Ny kontrakt til Magnus Kaastrup

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 28. marts 2018, kl. 10:35

Magnus Kaastrup har tegnet en ny kontrakt med AGF. Nu kommer det unge talent på fuldtid i klubben frem til udgangen af 2020.

Netop hjemvendt fra to succesfulde U18-landskampe har Magnus Kaastrup fået endnu mere at glæde sig over. Han har således netop underskrevet en ny aftale med AGF, der gør ham til fuldtidsspiller i klubben.

Indtil nu har Magnus Kaastrup spillet i AGF på en såkaldt ungdomskontrakt, der udløb til nytår. Men den er nu skiftet ud med en "rigtig" kontrakt, der binder AGF og Kaastrup til hinanden frem til 31. december 2020.
 
Den nye aftale er indtil videre kulminationen på et godt år for den 17-årige offensivspiller, der fik debut for Alka Superligaholdet tilbage i sommeren sidste år. Siden er det blevet til spilletid i endnu flere kampe - senest kom han ind i kampen mod AaB den 18. marts hjemme i Ceres Park. 

- Magnus har været inde i en flot udvikling de seneste år og er en spiller, vi ser et rigtigt stort potentiale i. Han har nogle interessante spidskompetencer, hvor han for eksempel nok er den dygtigste en mod en spiller i sin årgang, ligesom han afslutter lige godt med begge ben, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, der også roser indstillingen hos den unge AGF'er.  

- Han elsker simpelthen at spille fodbold. Sjældent har jeg set en spiller med så stor en lyst til spillet, og som har modet til konstant at sætte sig selv på spil. Og det er vitalt, at Magnus bevarer det fokus, han har nu, for så kan han nå rigtigt langt, tilføjer Peter Christiansen.

Magnus Kaastrup kom til AGF fra SSV Fodbold (sammenslutning af samarbejdsklubberne Stilling, Solbjerg og Virring, red.) som U14-spiller i sommeren 2013. Her var han en del af talenttræningen i AGF's talentsamarbejde. Den 1. januar 2016 lavede han så sin første kontrakt med AGF i form af den ungdomskontrakt, der nu afløses af en fuldtidskontrakt. 

- Det er stort for mig, at jeg nu kan kalde mig fuldtids-fodboldspiller, og jeg er stolt og meget taknemmelig for den mulighed, AGF har givet mig og for de trænere, der gennem tiden har betydet meget for min udvikling. Nu gælder det om, at jeg skal udvikle mig endnu mere og blive endnu bedre på alle mine fokuspunkter, siger Magnus Kaastrup.  

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet