På folkemødet 2016 oplevede den højrenationale blogger Kim Møller fra Uriasposten og dennes kæreste, DF-politiker Pernille Bendixen, at en fotograf med forbindelser til det såkaldte researchkollektiv REDOX, Rasmus Preston, tog billeder af dem.

Preston har tidligere været talsmand for Projekt ANTIFA, der fungerer som talerør for Antifascistisk Aktion (AFA). Han deltog på folkemødet med sin arbejdsgiver, den licensbetalte Radio 24syv, hvor han arbejdede som fotograf. En besynderlig dobbeltrolle. Og desværre ikke det eneste eksempel. Det er tværtimod påfaldende, hvordan der tilsyneladende ikke er noget modsætningsforhold mellem at have været eller være aktiv i et venstreekstremistisk miljø og så pleje karriere i medie-Danmark.

For den udenforstående er der nok behov for en kort introduktion. REDOX er tilmeldt pressenævnet som medie og ifølge sin egen hjemmeside »en venstreorienteret, antifascistisk researchgruppe«. REDOX »graver i den yderste højrefløjs aktiviteter og strukturer, og derefter publicerer vi vores resultater«. På deres hjemmeside kan man eksempelvis se billeder af talsmænd og aktivister fra den antimuslimske bevægelse »For Frihed«.

Researchkollektivet blev kendt i offentligheden i 2013, da tre medlemmer fik en dom på 60 dages betinget fængsel for besiddelse af »ikke-offentligt tilgængelige oplysninger« i den såkaldte hackersag. Selv om de hævder ikke at benytte sig af vold, blev et REDOX-medlem dømt for medvirken til et groft overfald. Den dømte skriver i dag for Information som freelance-journalist om blandt andet ulovlig overvågning.

AFA blev ifølge egen mytologi oprettet efter mordet på socialisten Henrik Christensen i 1992 i den såkaldte Søllerødgade-bombesag, der aldrig blev opklaret. Bevægelsen har siden, under eufemismen »militans«, udøvet vold mod højreekstremister. De fleste af AFA’s ofre er selv slagsbrødre eller i hvert fald usympatiske. Det er for eksempel svært at have medlidenhed med medlemmer af Danskernes Parti, hvis formand Daniel Carlsen har optrådt i militæruniform med hagekorsfaner, og som efter eget udsagn »har mit første jøde-drab ... til gode«.

AFA opfordrer ikke direkte til vold, men man kan på deres Facebook-side følge med i, hvor »For Frihed«-aktivisterne går hen efter demonstrationen. Eftersom AFA har en erklæret politik om ikke at indgå i dialog med højrefløjen, kan man jo fundere over, hvad de informationer skal bruges til.

En større retssag mod REDOX om hacking af 6.000 personer faldt fra hinanden, men efter eget udsagn fortrød en af de ledende REDOX-aktivister ikke brugen af ulovlige oplysninger. Hackersagen afslørede en forbindelse mellem REDOX og AFA. Symptomatisk nok for forbindelsen mellem AFA og REDOX kom politiet på sporet af REDOX’ overvågning, da man efterforskede et voldeligt overfald udført af et AFA-medlem.

Relationen mellem grupperinger som AFA og REDOX, der begge er ekstremt hemmelighedsfulde og lukkede foretagender, kunne for udefrakommende ligne en arbejdsdeling, hvor REDOX, bevæbnet med pressekort, kameraer og (i hvert fald tidligere) computerhacking, indsamler oplysninger om politiske modstandere, der så efterfølgende bliver overfaldet eller chikaneret. Der er i hvert fald som minimum tale om pudsige sammenfald. En højreekstrem grønthandler fra Amager, advokaten og islamkritikeren Rasmus Paludan og fotograf Eyvind Dekaa har eksempelvis alle det til fælles, at de er blevet udsat for overfald eller hærværk efter at være kommet i søgelyset hos REDOX. Er det tilfældigheder? Er der en sammenhæng? Og hvor er journalisterne, der undersøger det for os? Er man nysgerrig, er man henvist til suspekte og ofte utroværdige højreorienterede blogs for at blive klogere. Det er ingen tjent med.

Flere tidligere AFA-medlemmer har i dag karrierer i mediebranchen, og flere medier har tidligere brugt REDOX som kilde. Det er ikke det eneste eksempel. I mange år har medierne flittigt brugt sociolog og ekstern lektor René Karpantschof som ekspert i radikalisering, skønt han selv har befundet sig på den yderste venstrefløj, har en fortid som voldsparat BZ-aktivist og fortsat har været aktiv og plejet netværk i aktivistkredse, mens han har optrådt som ekspert. Så sent som i denne måned brugte P1 ham til at forklare urolighederne omkring Ungdomshuset. Kunne man forestille sig en tidligere ekstremist fra White Pride i Aarhus, der beskrev sig selv som »meget højreorienteret« og deltog i højreradikale aktivistmøder, blive brugt på den måde i medierne?

Her ved jeg godt, at man kan blive provokeret af, at jeg inddrager aktivisters ansættelsesforhold. Jeg har ikke noget behov for, at deres arbejdsgivere tager disciplinære tiltag. Tanken om at ramme nogen på deres levebrød på grund af deres politiske holdninger er mig inderligt imod. Det er netop en af fremgangsmåderne i det venstreradikale miljø. Men man kan undres over, hvor let det er at bevæge sig fra den ene kreds til den anden, fra ekstremist til ekspert eller journalist, og hvor uinteresseret medierne samtidig er i at undersøge miljøerne. Selv i jihadist-cirkler har vi afhoppere, der i dag fortæller deres historie. Men hvor er antifascisternes Ahmed Akkari? Og hvor er mediernes jagt på at finde ham? Man fornemmer en udbredt ligegyldighed.

I disse dage kører DR en dokumentarserie, »Frihed, lighed & tømmerlus«, der kun kan beskrives som en hyldest til det Nørrebro-baserede håndværkerfirma Logik & co. Men hvad med det mangeårige personsammenfald mellem selv samme firmas ledelse og AFA? Hvorfor undersøges dette ikke af DR? Hvorfor fremstilles firmaets daglige leder Balder Johansen så ukritisk, når hans tidligere engagement og centrale rolle i det voldsudøvende AFA er beskrevet i Peter Øvig Knudsens seneste bog om BZ (og i øvrigt alment kendt blandt aktivister på Nørrebro)?

Igen, kunne man forestille sig en lignende heroiserende dokumentarserie på DR om et firma, hvis daglige leder har været engageret i en voldelig, højreekstrem bevægelse?

Jeg mener, at det er i offentlighedens interesse at få oplyst, hvorvidt venstreekstremister driver en privat efterretningstjeneste med forbindelser til voldelige hooligans. Og om personer, der optræder i medierne, eksempelvis som helteskikkelser i DRs dokumentarer, eller som uvildige eksperter i radikalisering, har haft tætte relationer til disse kredse.

Medierne bør tage sig sammen og behandle den ekstreme venstrefløj lige så kritisk, som de ville behandle den ekstreme højrefløj eller ekstreme islamister.

Den antimuslimske organisation »For Frihed« (tidligere Pegida) har igennem de sidste par år afholdt en række mindre optog i København. Alligevel har politiet alene i 2015 brugt 22.359 arbejdstimer, udover det daglige beredskab, på at opretholde ro og orden. »For Frihed« består mestendels af forskræmte folkepensionister, der tror, det er muslimernes skyld, at der ikke er julepynt på Nørrebro. Muligvis dumt, men ikke kriminelt. De vindjakke-bærende og primært midaldrende islamkritikere laver sjældent ballade. Det gør til gengæld den større gruppe sortklædte og særdeles voldsberedte unge mænd, der uden politiets mellemkomst havde tævet dem fra sans og samling. Disse samles til moddemonstrationer, hver gang »For Frihed« bevæger sig rundt i Københavns gader.

Volden går entydigt den ene vej. Ifølge politiet er det næsten uden undtagelse moddemonstranterne, der skaber problemerne. Alligevel udviser medierne en slående mangel på interesse i at optrevle det miljø, hvorfra volden udspringer.

Det er et mindretal blandt moddemonstranterne, der griber til korporligheder. Men det er tydeligt, hvordan de voldelige unge mænd uden problemer kan gå ind og ud af den større fredelige moddemonstration, uden at nogen antaster dem eller problematiserer deres tilstedeværelse.

Vi ved ikke, hvem det er blandt demonstranterne, der udøver volden. Det venstreradikale miljø benytter en række frontorganisationer og initiativer som »NoPegida DK« og »Her er oprøret« til at organisere moddemonstrationerne. Metoden kendes fra selskabstømmere og momskarruseller og andre foretagender, hvor bagmændene ikke vil stå frem. Men man kender deres strategi fra AFA. Og deres relationer til No Pegida er da også tydelige. Man finder AFAs kontaktoplysninger på flere billeder på NoPegidas facebook-side. Om medlemmer af AFA overfalder demonstranter, er umuligt at konkludere. Men overlappet mellem bevægelserne er tydelige.

Miljøet, hvorfra REDOX og AFA udgår, står ikke til regnskab for nogen. Der sidder ingen uvildige personer og instanser og holder opsyn. Hvis man er utilfreds med deres gerninger, er der intet sted at klage eller en generalforsamling at dukke op til. De sidder i lukkede kælderlokaler og agerer både dommer og jury. På gaden er de bødler. De kæmper for en hellig sag i en hellig krig og med en fanatisme, der retfærdiggør, at man tager voldelige midler i brug. Målet helliger midlet. Det er arven fra Weimar-republikkens sekteriske gadekampe, de opretholder. Der er kun pressen til at skabe gennemsigtighed i deres affærer. Men hvor er den?

Niels Jespersen er cand.mag. i historie.