Log ind

André Rømer klar for OB

Nyt fra OB |4. januar 2018 |
Andre Rømer

OB har sikret sig tilgang af den 24-årige André Rømer, der kommer til OB fra FC Midtjylland. Her har OB købt forsvars- og midtbanespilleren, der har underskrevet en 3,5-årig kontrakt med udløb 30.06.2021.

André Rømer fik sin fodboldopdragelse i Køge, hvorfra han skiftede til FC Midtjylland allerede som 15-årig. Her har han først som ungdomsspiller og siden som senior gjort sig bemærket som både forsvarer, back og midtbanespiller, og efter en periode med begrænset spilletid har han søgt nyt udfordringer. Dem har han fundet i OB, og det glæder sportsdirektør Jesper Hansen.

- André Rømer er en spændende spiller, som vi glæder os til at have i OB i de kommende sæsoner. Han er stadig en relativt ung spiller, men har samtidig en del erfaring fra Midtjylland, hvor han både har vundet et mesterskab, spillet europæisk og optrådt i flere end 100 kampe i superligaen. Desuden kan han dække flere positioner, så selvom han primært er hentet som central midtbanespiller, så er han med til at sikre, at truppen er bedre garderet, hvis der opstår skader eller karantæner i forsvaret, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

OB’s cheftræner Kent Nielsen ser frem til tilgangen af André Rømer.

- Vi får en spiller, som har mange forskellige kompetencer, og dem har vi set komme til udtryk i FC Midtjylland på mange forskellige positioner. Der ingen tvivl om, at vi primært ser André som central midtbanespiller, og vi tror på, at vi i fællesskab kan løfte hans niveau ved at holde fast i ham i samme position mest muligt. Selvfølgelig er det et plus, at han kan dække andre pladser, hvis der bliver behov for det, og det har han bevist, at han formår. Men vi ser ham som en løbestærk og klog midtbanespiller med en god aggressiv tilgang til spillet, og det glæder vi os til at få gavn af, siger Kent Nielsen.

André Rømer glæder sig til at møde sine nye holdkammerater for første gang.

- Det er et stort skifte for mig, og det er en mulighed, jeg ikke har kunnet sige nej til. Der har været en periode, hvor jeg ikke har fået så meget spilletid i FC Midtjylland, så da jeg hørte om interessen fra OB, var jeg hurtig til at slå til. OB er en stor klub, der ikke har haft resultaterne med sig i de seneste år, men jeg håber at bidrage til, at vi kommer tilbage i toppen af dansk fodbold, og med en top 6 placering nu i foråret. Jeg har haft en god tid i Midtjylland, og det er klart, at man ikke er ni år i samme klub, hvis man ikke føler sig godt tilpas. Men tiden er inde for mig til, at jeg skal prøve noget nyt, og med mit første klubskifte siden jeg var 15 år gammel, ser jeg frem til en spændende tid, siger André Rømer.

Fredag morgen kl. 9 er André Rømer første gang på træningsbanen i Ådalen. Det sker i trøje nummer 8.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd