Nu er verdens største flydende gravemaskine ankommet til Femern Bælt

Gravemaskinen Magnor skal være med til at udgrave renden på havbunden, hvor den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Lolland og Femern skal anlægges

Det var en stille torsdag morgen, da verdens største flydende gravemaskine lagde fra kaj i Nakskov klokken otte mod sin slutdestination på dens rute gennem verden. Den store gravemaskine, eller Magnor som den hedder, har krydset flere verdenshave på sin vej til sit mål – Femern Bælt-Forbindelsen.

Torsdag eftermiddag ankom den flydende gravemaskine så til det enorme tunnelbyggeri. Her skal den være med til at udgrave renden på havbunden, hvor den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Lolland og Femern skal anlægges.

Den imponerende gravemaskine Magnor ligger nu ud fra kysten ved danmarkshistoriens største anlægsbyggeri. På grund af Magnors størrelse kan den ikke lægge til kaj ved Rødby Havn.

Magnor skal være med til at grave renden på havbunden. Foto: NakskovFoto
Magnor skal være med til at grave renden på havbunden. Foto: NakskovFoto

Det betyder dog ikke, at man ikke kan opleve den imponerende maskine.

Magnors størrelse og dens tre pæle, der stabiliserer den flydende gravemaskine, skyder op langt over havoverfladen og gør det nemt at udpege Magnor fra den lollandske kyst.

Kan løfte fire bybusser

Magnor bliver ikke kaldt verdens største flydende gravemaskine for ingenting. Med dens 72 meter i længden og 20,5 meter i bredden, fylder den noget på det danske farvand.

Men det er ikke kun Magnors størrelse, der er imponerende. Gravemaskinen har en motor på 5.500 hestekræfter, og den er i stand til at løfte 67 ton sten og sand med et enkelt spadestik. Det svarer til cirka fire bybusser fyldt med passagerer.

Maskinen har en gravedybde på op til 22 meter og den er derfor et vigtigt redskab, når renden til sænketunnelen skal graves på havbunden.

Skovlen på Magnor kan løfte 67 tons sten og sand ad gangen.
Skovlen på Magnor kan løfte 67 tons sten og sand ad gangen. Foto: Boskalis

Den fascinerende maskine er da også noget, der vækker opsigt og et emne, der bliver talt livligt om internt blandt byggeriets medarbejdere. For det er ikke hver dag, man får lov til at opleve så stor og imponerende en maskine i aktion.

Overskydende jord bliver til nyt land

Magnor er en af flere vigtige maskiner, der skal være med til udgravningsarbejdet. Selvom det er nogle store maskiner, der er taget i brug på danmarkshistoriens største anlægsbyggeri, regner man med, at udgravningen vil tage mellem to og tre år.

Udgravningen til den historiske tunnel efterlader et stort restprodukt i form af jord. Den opgravede jord skal dog ikke gå til spilde. Den skal nemlig bruges til at udvide Lollands kyst med 500 meter ud i Femern Bælt for at gøre plads til indgangen til tunnelen - den såkaldte tunnelport.

Tunnelporten stikker ud fra kysten og udgør det område, hvor man i fremtiden vil køre ned i tunnelen.
Tunnelporten stikker ud fra kysten og udgør det område, hvor man i fremtiden vil køre ned i tunnelen. Foto: Femern A/S/PR

I alt skal Lollands kyst udvides med 300 hektar, og det arbejde er allerede startet. Udvidelsen er nemlig nødvendig, for at tunnelportalen kan laves, og den skal allerede stå klar om tre år.

Magnor starter arbejdet i løbet af næste uge, hvor den begynder udgravningen til sænketunnellen i dansk farvand.

Femern Bælt-forbindelsen forventes at være færdig i 2029. Tunnel gør det muligt at tage turen fra Lolland til den tyske ø Femern på bare ti minutter.