Amerikanske baser satser på grøn energi
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Amerikanske baser satser på grøn energi

Illustration: US Marine Corps

Selv om præsident Trump tidligere har kaldt klimaforandringerne for et fupnummer og havde kampen for kul på sin dagsorden i valgkampen i 2016, fortsætter det amerikanske forsvar med at opbygge uafhængige microgrids, og her satser man i stor stil på vedvarende energikilder.

Det fremgår af en rapport fra Association of Defense Communities.

Militærbaser i USA er forbundet med de lokale elnet, hvilket indebærer flere risici. De militære systemer kræver strøm. Et gammelt og ustabilt elnet kan give afbrydelser, og både ekstremt vejr og cyberangreb udgør trusler. Derfor har modstandsdygtighed for infrastrukturen, herunder elnettet, høj prioritet.

Uansvarligt, hvis ekstremt vejr rammer operationel evne

I oktober 2018 raserede orkanen Michael bl.a. Tyndall Air Force Base i Florida og ødelagde adskillige installationer. I en rapport fra det amerikanske forsvarsministerium understreges det, at forsvarets syn på klimaspørgsmål er farvet af de opgaver, man skal løse. Klimaforandringer kan påvirke de områder, hvor forsvaret skal operere.

Forsvarsstrategerne affejer ikke klimaforandringernes konsekvenser som et fupnummer fra kinesisk side.

»Det er ikke forsvarligt, hvis ekstremt vejr gør vores baser og udstyr uanvendeligt, unødigt dyrt eller unødigt mandskabskrævende,« hedder det i rapporten.

Illustration: Converge Stretegies, LLC

Mens man hidtil primært har haft dieselgeneratorer, så baserne kunne gå i ødrift, hvis der var udfald på elnettet, investerer baserne i større og større omfang i vedvarende energi.

Et eksempel er er US Marine Corps' luftbase Miramar ved San Diego. Her er diesel-, biogas- og naturgasgeneratorer blevet suppleret med et 1,2 MW solcelleanlæg og et batteri. Samlet set har man energiforsyning til at kunne operere i ø-drift i tre uger.

Usikkerhed om biogas-kvaliteten betyder, at man må tage en turbine ud i 9 procent af tiden. For at kompensere for det og sikre, at basen er fuldt operationel, vil man fra 2020 installere yderligere 3 MW batterikapacitet.

Enighed om opbygning med grøn energi

Under almindelig drift vil borgere og virksomheder i San Diego-området få fordel af basens satsninger. Basen vil indgå i de demand response-programmer, som San Diego Electric & Gas har kørende.

Basen i San Diego er blot en af flere baser, der udbygger med vedvarende energi. En af flådens baser i Gulfport, Mississippi, lejer et 445 hektar stort landområde til en solcellepark. Som en del af lejeaftalen kobles solcelleparken sammen med en række dieselgeneratorer, og under black-outs kan anlægget fungere som et microgrid for basen.

Det er virksomheden Converge, der har udarbejdet rapporten for Association of Defense Communities. Rapportens forfatter Wilson Rickerson siger til GreenTech Media, at de mange projekter viser, at robusthed og vedvarende energi ikke længere er emner, der deler vandene.

»Forsvarsministeriet udvikler projekterne, fordi der i stigende grad er trusler mod det nationale elnet, men der er samtidig enorme muligheder for, at vi kan få grøn energi, som giver værdi til mange interessenter,« siger han.

Emner : Forsvar