Klik og se annoncen

Af Mette Juhlmny@sondagsavisen.dk

Julekalender: Når TV2's julekalender "Tvillingerne og Julemanden" starter på søndag den 1. december vil det betyde en kæmpe omvæltning for de medvirkende. En af dem er 19-årige Alex Høgh Andersen, der i december vil blive landskendt som tvillingernes storebror William.

"Man prøver at forberede sig på "cirkusset", men man bliver altid overrasket," siger den beskedne og yderst sympatiske unge mand.

"Jeg glæder mig, men det er jo også lidt absurd - jeg er jo bare lille Alex fra Skælskør," smiler han.

Det er ikke utænkeligt, at den unge Alex Høgh vil tænde ild i mange unge pigehjerter. Han smågriner ved snakken og håber bestemt ikke han får Justin Bieber-status, men glæder sig til at møde sine fans.

At spille skuespil er langt fra nyt for den nu 19-årige Alex Høgh fra Skælskør. Siden han var seks år har han stået på scenen forskellige steder, bl.a. en årrække via Eventyrteatret i København og på Borreby Teater, hvor han spillede Jim i "Skatteøen".

Næste år kan han lokalt ses som Rolf i "Sound of Music" på Borreby Teater i Skælskør og til august som D'Artagnan i "De tre musketerer", når forestillingen rammer Fæstningen i Korsør.

"Skuespiller, det er mig. Jeg skal ikke lave andet resten af livet," siger Alex Høgh, der sender en stor tak til sine forældre, der seks år i træk har kørt ham frem og tilbage til København for at give ham mulighed for at dyrke sin store interesse og kunne dygtiggøre sig.

"Jeg står i livslang gæld til mine forældre," griner Alex Høgh.

En vanvittig oplevelse

Produktionen af "Tvillingerne og Julemanden" har krævet en ekstraordinær indsats af den unge skuespiller.

Optagelserne har stået på fra januar til start juni i Aalborg, så Alex Høgh har pendlet først til Slagelse, herfra med tog til Kastrup og videre med fly til Aalborg samt retur. I samme periode har han passet sine studier.

"Det kræver en skarp prioritering, men det har været en vanvittig oplevelse. Jeg har glædet mig til at komme på arbejde hver gang," siger Alex Høgh, der har nydt hvert sekund og har suget en masse erfaring og viden til sig indenfor filmproduktion.

Nu venter han spændt på resultatet. Da vi talte med ham, havde han selv kun set de første tre afsnit, og er lige så spændt på at se hele julekalenderen, som seerne forhåbentlig er.

Humor, uhygge og spænding

"Tvillingerne og Julemanden" byder på alt det, som en familiejulekalender skal - humor, en god fortælling, uhygge og spænding.

Julemanden Nicolas er taget til Aalborg for at starte juleforberedelserne med sin kone, Julie. Men let går det ikke. I en gyde møder han den mystiske Dr. Schwartz, og det bliver starten på kampen om lysets sten. Heldigvis er tvillingerne Signe og Peter klar til at hjælpe Nicolas.

Se med på TV2 fra på søndag den 1. december kl. 20.00.