Frankieboy

Det var da han trykkede analkirtlerne ud på en dalmatiner, at Frank Hvam tog springet som komiker. I dag er han kult som Gentleman Finn, Lars Krimi og Bjarne Goldbæk.

Foto: Erik Refner
Foto: Erik Refner

for et par år siden gik en masse danskere pludselig rundt og sagde:

»Dér ville jeg godt have haft lidt mere forberedelsestid. Nu går det meget hurtigt.«

Nogen har sikkert allerede glemt hvorfor. Lige som dengang vi gik rundt og sagde »Nøøj, det er også bare fordi, du er så voksen og følsom.« Det sidste stammer fra Øb & Bøv med Jarl Friis Mikkelsen og Ole Stephensen. Kultsatire i 80erne.

Det første stammer fra »Mandrilaftalen« med Casper Christensen som vært. Kultsatire i 90erne. Hvor en mand med Hitler-moustache, som kaldte sig Bjarne Goldbæk, flere gange gjorde sig upopulær, fordi han havde bestilt sig en mand fra Venezuela. Surrealistisk volapyk. Og stand up-komikeren Frank Hvams folkelige gennembrud. Hvis man da kan tale om det med et lavbudget-satireshow gemt godt væk omkring midnat på den hemmelige kanal DR2.

Siden har Frank Hvam og Casper Christensen opfundet Danmarks første komedieserie, der ikke er endt som buldrende fiasko. Hvor Casper spiller sig selv, og Frank spiller nørdede Kenny. »Langt fra Las Vegas« har ligefrem flere sæsoner bag sig på TV2 Zulu. Og endnu en foran sig.

Det endelige kendis-blåstempel kom, da Frank Hvam sidste forår var coverfyr på Euroman. Ikke just den umiddelbart indlysende fremtid, da han stod på Landbohøjskolen for få år siden og trykkede en dalmatiner på analkirtlerne. Mere om den sag senere.

Denne mandag morgen er Frank Hvam klædt ud som sig selv. De lyse lokker er klippet i milimeterlængde, cowboybukser og polo T-shirt passer i længden. Det karakteristiske ansigt med den spidse hage og de skarpe træk.

Klokken er 10. Lige tidligt nok, når man så småt har taget hul på sommerferien. Cafeens tjener serverer latte. Det hjælper. Heldigvis er Frank Hvam ikke af den slags, der ikke taler, før søvnen er ude af kroppen.

»For at comedy skal give mening for én selv, skal man sætte nogle spor undervejs. Det at stå på en scene og lave stand up er meget flygtigt. Det materialiserer sig ikke. Jeg vil gerne efterlade mig noget mere monumentalt. Derfor er jeg utroligt glad for Mandrilaftalen. Og for sitcom-projektet, der ikke var lavet før. Det er noget, der står for eftertiden,« siger han.

Som de fleste andre stand up-komikere, der ser tigeren i øjnene, når de stiller sig op på en scene uden andet end ord og uden mulighed for at gemme sig i en fin kulisse eller fange opmærksomheden med et pragende kostume, har Frank Hvam altid grebet chancen for at gøre sig bemærket i enhver forsamling.

»Jeg kunne godt lide at optræde i skolekomedier og den slags. Men jeg vil ikke sige, at jeg var et knusende talent som barn. I mange år har min største kvalitet nok været glæden ved bare at stå der. Ved at tage teten på scenen.«Den 15-årige knægt rømmer sig, strækker fingre og går på scenen. Afslutningsdag i 9. klasse. Nu skal lærerværelset have besked. I vers efter vers. Ondskabsfuld satire, der gør nas. Frank Hvam ser rundt i salen. Selv lærerne griner. Ikke engang den mest sippede er forarget. Han har fejlet. Indtil da har han altid betragtet sig selv som en rebel. En, der turde gå til stregen og også et godt stykke over.»det var min egen helteagtige forestilling om mig selv.«

Han lader blikket hvile et udefinerbart sted i lokalet og roder med skeen i sin müsli.

»Jeg var rebel, men i anden række. Sagde til de andre drenge, at de skulle skrive idiot på tavlen.«

Frank voksede op med lillebror og forældre i landsbyen Ørum Sønderlyng ved Viborg. På en nedlagt landbrugsejendom med grise, høns, gæs og masser af hunde - Franks far havde en hundekennel på fritidsbasis. I midten af 80erne byggede han også en tennisbane. En stor dyr en med rødgrus efter internationale mål. Det tog et år at bygge den og var fuldstændig uhørt på de kanter dengang. Jo, familien Hvam satte pris på folk, der forargede med format. Simon Spies. Originaler.

»Humoristisk har jeg aldrig følt en særlig stor samhørighed med nogen fra min hjemegn, udover min nærmeste familie. Vi brugte meget energi på at grine af andre mennesker i byen. Som jeg husker min barndom, er det på mange måder det at grine, der samlede familien. Der var en stor begejstring for komiske serier, comedy-programmer og den slags.«

Frank havde det bedst i selskab med andre. Samvær gav mening. At nørkle med modelskibe eller sæbekassebiler alene var ikke engang tidsfordrivet værd.

»Jeg var hæslig til elektronik. Hvor de andre kunne få 12 seriebundne pærer til at lyse, havde jeg én pære, der gik i stykker. Og jeg var helt ligeglad. Det lykkedes mig på et tidspunkt at lave en kobberplade med seks pærer, der kunne blinke. Så fik jeg den med hjem, startede den og så de her pærer gøre sådan; wuit wuit.«

Frank bevæger hænderne to gange for to blink.

»Så slukkede jeg den og tændte den aldrig igen. Det sagde mig intet overhovedet. Jeg fandt helt klart ingen interesse i noget af det, man gik og lavede dengang. Undtagen dyrene selvfølgelig. Jeg dresserede hund lige som min far. Men det var egentlig mere fordi, jeg synes det var hyggeligt bare at være sammen med dyr. Som en anden Snehvide.«Dalmatineren piver utilpas. Tripper forsigtigt på det blanke bord. Frank kan se, hvordan den store hund krymper sig, imens han trækker plastikhandskerne på. Fingrene skal ind og klemme analkirtler ud. Han ser dyret an. Niks. Smider handskerne og beder en anden tage over. Der er noget andet, han skal prøve af først.man kunne næsten få det indtryk, at dansk stand up's vugge stod på Landbohøjskolen. For det var mens Frank Hvam læste til dyrlæge, at han stødte på en anden studerende ved navn Jan Gintberg, som tog ham med ind på DINs Café og optræde. Frank Hvam var solgt med det samme.

Fire år på dyrlægestudiet blev det til, før Frank gav sin sjove side forsøget på fuld tid. Det var ikke en lidelse at gå på Landbohøjskolen, Frank kunne jo godt lide dyr. Han var fra landet.

Efter det fjerde år tog han et års orlov. Det gjorde de fleste. Tog på højskole med teaterlinje og begyndte at lave stand up. Vendte tilbage til skolen. Til den dag nogle få uger efter, hvor den syge dalmatiner stod og rystede foran ham på bordet.

»Der sker så meget i løbet af den orlov, som jeg synes er utroligt morsomt. Jeg havde fuldstændig mistet fokus på studiet. Så jeg gik den dag og har faktisk ikke været der siden. Men jeg meldte mig ikke ud på papiret før tre år senere. Jeg holdt hele tiden bagdøren åben.«

Han smiler lusket.

»Det må I aldrig gøre derude! Aldrig stoppe op og kigge jer rundt. Det er skyklapperne på og så fremad, fremad, fremad! Det giver så mange spekulationer at se sig omkring.«

Forældrene ramte ikke just loftet i begejstring. Og Frank forstår dem. Comedy er jo ikke ligefrem dyrlæge med fast månedlig hyre.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at modstanden gør, at man arbejder hårdere. Jeg fik ikke nogen opbakning - men så har man bare endnu mere at bevise og endnu stærkere kraft frem.«

Hvad lavede du, da du var stoppet på skolen? Jeg synes, jeg husker dig fra noget skjult kamera med kendte på TV3?

