Hvad er ophavsret?

Ophavsretten beskytter bl.a. bøger, musik, billedkunst, film, fotografier, radio- og tv-udsendelser, hjemmesider, databaser m.m.

De ophavsretlige regler står først og fremmest i ophavsretsloven.

Når noget er ophavsretligt beskyttet, er der en række ting, der kræver tilladelse fra den, der har ophavsretten. Man må f.eks. ikke fremstille eksemplarer af en beskyttet bog eller lægge et beskyttet stykke musik til download på internettet uden tilladelse.

Der er dog også en række situationer, hvor man gerne må bruge ophavsretligt beskyttet materiale uden at spørge om lov. Man må bl.a. citere fra litteratur og musik, dvs. låne en lille bid af et værk og bruge det i sit eget værk. Og man må gerne tage en kopi til sig selv af en musik-cd. Hvis der er indgået aftale om det med Copydan, må lærere også gerne bruge beskyttet materiale i undervisningen i et vist omfang.

Ophavsmænd kan aftale, at andre skal have del i deres ophavsret. Forfattere giver f.eks. noget af deres ophavsret videre til forlag, når de udgiver bøger der. Det sker også, at retten til værker, der er skabt af ansatte ophavsmænd som led i deres arbejde for en arbejdsgiver, kan gå over til arbejdsgiveren.

Det, og mere til, kan man læse om i UBVAs gratis e-bog Ophavsret for begyndere.

Her på www.ubva.dk kan man også tilmelde sig et af vores gratis kurser i ophavsret eller se vores årlige ophavsretssymposier som web-tv.

 

 



UBVA | Nørre Voldgade 29 | 1358 København K | CVR: 62968818