Gå til resume Gå til indhold

Telefonsalg og dørsalg

Artikel

I Danmark er adgangen til at sælge varer og ydelser til almindelige forbrugere ved telefonsalg stærkt begrænset. Dørsalg er helt forbudt.

Gå til indhold

Telefonsalg

Telefonsalg er som udgangspunkt forbudt. Kun ganske få brancher har tilladelse til fortsat at sælge varer ved at ringe forbrugerne op, uden at forbrugeren først har bedt om det.

Lovligt telefonsalg

En sælger må gerne ringe til dig, uden du har bedt om det, hvis det drejer sig om salg af

  • abonnementer på aviser, ugeblade, tidsskrifter
  • bøger
  • formidling og tegning af forsikringer og
  • abonnement på redningstjenester og sygetransport

Hvis du køber en vare eller en ydelse af en telefonsælger, fx et avisabonnement, har du 14 dages fortrydelsesret.

Bliv fri for telefonsalg

Du kan blive fri for disse opkald ved at melde dig til ”Robinsonlisten”. Det gør du ved at kontakte folkeregistret i din bopælskommune. Her kan du få noteret i CPR-registret, at du ikke ønsker telefonopkald fra sælgere. Du vil samtidig undgå at modtage adresserede reklamer.

Hvis der kun er enkelte firmaer, du ikke ønsker opkald fra, kan du blot meddele sælgeren, at du ikke ønsker flere opkald i fremtiden. Firmaet skal herefter respektere dit ønske, uanset om det er mundligt eller skriftligt. Hvis du vil kunne dokumentere, at du i telefonen har frabedt dig fremtidige opkald, kan du bede om en e-mailadresse, som du også kan skrive til.

Dørsalg

I Danmark er enhver form for dørsalg forbudt, når det drejer sig om salg til almindelige forbrugere. Forbuddet gælder både for dit hjem, din arbejdsplads og andre steder uden offentlig adgang. Hvis du har indgået en aftale med en sælger, der har ringet på din dør, kan du efterfølgende komme ud af aftalen igen. Det er en forudsætning, at du ikke selv har bedt sælgeren om at komme for at sælge en bestemt vare eller ydelse til dig.

Ugyldige aftaler

Det kan fx være en støvsugersælger, der mener, at I har en aftale om, at han skal demonstrere sin støvsuger i dit hjem. Han henviser måske til, at du i forbindelse med en konkurrence har accepteret at få et demonstrationsbesøg. Hvis du i den sammenhæng ender med at købe eller bestille en støvsuger, er aftalen ikke bindende, og du kan senere komme ud af aftalen igen, hvis du alligevel ikke vil have støvsugeren.

Du skal dog ikke være alt for længe om at fortryde, da aftalen bliver bindende, hvis du venter for længe. Det vil typisk ske efter 5-6 måneder. Hvis du selv har kontaktet sælgeren, og har bedt ham om at komme og sælge dig en støvsuger, vil du ikke have fortrydelsesret.

Hvis du selv har inviteret sælgeren hjem til dig

Hvis du selv har kontaktet en erhvervsdrivende og bedt ham komme hjem til dig, fx for at reparere dit fjernsyn, er det en lovlig aftale. Den er bindende for dig, og du kan ikke fortryde aftalen.

Hvis fjernsynsmontøren i stedet for at reparere dit fjernsyn, sælger dig et nyt apparat, er det stadig en lovlig aftale, men du vil have fortrydelsesret i 14 dage.

Hvis fjernsynsmontøren skulle finde på, at tilbyde dig at købe varer eller ydelser, der ikke har noget med dit fjernsyn at gøre, fx nyt komfur eller vinduespolering, er aftalen ugyldig, og du kan komme ud af den.

Sidst opdateret:   16. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Sidens nuværende vurdering 5
 
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.