Pollenanalyse
From PalaeoWiki
Pollenanalyse er en vigtig geobotanisk arbejdsmetode, som blev grundlagt i 1916 af svenskeren Lennart von Post. Allerede året efter indførtes den i Danmark af Knud Jessen.
Ved en pollenanalyse bestemmes mængdeforholdet mellem de forskellige planters eller plantegruppers pollen, der findes i en aflejring. Mange arter har karakteristiske pollen, dvs. blomsterstøvkorn, som kan adskilles fra andre planters, mens arter inden for fx græsfamilien, gåsefodfamilien, kornblomst- og halvgræsfamilien har pollen, der hver især ligner hinanden så meget, at en artsbestemmelse normalt er umulig. En del pollen henføres derfor kun til planteslægt, familie eller anden større enhed.
Pollenkorn er opbygget af sporopollenin, et stof som meget vanskeligt nedbrydes i naturen. Kun i et iltrigt basisk eller svagt surt miljø ødelægges pollenkornene af bakterier og svampe. Muldjorden indeholder derfor kun få pollen, som ofte er stærkt beskadiget, mens morbunden rummer velbevarede pollen, fordi pH er under 6-5,5. Høj vandstand forhindrer også nedbrydning. Podsoljorder, sø- og moseaflejringer har således normalt en righoldig pollenflora. Visse skovjorder kan indeholde mere end 20 millioner pollen pr. g organisk stof.
Ved at foretage pollenanalyse af en række prøver op gennem en aflejring kan man give et ret detaljeret billedee af landskabsudviklingen i et område, hvis størrelse bestemmes af den undersøgte lokalitets udstrækning og dens plantedække på det pågældende tidspunkt. Større søer og træfrie moser modtager hovedparten af deres pollen fra et større område. De er derfor velegnede til at belyse den regionale landskabs- og kulturudvikling inden for en radius af omkring 10 km, mens små vandhuller og podsolprofiler kan fortælle, hvad der er sket lokalt, dvs. inden for de nærmeste 20-30 m.
Den enkelte landsby eller boplads erkendes ikke i de regionale diagrammer, ligesom fordelingen af de enkelte plantearter i forhold til jordbund, fugtighed m.m. heller ikke kan afsløres. Til gengæld får man et billede af fx kulturudviklingen, som gælder for et større område. Lokaldiagrammerne har den fordel, at de giver indblik i plantefordeling og menneskelig aktivitet inden for et meget begrænset areal, hvor jordbundsforholdene er kendt. Begge diagramtyper er derfor vigtige for at kunne beskrive vegetationsudviklingen i et område.
Regionale diagrammer inddeles på grundlag af pollensammensætningen i et antal zoner, fra I til IX. Pollenzonerne I-III dækker slutningen af Weichsel-istiden, mens de øvrige zoner gælder for tiden efter istiden. Pollenzonesystemet bruges til at sammenligne landskabsudviklingen i forskellige egne. Nyere C-14 dateringer har imidlertid vist, at zonerne ikke altid er synkrone fra den ene landsdel til den anden.
Til angivelse af tidsafsnit bruges betegnelserne Ældste Dryas, Bølling, Ældre Dryas, Allerød, Yngre Dryas, Præboreal, Boreal, Atlantisk, Subboreal og Subatlantisk (tid/periode). Disse betegnelser refererede oprindeligt til klimaperioder.
Ved tolkningen af pollenanalysernes talmateriale står botanikeren over for en række vanskeligheder. For det første er der stor forskel på de enkelte arters evne til at producere og sprede pollen. Kun de vindbestøvede arter danner pollen i stor mængde, og selv blandt disse varierer mængden fra art til art, hvilket gør det svært at slutte fra diagrammets pollensammensætning til plantefordelingen i naturen. For de vigtigste skovtræers vedkommende er der i nyere tid udregnet korrektionsfaktorer, så træpollenspektrene kan bringes til at afspejle skovens omtrentlige træsammensætning. En anden vanskelighed skyldes kulturindgreb. Hindres eller hæmmes træers og urters blomstring ved fx styning, stævning eller græsning, vil disse planter optræde sparsomt i pollendiagrammerne, selv om de udgør et vigtigt landskabselement. Endelig kan jordlag forstyrres ved kunstige indgreb som gravning o.l., eller ved naturlige processer, fx vandstandsændringer, hvorved tidligere aflejrede pollen frigives, og to eller flere tidsperioders pollen kan blive blandet sammen.
Kilde: Bent Aabye i Arkæologi Leksikon, Politikens Forlag 1985.
