search

Er det forbudt at dele memes om ’Den Store Bagedyst’? Ekspert i tvivl

DR har bedt influencere fjerne memes om ’Den Store Bagedyst’ på grund af ophavsret. Men DR har ikke nødvendigvis ret, vurderer ekspert. DR: Vi har ikke forholdt os til indholdet af de konkrete memes

DR har i meget klare vendinger bedt flere influencere om at fjerne screendumps og billeder fra ’Den Store Bagedyst’, som de har delt på sociale medier.

Men en mediejurist er ikke sikker på, at DR har ret til at kræve indholdet fjernet, fordi det er satire.

”Selv om vi er glade for, at I finder vores indhold relevant, så er det et brud på DR’s ophavsret, at I benytter DR’s indhold uden tilladelse. Eftersom vi ikke tillader, at andre profiler deler indhold uden vores tilladelse, kan I heller ikke gøre det,” skrev DR til Instagram-profilen @fantastiskeforaeldre.

Profilen har cirka 40.000 følgere, og efter søndagens afsnit af ’Den Store Bagedyst’ delte profilen en stribe ”memes” fra udsendelsen. Du kan se nogle eksempler herunder.
Det er Anna Mathiesen, som står bag profilen @fantastiskeforaeldre.

”Jeg forstår fuldt ud, at DR har ophavsretten til programmet. Men jeg kan ikke just forstå formålet med at forbyde memes lavet ud fra uskyldige skærmbilleder,” skriver hun i en besked til Journalisten.

”Mine memes er ikke møntet på en bestemt deltager eller personlighed, og jeg har ikke til hensigt at ydmyge eller nedgøre nogen ved at lave memes om programmet. Jeg føler mig ikke som en forbryder ved at lave satiriske indslag ved brug af skærmbilleder fra bagedysten,” lyder det fra Anna Mathiesen.

(artiklen fortsætter efter billedet)

Meme

Dette er et andet eksempel på et meme, som @fantastiskeforaeldre har fjernet efter DR’s henvendelse. @fantastiskeforaeldre

Ekspert: ”Jeg er i tvivl”

Som Ekstra Bladet og B.T. beskrev i går, har DR også henvendt sig til influencer Anders Hemmingsen og bedt ham fjerne billeder af ’Den Store Bagedyst’. Anders Hemmingsen har 1 mio. følgere på Instagram.

Men mediejurist Sten Schaumburg-Müller er ikke sikker på, at DR har ret, når de kræver indholdet fjernet. Sten Schaumburg-Müller er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, hvor han blandt andet forsker i ophavsret.

”Jeg er i tvivl. Når der er tale om satirisk indhold, så er det en afvejning mellem ophavsretten og ytringsfriheden,” siger han.

”Og en afvejning giver ikke noget klart svar på forhånd,” fortsætter han.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller er det som udgangspunkt ulovligt at tage og dele et screendump af en tv-udsendelse som ’Den Store Bagedyst’. DR har ophavsret til udsendelsen og også til et øjebliksbillede af udsendelsen. Men når der er tale om satirisk indhold, er der meget vide rammer for ytringsfriheden.

”Det er åbenlyst en parodi, og det er et meget beskedent indgreb i ophavsretten. Så det er svært, men jeg er tilbøjelig til at sige, at hun har lov til at dele det indhold,” vurderer mediejuristen.

”Hvis der er tale om satire eller parodi, så er der videre rammer for, hvad man må dele. Jeg er i tvivl. Men jeg hælder mest til, at det her er inden for skiven,” siger Sten Schaumburg-Müller.

DR: Vi har ikke forholdt os til indholdet

Journalisten har forelagt DR ekspertens vurdering.

”DR ønsker på ingen måde at begrænse muligheden for at lave satire – uanset om DR eller andre er genstand for satiren. Vi forholder os alene til ophavsretten og er selv meget opmærksom på at cleare rettigheder, når vi er forpligtet til det efter ophavsretsloven,” skriver Malene Birkebæk, chef for Børn, Unge og Nyudvikling, DR Medier, i et skriftligt svar.

Hun oplyser, at DR ikke har forholdt sig til indholdet af de konkrete memes, som de har reageret på.

”Det vil altid være en konkret vurdering, om f.eks. et meme undtagelsesvist vil kunne bringes uden tilladelse med afsæt i parodier mv. DR har ikke forholdt sig til indholdet af de konkrete memes eller specifikke programmer; De omtalte Instagram-konti har fået at vide, at indholdet er i strid med DR’s ophavsret,” skriver Malene Birkebæk.

Journalisten har sendt DR et opfølgende spørgsmål, som vi først har modtaget svar på efter offentliggørelse.

Kan DR skrive til nogen, at deres indhold er delt i strid med DR’s ophavsret, hvis DR ikke har foretaget en konkret vurdering?

“DR har ikke ressourcer til at foretage en konkret juridisk vurdering af over hundrede- eller tusindvis af opslag, og ikke mindst stories, der forsvinder efter kort tid, hvoraf en stor del indeholder ophavsretsligt beskyttet materiale fra DR. DR har konstateret en brug, som efter DR’s vurdering som udgangspunkt kræver en forudgående tilladelse fra DR. En sådan tilladelse er ikke indhentet, og derfor skal indholdet fjernes,” svarer Malene Birkebæk.

“Når brugen af DR’s indhold bliver så systematisk, som tilfældet er her, så er det klart, at DR bliver nødt til at skride ind og påtale det over for de pågældende Instagram-konti. Det samme gælder, når indholdet udnyttes kommercielt – direkte eller indirekte,” fortsætter hun.

Opdateret 15/10 klokken 20.23: DR har svaret på et opfølgende spørgsmål, som er tilføjet artiklen.

 

 

 

 

Meme

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen