folk. Det fik Kong Jaume I, også kaldet ”El Conquistador” (erobreren), til at gå til rigsdagen og få tilslutning til at sende en invasionsstyrke til Mallorca. Erobringstogtet blev støttet af paven i Rom, som gerne så Mallorca kristnet igen. Hovedsigtet med invasionen var dog efter al sandsynlighed udsigten til egen økonomisk og territorial vinding, for Kong Jaume I og de aragoniske og catalanske adelsmænd og handelsmænd der støttede ham.
Kong Jaumes styrke bestod af 16.000 mand og 1.500 heste, som blev overført på 150 større og mindre skibe. Den 5. september år 1229 lagde Jaume I’s hær fra kajen i Salou i Aragonien med kurs mod Mallorca. Undervejs opstod et voldsomt uvejr og kongen lovede at opføre en kirke til ære for Jomfru Maria, hvis hun ville hjælpe ham i stormen. Kongen overlevede uvejret og holdt efterfølgende sit ord ved at opføre den berømte katedral La Seu. Jaume I, som på invasionstidspunktet kun var 20 år, havde den overordnede ledelse af invasionen, og var selv ombord på det første skib, der lagde til ved Santa Ponsa på Mallorcas sydvestlige kyst, ikke langt fra Palma. Efter tre måneders intense kampe lykkedes det den 31. december for Jaume I at komme ind i Palma via en dør i den del af bymuren der blev kaldt ”Bab al Kofol” (efterfølgende navngivet Santa Margalida). Den mauriske guvernør Abu Yahya af Mallorca gjorde kraftig modstand, men måtte til sidst overgive sig til de indtrængende styrker. Nytårsaften år 1229 holdt Kong Jaume I sit sejrsindtog i Palma.
Efter sejren forsøgte de sejrrige conquistadores at skabe en ny begyndelse for Mallorca. Tilflyttere blev sejlet til øen sammen med nye former for afgrøder, og matrikel efter matrikel i Palma blev udstykket til tempelriddere, adlen og bystyrerne. Kongens andel af byen blev uddelt til sømænd fra hans flåde, soldater fra bymilitserne og de handelsmænd der havde støttet hans invasion. Resten af øen blev efter et tilsvarende effektivt kolonisationsprogram inddelt i parceller. De talrige kolonisatorer medførte, at øens hovedsprog blev catalansk. De fleste gamle mallorcinske familier kan føre deres slægt tilbage til efterkommere fra denne catalanske invasions- og kolonisationsstyrke.
Med Jaume I’s sejr endte godt 300 års maurisk herredømme på Mallorca. Desværre er der i dag ikke så mange synlige spor efter den mauriske periode, da Jaume I ødelagde de fleste mauriske bygninger.

   

En kosmopolitisk og virksom ø

Mallorcas befolkning har til alle tider været en skønsom blanding af mange folkeslag, hvilket har givet øen et internationalt snit. På trods af catalanernes effektive annektering af øen efter Jaume I’s sejr, bevarede øen sin kosmopolitiske atmosfære, takket være mange udenlandske tilflyttere og en livlig handel med slaver af forskellig nationalitet. Blandt andet var der i slutningen af 1200-tallet og op igennem 1300-tallet mange genovesere og jøder på Mallorca. Især jøderne nød særlige privilegier, da deres handelsmæssige foretagsomhed havde stor betydning for øens økonomi som helhed. Jøder arbejdede blandt andet som skræddere, sølvsmede, brolæggere, tømrere og læger – og handlede med alt fra våben til sæbe og vin. Det jødiske kvarter var endvidere et af datidens Europas førende centre for kartografi (kortproduktion). Sammen med privilegierne hørte dog også svære skatter. Hen imod slutningen af 1300-tallet blev jøderne dog mere og mere upopulære på Mallorca, ikke mindst fordi de bestred de forhadte men nødvendige embeder som toldere og pengeudlånere.
 Under Jaume I udviklede Mallorca sig til en blomstrende succes. Virksomheder skød op overalt og øen blev mellemstation for en stor del af den søfarende handel i den vestlige del af Middelhavet. Alskens varer skiftede ejere blandt mellemhandlerne på Mallorca: Vin fra Grækenland, figner fra Murcia, jern fra Bayonne, salt fra Ibiza og slaver fra Sardinien og Grækenland.
 Men virksomme mallorcinske forretningsdrivende kunne også producere varer selv. Blandt andet udvikledes en tradition for dygtige skibsbyggere, som betød, at Kogger fra Mallorca var blandt de bedste skibe på havet i 1300-tallet, og i høj grad deltog i udforskningen af Atlanterhavets ukendte vidder. Også våbenindustrien voksede kraftigt, især med produktion af armbrøster til England og Flandern. Men det var ikke mindst tekstilproduktionen som trak berømmelse og penge til øen i middelalderen.

 

 

Kongeriget fortsætter

Jaume I dør i år 1276 og riget bliver delt imellem kongens to sønner Pedro III og Jaume II. Den ældste søn Pedro fik senere tilnavnet ”den store” og blev konge af Aragonien og Catalonien, mens den yngste søn Jaume II blev konge af Mallorca.
Pedro den Store fortsatte det aragonske korstog som hans far Jaume I havde påbegyndt mod araberne og franskmændene. Jaume II af Mallorca allierede sig med Pave Martin IV og Konge Philip III af Frankrig, som i forvejen var i krig med Pedro den Store. Den 4. september år 1285 blev Jaume II og hans allierede besejret i slaget ved Les Formigues, 85 km. nord/øst for Barcelona. Jaume II måtte flygte og overgive tronen til sin nevø Alfonso af Aragonien. Efter 10 år i eksil underskrev de stridende parter d. 20 juni år 1295 Anagni-fredstraktaten, hvorefter Jaume II blev genindsat som konge af Mallorca. Han kunne dermed fortsætte sit arbejde med at grundlægge byer og desuden begynde opførelsen af Castell de Bellver.

Efter Jaume II’s død i år 1312 blev tronen overtaget af hans søn Sanxo, som dog døde i år 1324, kun 12 år efter sin indsættelse som konge og hans kun 9 år gamle nevø Jaume III overtog tronen.
Under Jaume III er der stor økonomisk fremgang for Mallorcas landbrug, industri og søfart - og Palma er på dette tidspunkt en af de rigeste byer i hele middelhavsområdet. Flere nye byer blev grundlagt, Bellverslottet opførtes og Almudiana blev bygget om til et imponerende, gotisk palads.
I år 1343 blev øen imidlertid invaderet af Pedro IV af Aragonien, som var barnebarn af Jaume I, og Jaume III måtte flygte. I år 1349 vendte Jaume III tilbage og forsøgte at tilbageerobre tronen, hvilket mislykkedes, og Jaume III døde under slaget ved Llucmajor. Også sønnen Jaume IV's forsøg på at genvinde tronen mislykkedes, hvilket markerede afslutningen på det mallorcinske kongedømme. Mallorca var derefter en del af kongeriget Aragonien og det smukke kongeslot Bellver skiftede status til statsfængsel.

 

 

 

Afmatning, nedgang og fortvivlelse

Op igennem 1400-tallet stagnerede den økonomiske velstandsstigning på Mallorca lige så stille. Spændingerne steg, især mellem havneby og bjergland, og fra år 1450 til år 1453 rasede en regulær borgerkrig på øen.
I år 1479 dannedes kongeriget Spanien ved en forening mellem kongerigerne Kastillien og Aragonien (herunder Mallorca) under kong Ferdinand (fra Aragonien) og dronning Isabelle (fra Kastillien). De to nærede i forvejen ikke store tanker om Mallorca, som de betragtede som mere eller mindre ubetydelige dele af en yderlig provins. Da Amerika blev opdaget i 1492 gled endnu mere opmærksomhed bort fra Mallorca, som mistede udenlandske investorer, handelsskibene forsvandt og udenlandske kompagnier overtog størstedelen af den resterende handel. Det ubeskyttede Mallorca blev et let bytte for nordafrikanske pirater, som plyndrede byerne og brugte øen som base for fjernere togter.
I begyndelsen af 1500-tallet oplevede Mallorca samfundsmæssig uro, som dels skyldtes den økonomiske afmatning og de evindelige sørøvere og banditter, dels skyldtes den kroniske mangel på korn og andre forsyninger, med deraf følgende sult.
De interne spændinger førte i år 1521 til den blodigste konflikt i Mallorcas historie, da oprøreren Joanot Colom sammen med en gruppe ”brødre” tvang guvernøren til at flygte til Ibiza, og stormede Bellverslottet, hvor de myrdede forsvarerne. Konflikten strakte sig over to år, og først i år 1523 afsluttedes myrderierne. Konflikten markerede et lavpunkt i Mallorcas historie.
I årtierne der fulgte var hverdagen stadig præget af usikkerheden og de manglende forsyninger, ligesom sørøvere stadig angreb øen gentagne gange. Rundt omkring på Mallorca kan man den dag i dag se nogle af konsekvenserne af datidens utryghed, nemlig de vagttårne af natursten som blev bygget i 1500-tallet og stadig står på bjergtinder og andre strategiske steder. 
Op igennem 1600-tallet voksede velstanden lidt igen, uden at det dog blev til en tilbagevenden til fordums rigdom for øen. Først skulle øen nemlig gennemleve Den spanske Arvefølgekrig i begyndelsen af 1700-tallet.

 

 

Optimismen vender tilbage

Felipe V af Bourbon overtog den spanske trone i år 1700, til stor fortrydelse for rivalen Karl III, som blandt andet blev støttet af Mallorca. Det markerede indledningen af Den spanske Arvefølgekrig, som først fandt sin afslutning femten år senere. På det tidspunkt var roen genoprettet på fastlandet, og Mallorca måtte som sidste udpinte udpost overgive sig til Felipe V.
Bourbonerne overtog dermed herredømmet på Mallorca, som blev en provins under Spanien, med Palma som provinshovedstad. På trods af at bourbonernes tilstedeværelse havde karakter af besættelse, oplevede Mallorca økonomisk fremgang, blandt andet som flådebase. Byggeriet blomstrede og optimismen voksede til niveau med 1300-tallet. 
I anden halvdel af 1700-tallet vendte de nordafrikanske sørøvere dog atter tilbage til Mallorca i større stil, på deres plyndringstogter rundt omkring i Middelhavet. Men perioden bød også på mere positive begivenheder. For eksempel var det på denne tid, at en missionær fra Mallorca – Fray Junípero Serra – fra den lille landsby Petra, drog til Amerika, helt til østkysten, hvor han grundlagde flere missionsstationer, herunder San Francisco.
Under den franske revolution i år 1789-1799 fungerede Mallorca som tilflugtssted for franske aristokrater, og under napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet strømmede catalanske flygtninge til øen, hvilket skabte en del kaos og uroligheder. I det hele taget var 1800-tallets første tiår præget af hungersnød, kolera, pest og gul feber. Men langsomt forbedredes økonomien for øen igen og i år 1834 blev den første dampskibsrute mellem Mallorca og Den iberiske Halvø åbnet, ligesom et indisk handelskompagni blev grundlagt.
I århundredets sidste årtier havde den samfundsmæssige og økonomiske fremgang bidt sig fast, ikke mindst takket være handel med vin og mandler. Uheldigvis rammer en virus samtlige vinstokke og efterlader vinbønderne og alle øvrige interessenter i desperation. På samme tid tabte Spanien deres kolonier Cuba, Puerto Rico og Filippinerne, hvilket gjorde arbejderne på de mallorcinske skibsværfter arbejdsløse. Samlet set medførte disse omvæltninger en omfattende emigration til fastlandet og Amerika.

 

 

1900-tallets første årtier

I de første årtier af det 20. århundrede var Mallorca præget af forandringer og ønske om fornyelse. Palmas enormt svære befæstning blev revet ned som tegn på ”fremskridtet”, og man opførte mange markante bygningsværker, herunder et elektricitetsværk, et ”Grand Hotel”, samt flere fabrikker til produktion af fx lokomotiver og biler. Det var også i denne periode, at Mallorca for første gang for alvor begyndte at opleve turisme. Den forbedrede infrastruktur og skibstrafik medførte en så kraftig stigning i turismen, at der blev dannet et selskab til at håndtere og styrke turismen for øen.
Under første verdenskrig havde mallorcinske støvleproducenter en kortvarig succesperiode, da de forsynede store dele af den franske hær med militærstøvler.
I perioden efter første verdenskrig arbejdede den mallorcinske Joan March sig op til at blive Spaniens rigeste, og verdens tredjerigeste, mand. På Mallorcas nordøstlige del ligger hans smukke sommerresidens, som nu er åben for besøgende.

 

 

Den spanske borgerkrig og Francos diktatur

I år 1936 bryder den spanske borgerkrig ud mellem republikanerne og oprørsstyrker ledet af General Franco, som blandt andet fandt støtte blandt Mallorcas herskende kredse. Under krigen var Mallorca en vigtig base for Francos fascister, men øen slap forholdsvist nådigt igennem borgerkrigens blodige år. Eneste reelle slag på Mallorca fandt sted, da 12.000 republikanere i år 1936 gik i land i Porto Cristo på Mallorcas østkyst. Byen blev erobret, men invasionsstyrkerne nåede kun omkring 10 kilometer ind i landet, hvorfra de blev drevet tilbage af Francos nationalister, godt hjulpet af italienske krigsfly fra en base i nærheden af Palma. Ellers var der forholdsvist roligt på Mallorca, mens resten af Spanien lå i krig. Faktisk var øen tilflugtsted for flere anti-frankinske kunstnere og intellektuelle, herunder den berømte kunstmaler Joan Miró. 
Krigen endte i år 1939, da Madrid overgav sig til oprørsstyrkerne, og Franco blev landets leder (diktator). Ligesom resten af Spanien oplevede Mallorca stor undertrykkelse, nød og fattigdom under Francos diktatur. Blandt andet blev sproget mallorcinsk - en dialekt af katalansk – forbudt, ligesom alle former for ikke-kastilliansk kultur blev holdt brutalt nede af det fascistiske styre. 
Efter en folkeafstemning i år 1947 blev Spanien omdannet til et monarki - indtil videre dog uden konge. I år 1969 udpegede Franco Juan Carlos som sin efterfølger. Efter Francos død - og et forgæves kupforsøg af højreorienterede officerer - udråbtes Juan Carlos i år 1975 til konge af Spanien, og han overraskede alle ved hurtigt at indføre parlamentarisk demokrati og liberalisering af landet.

 

 

Demokratisk Spanien og Mallorca

En ny forfatning for Spanien som blev vedtaget i år 1978, gav i udstrakt grad magt til regionerne, som fik et vist lokalt selvstyre. Den lokale magt blev yderligere styrket, da Spanien i 1983 blev opdelt i 17 delvist autonome regioner, med myndighed over blandt andet turisme og uddannelse.
Velstanden på Mallorca har været støt stigende i de seneste årtier, hvor hovedindtægtskilden har ændret sig fra landbrug til service og turisme. I dag er Mallorca et af de mest velstående områder i Spanien. Øen var faktisk den eneste region i Spanien som reelt levede op til adgangskravene, da Spanien søgte om optagelse i den Europæiske Monetære Union, som Spanien blev optaget i den 1. januar 1999.
Øens tradition med at være opholdssted for kunstnere, intellektuelle og ”skæve eksistenser” holdes ved lige den dag i dag, hvor der fx alene i Palma er mere end 20 gallerier med lokal kunst, og på de Baleariske øer bor der samlet set flere kunstnere end i nogen anden del af Spanien.
Velstanden på Mallorca har svinget utroligt meget igennem århundrederne. Engang drog mallorcinerne udenlands for at tjene til dagen og vejen, nu strømmer udenlandsk arbejdskraft til øen, primært for at holde gang i den enorme turistindustri. I flere omgange har øen været hærget, plyndret og nedsunket i fattigdom og hungersnød, og flere gange har øen også blomstret i rigdom.
Lige nu er det gode tider for Mallorca. Og intet tyder på at det vil ændre sig i en overskuelig fremtid.