»Vi serverer ikke sådan noget klaske-mad«

I Caféen på Halmtorvet får stofmisbrugerne hver dag gratis varm aftensmad, der er alt andet end junk-food. Et helt nyt ernæringsprojekt skal give narkomanerne større trivsel og flere vitaminer.

Af Anja Berth

Duften af basilikum, hvidløg og olivenolie kildrer i næsen og overdøver cigaretlugten fra den lille gårdplads.

En ti liter stor industrigryde er kommet på overarbejde. Oksekød, tomat, løg, hvidløg og gulerødder buldrer om kap med tonerne fra det beskedne højtaleranlæg, der lægger en hyggelig bund i caféeen på Halmtorvet 9, hvor Vesterbros stofmisbrugere kommer og får en pause, en kop kaffe, og lidt mad.

Under skovens grønne pragt – tapet på en væg kan gøre meget – sidder et par gæster med nogle solide håndmadder med tandsmør og fed ost.

Ikke noget med skrabet minarine, mager ost eller proteinholdig skyr her. Her er der fedt, kalorier og mad, der er let at få ned.

Sundhedsrummet – der også fungerer som midlertidigt fixerum – har sammen med værestedet for narkomaner, Caféen som den enkelt hedder – søsat et madprojekt, hvor stofmisburgerne hver dag kan sætte tænderne i for eksempel kartoffelsalat og frikadeller, kalvefrikasse, afrikansk suppe med kanel og jordnødder, spaghetti med kødsovs, grillet lam med sommersalat og marokkansk gryderet

Den søde tand får også baghjul med rødgrød med fløde ogbutterdejskage med bær.

Give flere kalorier

Ernæringsprojektet, der går på tværs mellem Sundhedshuset og Cafeen, er blevet til i samarbejde med Meyers Madhus, som har undervist kokkene.

Kort fortalt skal maden give ekstra energi til stofmisbrugerne, der på grund af deres misbrug har et særligt behov for vitaminer og fedt. Maden er ikke noget, de prioriterer, og derfor er det en ekstra gevinst, at cafeen tilbyder maden gratis,« siger Max Damsgaard, der er daglig leder og uddannet i ernæring på RUC.

Han har lige nu travlt med at røre i gryden, der skal blive til lasagne, som gæsterne kan glæde sig til om aftenen.

Madder med tandsmør

En af brugerne, »Bobby« regner dog ikke med at spise med i aften.

»Lasagne er ikke lige mig. Jeg vil gerne have grillet kød og dejlig italiensk jomfruolivenolie. Eller flæskesteg,« siger »Bobby«, der er i metadonbehandling og efter eget udsagn har det bedre nu end længe. Morgenmad får han også, og i dag har han fået tykmælk med blåbær. Nu er det tid til et par ostemadder godt med tandsmør og han venter på at det bliver hans tur til at få smurt et par madder.

Normalt er der også frokost med flere slags retter, men en sygemelding har indskrænketkøkkenpersonalet, så det er ostemadder eller yoghurt med havregryn og godt med ahornsirup.

Ekstra fedt og kalorier

»Maden er ekstra fed og har flere kalorier i, og nogle gange hælder vi ekstra piskefløde i maden, så de kan få noget energi. Mange af stofbrugerne har ikke spist i flere dag, og så skal de have noget hurtigt og sundt og så er det godt med yoghurt med sirup eller sukker,« forklarer Max Damsgaard, der er leder af cafeen.

Han begyndte som frivillig i cafeen i 2009 – dengang den hed Dugnad – nu er cafeen en del af det samlede sundhedstilbud under Mændenes Hjem. I køkkenet arbejder flere kokke og Meyers Madhus har været med i projektet og i udviklingen af opskrifterne.

Private firmaer giver mad

Maden der tilberedes i Cafeen kommer for langt størstedelens vedkommende fra donationer fra Fødevarebanken, Ostebørsen og andre givere.

Brødet kommer fra en af landets største bagerkæder, men bageriet vil gerne være anonyme og ikke i avisen.

Max Damsgaaard er ikke i tvivl om, at indsatsen betaler sig:

»Det kan i særdeleshed godt betale sig at servere mad til stofbrugerne. De får det bedre, når de får noget ordentlig mad, og vi lægger stor vægt på, at maden har en højt indhold af fedt, proteiner og vitaminer. Samtidig skal maden være let at tygge og få ned, for mange af stofbrugerne har synkebesvær, men det skal stadig være lækkert og smagfuldt og vi gør meget ud af at serveringen også er god og på rigtige tallerkener, så det ser pænt ud. Vi serverer ikke bare sådan noget klaske-mad,« siger Max Damsgaard.

Skriv en kommentar

CAPTCHA-billede
*

- læs flere artikler > artikel oversigt...