Henny Tscherning (1853 - 1932)
Tscherning, Henriette (Henny)

1853-1932, sygeplejerske, fagforeningsformand.

*5.3.1853 i Kbh., †6.8.1932 smst.

Forældre: postinspektør Theodor Schultz (1822-83) og Anna Margrethe Ipsen (1833-1903).

~7.8.1886 med professor ◊Eilert Adam T., *5.5.1851 i Kbh., †4.5.1919 smst., s. af minister ◊Anton Frederik T. og Eleonora Christine Lützow (maler ◊•Eleonora Tscherning). Ægteskabet opløst 1909.

Børn: Ellen Meggy (1887), Anton Frederik (1888), Karen (1890), Gudrun (1893). Plejebørn: Eilert Andreas Frederik (1885).

Som datter af postinspektør Theodor Schultz voksede HT op i et velstillet kbh.sk embedsmandshjem, hvor sønnerne fik gode uddannelser og gjorde karriere inden for det civile eller militære embedsmandsværk, mens døtrene blev oplært til at forestå en husholdning. HT, der var den ældste af de ti børn, brød imidlertid med traditionerne. Hun lod sig drage af de strømninger i tiden, der talte for større selvstændighed for kvinder og for kvinders ret til selverhverv og karriere, også selvom det ikke var en økonomisk nødvendighed. Som 24-årig forlod hun derfor hjemmet for at uddanne sig til sygeplejerske. Det var et usædvanligt valg, for sygeplejefaget og dets udøvere var dengang ringeagtet og havde lav social status. Tjenestepigerne i HTs eget hjem var bedre stillede. Alligevel fastholdt hun sit valg trods modstand fra familie og omgangskreds. Sygeplejen blev et livslangt engagement, og hun blev den af søskendeflokken, der kom til at sætte sig de tydeligste spor i historien.

På Kommunehospitalet havde man i 1876 etableret en uddannelse i sygepleje. Der var ikke tale om en ensartet uddannelse. Der var ingen krav til, hvor lang tid den skulle vare, eller hvad der skulle læres. Det afhang af, hvilken afdeling eleven kom på, og hvornår der blev ledige stillinger. I 1878 startede HT som sygeplejeelev på en medicinsk afdeling under overlæge ◊Andreas Brünniche og plejemoder Margrethe Bahnson. Som sygeplejerske skulle hun ikke blot arbejde, men også bo på hospitalet, der de næste otte år blev hendes hjem.

Hun avancerede hurtigt til assistent, og efter knap et år blev hun udnævnt til ledende sygeplejerske, plejemoder, på en kirurgisk afdeling under overlæge ◊Valdemar Holmer. Det var en for den tid moderne afdeling, hvor den listerske karbolantiseptik blev anvendt. Den gik ud på, at alt blev oversprøjtet med karbolsyre for at holde det sterilt under en operation. Sterilisering ved hjælp af varme var endnu ikke almindeligt, og HT var den første, der forsøgsvis kogte de kirurgiske instrumenter inden en operation. Hun havde blik for, at hygiejne var afgørende for, om en operationspatient overlevede eller ej, og oplæring i hygiejne fik en væsentlig plads i uddannelsen af sygeplejeeleverne på hendes afdeling. Som plejemoder havde hun ansvaret for elevuddannelsen på en kirurgisk afdeling, og dermed var hun med til at grundlægge normer og procedurer for kirurgisk sygepleje.

Allerede på et tidligt tidspunkt begyndte HT at arbejde for en ensartet uddannelse, og efter en studierejse i 1883 til St. Thomas’ Hospital i London forsøgte hun at vinde gehør for Florence Nightingales uddannelsesmodel med både teoretisk og praktisk undervisning og afsluttende eksamen. Samtidig blev hun overbevist om, at sygeplejerskerne selv burde lede sygeplejen ligesom i den engelske model. Hun havde dog ikke held til at ændre væsentligt på de bestående forhold, før hun i 1886 opgav karrieren og giftede sig med kirurgen E.A. T. Det var på den tid utænkeligt, at hun fortsatte som sygeplejerske. Men hun havde allerede bidraget til at påvise, at lægen i sit arbejde var afhængig af sygeplejerskernes indsats, af deres faglige kvalifikationer og menneskelige egenskaber. Derved blev der sat fokus på uddannelse og dygtiggørelse, og sygeplejerskerne blev synlige som en uundværlig gruppe i sundhedssektoren. Samtidig var hun med til at grundlægge sygeplejerskernes faglige og etiske fundament. I en årrække levede HT et traditionelt kvindeliv med mand og efterhånden fire børn samt et plejebarn, men i det lange løb kunne hun ikke helt slippe sit fag. Hun udgav 1891 Om spæde Børns kunstige Ernæring efter den Soxhletske Metode, og da hun i 1899 blev opfordret til at stille op som formandskandidat i det nyligt stiftede Dansk Sygeplejeråd (DSR), tog hun udfordringen op, og på foreningens første generalforsamling blev hun valgt som formand.

Dermed tog HTs liv en ny drejning, og hun blev en offentlig person. Hun blev fagpolitiker på et tidspunkt, hvor kvinder ikke havde politisk stemmeret eller juridisk selvbestemmelse. Derfor var det vanskeligt at vinde gehør hos myndighederne. De var vant til udelukkende at forhandle sygeplejesager med lægerne, men det blev der ændret på i løbet af de 27 år, HT stod i spidsen for DSR. Hun trådte til i en situation, hvor den nye forening var i splid med sig selv og med ◊•formanden Charlotte Norrie, men HT formåede at forlige de stridende parter og flytte fokus fra personer til sagen: at samle sygeplejerskerne og forbedre deres arbejds- og levevilkår. Som formand fik hun indflydelse på, hvilke emner der skulle på den politiske dagsorden, og hun genoptog arbejdet med at forandre de forhold, det ikke var lykkedes hende at ændre som plejemoder. Uddannelse var et vigtigt område, og selvom der var sket forbedringer, siden hun forlod tjenesten, var det langtfra nok, og der var store forskelle fra det ene hospital til det andet. Tre års systematisk uddannelse af alle sygeplejersker med undervisning i praktik og teori og turnusordning rundt på forskellige afdelinger blev af DSR opstillet som idealet, og man ønskede uddannelsen afsluttet med en statskontrolleret prøve som grundlag for en egentlig autorisation. Sygeplejerådet skubbede på udviklingen ved fra starten at gøre tre års uddannelse til et optagelseskriterium.

For HT var dygtiggørelse og faglig udvikling nøglebegreber, på medlemsmøder blev der holdt foredrag om sygeplejefaglige emner, og Tidsskrift for Sygepleje, som DSR begyndte at udgive i 1901, bragte sygeplejefaglige artikler. I 1902 blev de første kurser om diætmad afholdt, og i 1921 arrangerede DSR det første efteruddannelseskursus for ledende sygeplejersker. Således var sygeplejerskerne med til gennem deres forening at lægge pres på myndighederne ved hele tiden at forbedre det faglige niveau. I 1926 udgav DSR Lærebog og Haandbog i Sygepleje, redigeret bl.a. af ◊•Charlotte Munck, der året efter afløste HT som formand. Dermed havde man brudt lægernes hidtidige monopol på at afgøre, hvad sygeplejeeleverne skulle undervises i. HT havde som elev følt behovet for at få at vide, hvorfor og ikke kun hvordan en given behandling skulle gives, og hun oplevede at se sin kamp for indflydelse på sygeplejerskeuddannelsen og dens faglige indhold vundet, mens autorisation og statseksamen først blev gennemført 1933, et år efter hendes død.

I begyndelsen gik DSR ikke ind i direkte lønforhandlinger. I stedet gjorde HT sig til talsmand for at etablere forskellige foranstaltninger til at afhjælpe krisesituationer. Således oprettede man en sygekasse i 1901, en begravelseskasse i 1905, og året før åbnede et rekreationshjem. I 1912 stiftedes en alderdomskasse og i 1919 en pensionsfond. Det var desuden vigtigt for HT at sikre sygeplejerskernes alderdom, for de stod ofte i en meget dårlig situation, når de forlod deres arbejde, da de samtidig mistede deres hjem. Derfor tog hun i 1920 initiativ til opførelse af et hus med gode, billige boliger til sygeplejersker, og i 1930 nedlagde hun grundstenen til Sygeplejerskernes Hus, som hun selv nåede at flytte ind i kort før sin død. HT agiterede for sygeplejerskernes organisering og sammenhold og forsøgte at indgyde dem sin egen fagbevidsthed, da hun mente, at kun ved at stå sammen kunne sygeplejerskerne vinde deres faglige kampe og derved opnå anerkendelse. Da hun trak sig tilbage fra formandsposten, kunne hun glæde sig over en høj medlemsprocent. Det faglige sammenhold rakte ud over landets grænser gennem medlemskab af International Council of Nurses, som HT var formand for fra 1915 til 1922, og Sygeplejerskers Samarbejde i Norden, som HT var medstifter af i 1920.

Både hjemme og i udlandet vandt HT respekt om sin person og sit arbejde. Hun blev karakteriseret som igangsætteren, og hun var udholdende, når hun arbejdede for en sag. Hun var en dygtig organisator og efterlod sig en velfungerende organisation, da hun trak sig tilbage i 1927. Forinden havde hun fået samfundets anerkendelse, da hun i 1918 blev tildelt Fortjenstmedaljen i guld, og mange år senere i 1993, da det første danske, sponsorerede forskningsprofessorat i klinisk sygepleje blev oprettet, hyldede sygeplejerskerne deres gamle formand ved at kalde det Fru Tschernings Professorat.

Mal. fra 1923 af Niels V. Dorph i DSR. Foto i KB.

Esther Petersen: Sygeplejesagens pioner, 1998.

DSRs arkiv i Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Esther Petersen