Ny professor i arkæologi

Afdelingsleder Mads Kähler Holst er udnævnt til professor

Afdelingsleder på Antikvarisk Afdeling på Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst, er blevet udnævnt til professor MSO - med særlige opgaver -  i arkæologi ved Aarhus Universitet.

Professoratet er inden for arkæologisk metode og løber fra 2014 og fem år frem. I den periode skal den nyudnævnte professor blandt andet arbejde med nye arkæologiske metoder.

”De seneste år har arkæologien forandret sig afgørende. Nye digitale teknikker har ændret den arkæologiske udgravning, en række naturvidenskabelige metoder har givet adgang til helt nye sider af fortiden, og udgravninger bliver gennemført mere systematisk forud for selve byggearbejdet, så vi får et mere sammenhængende billede af fortidens landskab og bebyggelse,” fortæller Mads Kähler Holst, der de kommende år således skal arbejde med de nye muligheder, udvikle metoder og redskaber samt kigge på, hvordan arkæologiens arbejdsmåder tilpasses hertil.

Desuden skal han som professor have fokus på samspillet mellem museer og universiteter. Og helt konkret udvikle forbindelsen mellem Aarhus Universitet og Moesgaard Museum.

Mads Kähler Holst er ph.d. fra Aarhus Universitet og er ud over universitetstilknytningen også leder af arkæologien på Moesgaard Museum. Han har i de seneste år haft ansvaret for en række af landets største arkæologiske forskningsudgravninger, herunder undersøgelserne af Jelling i samarbejde med Nationalmuseet og Vejle Museum og de opsigtsvækkende fund af en ofret jernalderhær i Alken Enge. Sidstnævnte i samarbejde med Skanderborg Museum og Moesgård Museum.