»Yes! Det er rigtigt, der havde jeg min skærmdebut. Utrolig stærkt. Da jeg startede med stand up, kunne jeg selvfølgelig ikke leve af det. Så jeg fik job på TV3 som caster på »Rent Fup«. Der var intet komisk over det job. Men hver gang en kendt dansker skulle fuppes, skulle der bruges mellem to og ti skuespillere. Og der hyrede jeg bare mig selv.«

Siden skrev Frank jokes til Mette Lisby, der var vært på »Ugen der gak« på TV2. Efter et års tid følte han sig flyvemoden til selv at levere pointerne som vært på TV. Han sprang ud som hjemmevideo-vært, igen på TV3. Mildt sagt uden stor succes.

»Det viste sig, at det var nogle meget, meget lange vinger jeg havde fået. Helt uden fjer. Så når jeg slog med dem, kradsede jeg folk i ansigtet og lettede mig ikke én centimeter fra jorden.«

Han ryster på hovedet og griner af programmerne, hvor Frank blandt andet gav den som brasiliansk hjemmevideovært med paryk og accent.

»Ja, det var stærkt. Jeg kan huske, at Casper Christensen ringede inden programmerne blev sendt og spurgte, om jeg ville være med i »Casper og Mandrilaftalen«. Det sagde jeg ja til. Vi kendte ikke hinanden, havde bare hilst en enkelt gang. Ugen efter blev de første hjemmevideo-programmer vist på TV. Det var simpelthen så hæsligt, at jeg er sikker på at Casper sad og tænkte »nej, nej, nej, har jeg virkelig lavet en aftale med ham?« Han sagde da også senere, at han var rystet over hvor dårligt det var.« mandrilaftalen var til gengæld den helt rigtige hylde. Stilen lå lige til Hvams højreben. F.eks. som den lydløse mimer, Lars Krimi, der konstant kiksede og brød sammen: »Det sker bare ik', det her, Lars Krimi. Det sker bare ik'!« Og Hjortshøjs Broder Salsa, der i en talentkonkurrence foldede store statsledere i tæpper. Præmien? En hat af mug.

»Det var Caspers vision og genistreg at sætte scenen for utroligt mange af de ideer, man ikke kan komme af med andre steder. En legeplads, hvor alt kan ske. Hvor man kunne gå over på grøn scene og sige: Nu er vi i Brasilien, og jeg er atomfysiker. Og så var det rigtigt, der var ikke noget at rafle om.«

Mandrillens univers blev en succes. Ikke en folkelig succes, der satte seerrekorder, på gode dage fulgte godt 50.000 seere showet. Men både kult, anmeldersucces og siden salgssucces på DVD.

De fire mandriller (Christensen, Hvam, Hjortshøj og Rimmer) besluttede derfor at prøve kræfter med karakterarbejde i længere fiktive forløb. Det blev til ideen om en sitcom, som Casper Christensen og Frank Hvam arbejdede videre med. Og efter en famlende start er »Langt fra Las Vegas« i dag anerkendt som den første sjove danske komedieserie.

»Det startede utroligt amatøristisk, for der var mange ting, vi ikke vidste noget om. Men vi blev væsentligt klogere gennem de første afsnit. Det er et håndværk, man skal lære. Det var også min forklaring til min familie, når de sagde »Frank, hvad er det, du render og laver?« Jamen, lige nu lærer jeg at skrive længere dramatiske forløb, far. Det er en slags håndværk! Lidt lige som dyrlæge. Det kunne han ikke helt forholde sig til. Men jeg tror, det er fint nok nu. Selv om det ikke er en SU-berettiget uddannelse, vi har haft gang i med det sitcom-halløj.«franks rolle som den velfriserede og utrendy sportsjournalist Kenny Nickelmann var i »Langt fra Las Vegas'« første sæson ikke så lidt smartere. Med sort strithår og kække bemærkninger. Med anden sæsons totalrenorvering af seriens univers, røg smarte Kenny-vokshår ud til fordel for kiksede Kenny-smørhår.

Har du det bedst med at spille kiksede, skæve typer?

»Jeg har helt klart nemmere ved det. Jeg er jo ikke så... Altså kun for dem, der kender mig virkelig godt, er jeg førsteelsker,« svarer han med rynket pande, mens han peger demonstrativt på sig selv.

»Og så er det enormt sjovt at skildre folk i frit fald. Folk, der er fuldstændigt på skideren, men alligevel forsøger at opretholde en facade. Alle kender angsten for at blive afsløret. Måske fordi man er kommet lidt heldigere til noget, end man egentlig fortjener. De der dage, hvor man har anbragt sig i en utroligt sårbar situation. Hvor der ingenting skal til, før man bliver afsløret. Det er utrolig angstfyldt. Og meget morsomt.«

Øjnene kniber lidt sammen, mens han tænker.

»Hele Danmark lå flad af grin, da Prins Henrik trådte frem og sagde, at han var vred over at være nummer tre. Det samlede nationen mere end noget siden EM i fodbold i 1992. Det er jo en mand, der er så højt oppe. Som i det øjeblik, han afslører sine forfængelighedsproblemer over ikke at være nummer to, styrter kilometer ned. Det fald er uafrysteligt morsomt. Og det skal han da have tak for, Prins Henrik. At han i den grad samlede nationen.«

Frank Hvam smiler underspillet og knaser de sidste rester af müsli.

Kræver det en erkendelse af sine egne svagheder at skildre personer i frit fald?

»Det er ikke en højere videnskab. Men det kræver da, at man vedkender sig, at man som menneske ind imellem er fuldstændigt på skideren uden at gå i panik over det. At man finder morskab i sine egne svagheder. Jeg lever helt klart af, at erkende min egen usikkerhed og utilstrækkelighed.«

Hvor ved du, at du har svagheder?

»Der er altid i forhold til det andet køn. Der er uendelige ressourcer at trække på! Og i det, at man hver gang, man møder nye mennesker, er nødt til at opretholde en hvis facade. Man er nødt til at pakke sin åndssvage side ned, hvis man vil tages seriøst.

siger han og smiler snedigt.Lad os tage et lidt ulækkert eksempel. Mig bekendt er onani ret udbredt. Og der er da ikke noget mere komisk end onani. Det er jo virkelig, virkelig dumt. At tilfredsstille sig selv helt alene. Og så en halv time senere sidde til et meget seriøst møde, hvor folk skal tage en seriøst. Når man tænker på, at man for lidt siden har ligget i en fuldstændig idiotisk stilling og småstønnet, bare med sig selv. Vi ved godt alle sammen, når vi kigger rundt ved mødebordet, at halvdelen af fyrene har wanket den dag. Og at pigerne, der sidder og stråler, har grædt på badevægten eller haft et hysterisk anfald af mindreværd ved morgenbordet. Folk kan have haft meget pinagtige øjeblikke, før vi sidder der og foregiver at være mennesker i fuld kontrol. Det er da bare meget sjovt. Der er noget sjovt i at sige det højt.«

Han suger de sidste dråber appelsinjuice op, så sugerøret siger den gode børnefødselsdagslyd. de absolut sidste afsnit af »Langt fra Las Vegas« bliver sendt til efteråret på TV2 Zulu. 53 er det blevet til i alt til den tid. Men det betyder ikke, at vi har set det sidste Hvam & Christensen påfund. Frank vil ikke afsløre hvad og hvordan, men »der er planer«.

»Casper og jeg laver helt sikkert noget igen. Vi har et fint samarbejde og er også gået fra at være arbejdskolleger til at være gode venner.«

Måske bliver det en spillefilm. Frank Hvam har allerede ageret psykotisk madopstillings-fotograf i et filmskoleprojekt af Anders Morgenthaler. Et projekt, der ikke er lavet til en færdig film.

»Nogle af mine store idoler er fra film, Peter Sellers for eksempel. Så jeg kunne godt tænke mig at lave en spillefilm på et tidspunkt, hvor jeg spiller en komisk rolle. Det skal jeg nok komme til. Vi har jo fundet ud af, at hvis ingen hyrer en, så skriver man bare noget selv. Ikke at vi er de første, der opdager det, Erik Clausen har da vidst det i mange år. Det er sådan, han får en hovedrolle. Så det kan vi andre også gøre! For mig er det vigtigt at sætte spor undervejs. Ind imellem smør-på-brødet-arbejdet skal man lave noget ypperligt. Ellers bliver det meningsløst. Så bliver man en lidt ufarlig, ligegyldig klovn. Man skal være en vigtig klovn.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.