Her kan du læse mere om Parkinsons sygdom - herunder hvordan diagnosen stilles samt symptomer. Ved at 'klikke' på et af de røde emner herunder, kan du springe direkte til det ønskede emne. Ellers kan teksten også læses kronologisk.
Hvad er parkinson?
Parkinsons sygdom er måske ikke fuldt ud det, som vi i daglig tale mener med en sygdom, men måske snarere en samling tilstande, som ligner hinanden. Disse tilstande har det til fælles, at en række symptomer lige så stille sniger sig ind hos den, der rammes. Det gælder hovedsageligt bevægelsesevnen. Man får problemer med at bevæge sig normalt, alt går langsomt og trægt og der kan forekomme rystelser i arme eller ben og sommetider smertefulde muskelkramper.
Til at begynde med optræder disse tre forskellige symptomer normalt ikke sammen eller samtidigt, men med tiden kan de komme til at gøre det. Når lægen observerer de tre hovedsymptomer, kan diagnosen stilles. De tre hovedsymptomer er:
- Langsomme træge bevægelser (hypokinesi)
- Rysten (tremor)
- Muskelstivhed (rigiditet)
Indimellem siger lægen, at man er blevet ramt af 'parkinsonisme' og mener dermed, at man i de første år ikke med sikkerhed kan skelne mellem de forskellige sygdomme, som kan ramme dopaminsystemet.
Sommetider bliver det sværere at koncentrere sig samtidigt med, at man har de 'motoriske' problemer. Man føler sig træt og uoplagt. Vi kalder disse sidstnævnte problemer for 'kognitive'. Kognition betyder tænkning, og der kan opstå vanskeligheder med forskellige områder af tænkningen. Man kan også blive stadigt mere uinteresseret og mangle den naturlige livsglæde. De kognitive problemer er en del af de 'non-motoriske' symptomer ved Parkinsons sygdom, hvilket betyder, at det er symptomer, der ikke er relateret til bevægelsesevnen.
En stor landsdækkende spørgekemaundersøgelse fra 2014 viser, at netop de kognitive og skjulte non-motoriske symptomer ved Parkinsons sygdom ofte opleves som mere generende i hverdagen for både ramte og pårørende.
LÆS MERE: Non-motoriske symptomer
LÆS MERE: Landsdækkende spørgeskemaundersøgelse
Parkinsons sygdom rammer meget forskelligt. Der kan være store forskelle fra person til person med hensyn til, hvilke symptomer der dominerer, og hvor besværet man bliver af sygdommen. Af praktiske grunde holder man dog i praksis ofte fast ved at kalde tilstanden for idiopatisk eller almindelig Parkinsons sygdom.
Har du eller en af dine nærmeste Parkinsons sygdom? Få gode råd fra andre med Parkinson eller læs mere om psykologiske reaktionsmønstre.
Hvad sker der i hjernen?
Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der langsomt tiltager. Man mister flere og flere af de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin, og man får symptomer på dopaminmangel.
Hvad er et signalstof? Man kan sige, at det er en kemisk budbringer, som overfører budskaber fra en nervecelle til den næste i de lange cellekæder, der udgør nervesystemet. Dopamin anvendes som signalstof mange steder i kroppen til regulering af forskellige funktioner. Ved Parkinsons sygdom mister man med årene langsomt nerveceller, der indeholder dopamin. Disse nerveceller har deres cellelegemer i hjernestammen lige under storhjernen og strækker deres udløbere (nerver) opad mod områder af nerveceller i hver hjernehalvdel, som benævnes basalganglierne.
Når elektriske impulser i nerven når nerveenden, utømmes det signalstof, der er lagret dér. Signalstoffet (i basalganglierne: dopamin) vandrer derefter over synapsekløften og rammer dendritter ('følehorn') på nerveceller i basalganglierne, hvorved disse aktiveres. Når dette sker, bliver vi friskere og kan lettere bevæge os. Hvis der ikke er noget dopamin, som kan overføre budskaber i basalganglierne, bliver vi siddende stille, uanset om vi vil det eller ej. Hvis dopaminmanglen bliver stor i andre dele af basalganglierne kan der forekomme yderligere problemer. Sommetider medfører det, at arme og ben begynder at ryste, så snart man ikke bevæger dem (tremor), der kan opstå smertefulde muskelkramper (dystoni) og det kan gå ud over den psykiske kraft og humøret, så alt bliver tungt og går én imod.
Lægemidlerne, som anvendes til parkinsonpatienter, øger dopaminindholdet i hele kroppen. Nervecellerne får da lettere ved at overføre budskaber fra den ene til den anden og bevægeevnen forbedres og rystelserne og muskelkrampen forsvinder. Vi føler os friskere og træffer lettere beslutninger. Vores daglige gøremål bliver lettere at udføre.
Hvis mængden af dopamin i basalganglierne bliver for høj, får vi svært ved at holde os i ro. Musklerne begynder at trække sig ufrivilligt sammen, og arme, ben og krop bevæger sig uafbrudt. En tilstand af overbevægelighed svarende til den såkaldte chorea ('dansesyge') er indtrådt. Overbevægeligheden forsvinder, når dopaminindholdet i hjernen falder og antager mere normale niveauer.
Det er således vigtigt, at dopaminet i kroppen holdes på et relativt konstant og passende højt niveau. For lidt gør det svært at bevæge sig, for meget medfører ufrivillige bevægelser. Parkinsons sygdom er en dopaminmangelsygdom.
Hvor almindelig er Parkinsons sygdom?
Nyere forskning synes at vise, at Parkinsons sygdom er noget mere almindelig hos mænd end hos kvinder, og mænd bliver også syge noget tidligere. Det er kun voksne, der rammes, og de første tegn på dopaminmangel fremkommer oftest i 50-60 års alderen.
Den kan dog begynde både tidligere og senere i livet. I Danmark lever ca. 7300 mennesker med Parkinsons sygdom og i runde tal 12 millioner over hele jorden. De forskellige menneskeracer og forskellige etniske grupper rammes lige ofte. Sygdommen er ikke kendt hos dyr, selv om man med kemiske midler kan fremkalde parkinsonlignende tilstande hos dem.
Den danske opgørelse af antal parkinsonramte er udarbejdet af COWI i 2016 på grundlag af data fra en lang række registre.
Hvorfor får man Parkinsons Sygdom?
I de fleste tilfælde er årsagerne til tabet af dopaminceller ukendt. Der findes arvelige former, men disse er sjældne. Arvemassen lader dog til at spille en rolle. Problemet ligger sandsynligvis i det arvemateriale, som styrer nydannelse og overlevelse i vores nerveceller.
Måske er det tilfældigheder, der gør, at visse mennesker får en lille defekt i dopamincellens arvemasse, som sidenhen leder til øget tab af celler i voksenalderen. Indholdet af dopamin i basalganglierne falder da langsomt, og efterhånden begynder symptomerne at vise sig. Hånden ryster, eller der opstår en ejendommelig smerte i en arm eller et ben. Små bevægelser bliver sværere at udføre, først i enkelte tilfælde, senere mere regelmæssigt.
Hvordan stilles diagnosen?
Eftersom symptomerne kommer snigende og ikke altid ses ved lægeundersøgelsen, kan diagnosen være svær at stille i de første år med problemerne. Parkinsons sygdom er altid en sandsynlighedsdiagnose. Man taler om en mulig eller en sandsynlig Parkinsons sygdom.
Den bedste indikator på om diagnosen er korrekt er, om symptomerne forsvinder ved behandling med lægemidlet levodopa. Levodopa i tabletform findes i de tre lægemidle; Stalevo, Madopar og Sinemet. Diagnosen kan styrkes af andre undersøgelser, hvoraf de fleste foretages for at udelukke andre sygdomme med lignende symptomer. Det kan for eksempel gælde undersøgelser af hjernen med røntgen (CT-scanning) eller med magnetkamera (MR-scanning) eller lumbalpunktur (rygmarvsprøve).
Hvad er SPECT og PET?
Ved undersøgelse med SPECT (Single Photon Emission Computed Tomography) indsprøjtes en lille mængde radioaktivt sporstof i en vene i armen. Sporstoffet sætter sig fast på dopamincellernes nerveender. Det udsender en svag stråling, som kan ses med et såkaldt gammakamera. Man kan se lyse pletter inden for det kamerafelt, der kommer fra hjernen, og kan på denne måde vurdere antallet af dopaminnerver i basalganglierne.
PET (Positron Emission Tomografi) er en lignende, men mere forfinet (og dyrere) teknik. PET-kameraer findes kun på de største hospitaler i Danmark. Begge teknikker kan bruges til at bekræfte diagnosen Parkinsons sygdom.
Hvilke motoriske symptomer kan opstå?
Parkinsons sygdom påvirker især bevægelsesevnen. Flere funktioner i kroppen påvirkes negativt. Det største problem forårsages af hypokinesi ('lille bevægelse' eller 'bevægelseshæmning'). Til trods for at man har fuld kraft i musklerne, får man svært ved at bevæge sig. Kroppens naturlige bevægelser 'krymper', bliver mindre og langsommere. Disse problemer plejer at begynde i en hånd eller fod. Armen holder op med at svinge med, når man går, og trinnene bliver kortere.
Typisk får man sværere ved at skrive. Skriften 'krymper', og hånden lader sig kun modvilligt styre til at forme bogstaverne. Frem- og tilbagegående bevægelser, som for eksempel ved tandbørstning, bliver trættende. Alle bevægelser bliver mere besværlige og kræver større mental anstrengelse, og alt går langsommere.
Ofte optræder der en dirrende eller rystende ufrivillig bevægelse i en hånd eller et ben, som efter nogle år har tendens til at brede sig til den anden side. Sommetider begynder det samtidigt i begge sider af kroppen. Rystelserne er ofte irriterende, men ofte mindskes eller forsvinder de, når man bevæger sig. Kaffekoppen kan løftes op til munden uden at spilde. Skriften bærer ikke spor af den rystende hånd.
Dystoni og rigiditet er to begreber, som begge beskriver en utilsigtet og vedvarende muskelkrampe. Man taler om dystoni, når krampen begrænses til en eller nogle få muskelgrupper, f.eks. skulderens muskler. Med rigiditet mener man normalt en mindre udtalt krampe, som er spredt på flere muskelområder, ofte i hele kroppen. Rigiditeten gør normalt ikke ondt, men medfører træthed og en forandring af kropsholdningen med bøjede ben, arme og ryg.
Hvilke non-motoriske symptomer kan opstå?
Non-motoriske symptomer på Parkinsons sygdom er symptomer, der ikke relateret til bevægelsesvanskeligheder. Selvom Parkinsons sygdom traditionelt defineres som en bevægelsesforstyrrelse, er den også forbundet med en lang række adfærdsmæssige/neuropsykiatriske og fysiske symptomer, som kan have alvorlige konsekvenser for livskvaliteten. Disse kan opstå på et hvilket som helst tidspunkt i sygdomsforløbet, lige fra de tidligste stadier, selv før de motoriske symptomer bemærkes, til det allersidste stadie af Parkinsons sygdom. Non-motoriske symptomer kan ende med at dominere sygdommen, efterhånden som den udvikler sig.
LÆS MERE: Non-motoriske symptomer
(Kilde: En lille faktabog om Parkinsons sygdom - symptomer, diagnostik og behandling, der er udarbejdet af Bo Johnels, neurolog med mange års erfaring med Parkinsons sygdom og Miriam Carlsson, parkinsonsygeplejerske.)